Främmestad skrev: ↑25 maj 2021, 08:59
"hvorfor skulle bisp Absalon lyve om, at han personligt havde stået og set Jomsborg" ?
Visst kan det vara sant, men jag tror inte att man ska tro allt som Absalon påstod, särskilt inte vad gäller Jomsvikingarna. Absalon drev på prästcelibatets införande i Skandinavien. Och troligen hade han starka åsikter ö h t om sexualmoral. Men han hade ett lik i garderoben:
Enligt min mening var Absalon inblandad i skapandet av Jomsvikingsagan (uppdragsgivare).
Absalon härstammade från släkten på Fyn (Palnertoke och Vagn). Det fanns en konflikt mellan Själlandssläkten (Sigvalde) och Fynsläkten, och det syns tydligt vilken familj som Jomsvikingsagan föredrar. Absalon ville uppvärdera berättelsen om sina förfäder. Framför allt var det viktigt för honom att dölja sanningen om vem Vagn var gift med, d v s vem Ingeborg Torgilsdotter verkligen var. Nämligen Vagns halvsyster. Därav den skumma historien om att den tolvårige Vagn absolut ville åka till Norge och våldta/gifta sig med (det verkar i sagan vara samma sak) en annars okänd norsk bondes dotter.
Åke av Fyn gifte sig med änkan Torgunna från Bornholm. Vid denna tid var det för danska hedningar ett enormt stort problem att få en partner. Alla högreståndsdanskar utom de på Bornholm och Fyn var kristna. Tes: Torgunna förde med sig dottern Ingeborg från sitt första äktenskap med Torgils Ottarsson från Västergötland, son till Ottar Jarl och kungadottern Ingeborg Björnsdotter (Torgils syster Ingeborg Ottarsdotter var gift med Palner, brodern Björn Bredske Ottarsson är också känd från detta sammanhang). Åke bör ha varit ganska mycket yngre än Torgunna. Vagn var också mycket yngre än sin halvsyster och fru. Men det fanns som sagt inte många brudar att välja på för Danmarks sista hedningar.
Måske skulle du læse mit korte indlæg lige før dit eget, så ville du se, at det ikke var korrekt, hvad Historikus skrev - han huskede simpelthen forkert.
Absalon stammede fra Sjælland. Han var søn af stormanden Asser Rig og bror til Esbern Snare. Da Asser Rig var søn af Skjalm Hvide, var de af den såkaldte Hvide-slægt, der dominerede Sjælland i mange år.
Hvad Saxo og Jomsvikingernes saga* angår, var den første af de bidragydende forfattere død, før Saxo blev født - oprindeligt kommer en del af Jomsvikingernes saga (der kendes fra flere skrifter) nemlig fra islændingen Sæmundur fróði Sigfússon (1056-1133) – en af de frode (vise) mænd. Det vil sige, at han døde, inden Saxo blev født. Sæmundurs skriftlige arbejde gik tabt, men har været kendt af samtidige sagaforfattere, herunder sandsynligvis Ari fróði Þorgilsson, forfatteren til Íslendingabók om familier, der bosatte sig på Island. Sæmundur var som ung i Franken og har muligvis hørt om Haralds død der, sandsynligvis fra gengivelse af Adam af Bremens historie, men måske også fra andre.
Saxo kalder Julin/Wollin for Julinum og skriver om Julina piratica, der betyder noget i retning af 'det julinske sørøveri', og med andre ord er en betegnelse for jomsvikingerne. Han har vidst, at der fandtes en by, som andre kaldte Julin, det kan f.eks, have været fra forfatterne til Otto af Bambergs Vita, men det er også muligt, at det generelt var datidens alternative betegnelse for Wollin/Wolin.
Saxo var inspireret af islænderne, som han omtaler i sit forord til Gesta Danorum – Fra Saxo 1.4:
“Heller ikke de flittige islændere skal her forbigås i tavshed. Disse folk har, fordi deres jord fra naturens hånd er så ufrugtbar, intet grundlag for pragt og luksus og fører konstant en tilværelse i nøjsomhed, hvor de ofte bruger hvert øjeblik af deres liv på at opdyrke kendskabet til andres bedrifter - og derved opvejer deres armod med ånd. For dem er det en stor fornøjelse at kende og viderebringe alle folkeslags historie, for i deres øjne er det lige så glorværdigt at beskrive andres dyder som at demonstrere sine egne. De skatte af historiske vidnesbyrd de har opbygget, har jeg med stor interesse gransket, og en ikke ubetydelig del af nærværende værk er udfærdiget på grundlag af deres beretninger. Jeg har absolut værdsat at kunne rådføre mig med folk som jeg vidste havde så indgående et kendskab til fortiden.”
Samtidig med hans inspiration fra islændernes frode mænd, gik det også den anden vej, idet Knýtlinga blev skrevet over en skabelon fra Saxos 12.-14. bog, og andre sagaer bærer præg af inspiration fra de første.
Man skal måske igennem de danske forskere Albeck og Ellehøjs afhandlinger samt Skovgaard-Petersens tekster – med de gamle kilder ved siden af sig – før tiøren falder, men det er besværet værd, hvis man vil vide besked med de sager.
Det har ikke været noget problem - som nogen vil gøre det til - at videreføre historierne gennem de forholdsvis få slægtled fra Sæmundur over Ari (d.1148) til senere skribenter.
Lad os tage et eksempel fra det virkelige liv. Et par hundrede meter fra min bolig bor en kvinde (28) med et barn (7) i skolealderen, lige så tæt bor hendes mor (50) og dennes mor (73), hvis far (93) stadig er i live; hans datter har også kendt sin bedstemor og bedstefar. Om 50 år og senere kan den nu 7-årige fortælle, hvad hun har hørt fra sin oldemor og dennes far. I øvrigt husker jeg personligt noget af det, min far fortalte, inden jeg kom i skole i 1954. Han var født i 1910, så der skal kun få generationer til at dække 100 år, og min generations børnebørn kan fortælle noget af det samme om 50 år.
Tilbage står, at Svend Aggesen brugte navnet Hyumsburg i stedet for Jomsborg, hvilket kan være hans forsøg på at latinisere navnet - en formentlig skrivefejl medførte, at det kunne læses som Hynnisburg, men samtlige historikere og arkæologer har ment, at det var det samme – altså at Jumne var Julin, der var Wollin, som var Jomsborg. Overvej eventuelt, om det kan passe, om det er logisk – hvis der lå en røverborg i/ved Wolin, hvor mange handelsskibe ville så besøge stedet? Det har naget mig, siden en bekendt engang havde set en pjece af Wladislaw Filipowiak, som hedder 'Wolin - Jomsborg' og ytrede: er der ikke noget galt her?
*
* Jómsvíkingernes saga (JS) findes i fem forskellige udgaver, hvoraf de fire er på islandsk og den femte er på latin – beretninger om begivenheder og personer findes i samlingerne af kongesagaer: Fagrskinna og Heimskringla, samt sagaen om Óláfr Tryggvason.
