Ny tolkning av Danaholmsfördraget

1066 - 1520
Historikus
Inlägg: 1059
Blev medlem: 9 januari 2017, 16:43
Ort: København

Re: Ny tolkning av Danaholmsfördraget

Inlägg av Historikus » 18 september 2019, 13:52

Begreberne lot, løte og lotær

Eriks (Sjællandske) Lov (AM 455, 12mo), dansk håndskrift fra 1200-tallet, hvis kopi versioner
generelt er fra anden halvdel af 1400-tallet. Viste kopi er fra ca. år 1300.

Eriks Lov omfatter tre dele eller bøger med hver deres tema. Første handler om arveret, anden om strafferet og den tredje er en slags supplement til de to første med forskellige bestemmelser, der navnlig rummer bestemmelser om kongen og hans stedlige embedsmand ("ombudsmand"). I det hele gælder det at loven afspejler det middelalderlige landbrugssamfund, og tekstens hovedpersoner er de frie, mandlige, landejere.

Jorden har været samfundets væsentligste aktiv, og det har været centralt at formulere regler for arvegangen for at sikre jordens forbliven i slægten. Af samme grund er reglerne for salg af jord særligt regulerede.

https://tekstnet.dk/eriks-lov.xml/1/51?q=lot%C3%A6r

Samme begreber ses i Yngre Västgötalagen -

https://project2.sol.lu.se/fornsvenska/ ... idhem.html

Kommentar: Så sætningen med - at Danaholmen er ’skiptær i þre løte’ - er samstemmende med lovgivningen for den tid.

117r.jpg
Eriks Sjællandske Lov
117r.jpg (7.22 MiB) Visad 5331 gånger

granitza
Inlägg: 66
Blev medlem: 6 augusti 2019, 10:39
Ort: Göteborg
Kontakt:

Re: Ny tolkning av Danaholmsfördraget

Inlägg av granitza » 18 september 2019, 21:57

Historikus skrev:
17 september 2019, 13:00
Danmarks lilje versus Danæ holmbær

Danaholmen - optræder i utallige lovskrifter og krøniker. Peter Sawyers ”Festskrift til Olaf Olsen” nævner, at der indtil nu - på kort tid - ”er fundet 27 manuskripter frem, der indeholder ’Landamæri’ - og flere er på vej”. Det viser lidt om udbredelsen og kopieringen af denne tekst.

Følgende lovtekst-uddrag vises her -

_______________________________________

[*]Ældre Västgötalov, Codex B59(A))1, fra ca. 1219-20, ældste fragment fra ca. 1250.
Danæ holmbær ær skiptær i þre løte • A en lot vpsalæ conongær • Annæn a dana conongær • þridþiæ lot a noregs conongær •
________________________________________

[*]Codex Runicus, Codex AM 28 8vo, 1250-erne,
Danahulm ær skiftær i þre løter • en lot a dana kunung • annan suia kunung • ok • þriþia norehs kunung •
________________________________________


Kommentar

Skiptær betyder ”delad, genom egendoms delning skild från en annan”. Det nordiske hlutur betyder ’lot’ og hlutir er flertalsformen ’lotær’. ’Lot’ i betydningen ”mindre, afgrænset jordstykke betragtet ud fra dets ejerforhold“, dvs. et jordlod. På moderne islandsk betyder skipt í þrjá hluta på latin divisa in partes tres.
Här behövs ett förtydligande menar jag. Det är en jordlott som kan definieras: "mindre afgraenset jordstykke betragtet ud fra dets ejerforhold". Men en ´lott´ kan som synes av utdraget från SAOB nedan även ha andra betydelser. SAOB tar visserligen inte upp medeltidssvenska men landskapslagarna visar på ´lott´ i flera betydelser såvitt jag förstår.

Från SAOB.se ord Lott 2019-09-18, min färgmarkering:
3) del av ngt som (urspr. o. eg. gm lottning) skall skiftas l. skiftats mellan flera personer (särsk. vid arvskifte), andel, anpart; ofta allmännare: del av ngt (särsk. jordegendom) som skiftats l. styckats l. uppdelats, stundom närmande sig bet.: jordområde, åkerstycke, teg; stundom (i sht förr) i tautologisk förbindelse med andel, anpart, del o. d.; äv. (numera bl. ngt arkaiserande) abstraktare, särsk. i sådana uttr. som ha l. få lott i ngt, ha l. få del i ngt, taga lott i ngt (med ngn), (jämte ngn) ha (rätt till) andel i ngt, njuta (del och) lott i ngt, ha (rätt till) andel i ngt, ngt faller på ngns lott, få ngt på sin lott. Dela ngt i lika lotter. Stycka en egendom i lotter.

SAOB nämner ´del´, ´andel´ och ´anpart´av något som skall skiftas, t ex vid arvskifte. Betydelsemässigt kan det närma sig jordområde, åkerstycke och teg, särskilt av jordegendom som skiftats, styckats eller delats upp. Stundom står ´jordlotten´ i tautologisk förbindelse med andel, anpart, del o dyl.

Jag tänker mig att det som skiftas har ett (betydande) värde. Tegarna och åkerstyckena har varit mycket viktiga för jordbrukaren i alla tider liksom ängen och bärande träd. Med utmarken blir det lite tveksammare. Betesmarken behövdes förstås men klippor och skär? Generellt får man räkna med ett lägre värde.

Att utmarken på den lilla ön Danska liljan skulle blivit föremål för ett skifte mellan mäktiga kungar ser jag också av denna anledning inte som så trolig. Tre lotter i landskapslagarna betyder mest troligt tre delar (jmf. ´partes tres´), andelar eller områden men knappast tre jordlotter.

Historikus
Inlägg: 1059
Blev medlem: 9 januari 2017, 16:43
Ort: København

Re: Ny tolkning av Danaholmsfördraget

Inlägg av Historikus » 19 september 2019, 10:50

granitza,

Der er ikke noget i dit indlæg der ændrer på kildernes skildring af en tre-deling af Danaholmen; her er vist et norsk, et svensk og et dansk eksempel fra middelalderen.

  • Borgarþingsloven, Danahulm ær skiptær i þræ hlutir
    ________________________________________
  • Ældre Västgötalov, Danæ holmbær ær skiptær i þre løte
    ________________________________________
  • Codex Runicus, Danahulm ær skiftær i þre løter

granitza
Inlägg: 66
Blev medlem: 6 augusti 2019, 10:39
Ort: Göteborg
Kontakt:

Re: Ny tolkning av Danaholmsfördraget

Inlägg av granitza » 19 september 2019, 11:54

Historikus skrev:
19 september 2019, 10:50
granitza,

Der er ikke noget i dit indlæg der ændrer på kildernes skildring af en tre-deling af Danaholmen; her er vist et norsk, et svensk og et dansk eksempel fra middelalderen.

  • Borgarþingsloven, Danahulm ær skiptær i þræ hlutir
    ________________________________________
  • Ældre Västgötalov, Danæ holmbær ær skiptær i þre løte
    ________________________________________
  • Codex Runicus, Danahulm ær skiftær i þre løter
Det har jag inte heller hävdat. Men jag visade på att ´lotter´inte behöver läsas som jordlotter i betydelsen ´mindre jordstycke´ utan även kan läsas som andelar, parter, delar. Det som var skiftat , uppdelat, behöver inte vara en liten ofruktbar ö på något hektar utan kan vara något större - såsom Skandinavien. Man kan jämföra med Karl den stores rike vilket efter hans död skiftades i tre delar, av allt att döma utifrån tanken om viss likvärdighet mellan de nya riksdelarna.

Du förefaller lägga betoningen på marken, jorden, för de bestämmelser som de tidigare nämnda landskapslagarna ger. Jag vill mera utgå från att arvskiftet är det centrala i lagsammanhang. Vid sådana var rättvisan avgörande; att delarna som skulle fördelas på arvingarna var likvärdiga. Lottdragning om delarna, lotterna, kunde förekomma. Om det var fråga om jordinnehavet efter en bonde kan man tala om lotter, jordstycken, för den uppdelade brukningsjorden. Men för kungar bör det vara fråga om något betydligt större där betydelsen bättre motsvaras av andelar, parter eller delar.

Historikus
Inlägg: 1059
Blev medlem: 9 januari 2017, 16:43
Ort: København

Re: Ny tolkning av Danaholmsfördraget

Inlägg av Historikus » 19 september 2019, 12:03

Danæ holmbær versus Hisingen

Historia de profectione

Nævnte manuskript er kun kopieret i ganske få eksemplarer. Det var Johann Kirchmann fra Lübeck, der ca. 1620 fandt et pergamenthåndskrift i folioformat, der indeholdt to skandinaviske krøniker. I 1896 påviste Kristian Kålund, at forfatteren ’Broder X’ var nordmand og kannik - som i en periode havde boet i Tønsberg i det sydligste Norge, og at der næppe er tvivl om at han tilhørte præmonstratenser-ordnen. ’Broder X’ var skolet præst og det formodes at han var uddannet og oplært i klassisk latin et sted i Europa.
Sic locorum illorum situm describimus, ut de mari venientibus ingens occurrat fluvius, Elf appellatus : ubi autem ad mare profunditur, insulam quandam Hising ambiendo cingit : in sui dextra parte, Goutos admittit & Danos; in sinistra verò, solos fertur generare Northmannos. Fluvius autem iste regna disiungeus, & dulcem saporem in se continens, bonorum piscium multam copiam mensis administrat. Est autem illinc, ubi naues fixerant, ad tres leugas in ora fluminis civitatula quædam situ nomine Konunghellia, (Johann Kirchmann 1620).
”Når man kommer ude fra havet, møder man en stor flod, der hedder Elf; og hvor den strømmer ud i havet, sender den en arm ud på hver side af øen Hising og omgiver således denne; på sin højre side er den befolket med Gøter og Daner, medens dens venstre side, siges, alene at fostre Nordmænd note 3. Denne flod skiller rigerne ad; dens vand har en behagelig smag, og den giver en stor overflod af gode fisk til bordet. Omtrent tre mil fra det sted, hvor de havde fortøjet skibene, ligger på flodens bred en lille by ved navn Konunghella,” (Jørgen Olrik 1901).
Et scenario er, at oprindelsen til ’Broder X´s informationer om forholdene omkring Götaelven, må være indhentet gennem hans deltagelse som øjenvidne i korstoget år 1191. Han ankom sammen med flåden fra Limfjorden og Læsø og lagde til ved Ekerø (Öckerö), hvorfra de efterfølgende pendlede frem og tilbage fra Kungahälla med nye korsriddere. De søfarende har med interesse set og talt om det historiske område hvor konger forhandlede, samt det interessante fænomen øen »Hisingen« der var opdelt i tre separate hlutir, dvs. jordlodder, med tre forskellige ejere. En alternativ - men måske mindre plausibel forklaring - kan være, at ’Broder X’ ved selvsyn har set en lovtekst med ’Landamæri’ i St. Olavsklosteret i Tønsberg i det første årti af 1200-tallet.

Problemstillingen er, at nordmanden ’Broder X’ har haft alle informationerne på et nordisk sprog - sikkert norsk - som han efterfølgende skal oversætte til middelalderlatin, så hans beretning bliver meningsfuld. Her har han så et problem; termen hlutir eksisterer ikke på latin, men har germansk oprindelse.
insulam quandam Hising ambiendo cingit : in sui dextra parte, Goutos admittit & Danos; in sinistra verò, solos fertur generare Northmannos.
Begrebet »insulam quandam Hising« anvender ordet ’quandam’ der kan fremhæve, at der her er tale om en bestemt Ø Hising. Følgelig vil ’quandam’ korrespondere med de efterfølgende informationer, der således refererer til øen Hisingen.

Begrebet »in sui dextra parte« antages derfor at matche med øen Hisingen. Så det er korrekt når Jørgen Olrik (1901) oversætter med - på sin højre side [af øen], hvor han i note 3 refererer til øen Hisingen. Efterfølgende bekræfter Astrid Salvesen (1969) det samme ved at skrive - på høyre side gir øya - -.

Termen parte er interessant. Begge nævnte oversættelser har valgt ordet ’side’. Et opslag i klassiske latinske citater giver denne forklaring -
parte - er en del, opdeling, stykke eller segment - af en helhed.
Hisingen repræsenterer en opdeling af en helhed, ved at være delt i tre juridiske ’lotær’ dvs. jordlodder eller jordstykker. Så ’Broder X’ har valgt en latinsk tilnærmelse - men er fuldt ud klar over tre-delingen, da han nævner både Goutos, Danos og Northmannos. På højre parte har Goutos og Danos lovhjemmel (admittit) og ligedan på den venstre (parte) - kun med nordmænd af samme herkomst (generare).

Johann Kirchmann’s (1620) kommentar til linjen ’Goutos, Danos og Northmannos’ er ’ejus accolæ’ - og Kristian Kålund’s kommentar (1896) er, ”denne ø’s højre side huser Goutos og Danos, den venstre derimod Northmannos”.

Læg mærke til at ’profectione’ taler om Goutos mens lovteksterne taler om Vpsalæ conongær eller Suia kunung. Det kan man fundere lidt over.

granitza
Inlägg: 66
Blev medlem: 6 augusti 2019, 10:39
Ort: Göteborg
Kontakt:

Re: Ny tolkning av Danaholmsfördraget

Inlägg av granitza » 20 september 2019, 10:47

Historikus skrev:
19 september 2019, 12:03
Danæ holmbær versus Hisingen

Historia de profectione

Nævnte manuskript er kun kopieret i ganske få eksemplarer. Det var Johann Kirchmann fra Lübeck, der ca. 1620 fandt et pergamenthåndskrift i folioformat, der indeholdt to skandinaviske krøniker.

Et scenario er, at oprindelsen til ’Broder X´s informationer om forholdene omkring Götaelven, må være indhentet gennem hans deltagelse som øjenvidne i korstoget år 1191. Han ankom sammen med flåden fra Limfjorden og Læsø og lagde til ved Ekerø (Öckerö), hvorfra de efterfølgende pendlede frem og tilbage fra Kungahälla med nye korsriddere. De søfarende har med interesse set og talt om det historiske område hvor konger forhandlede, samt det interessante fænomen øen »Hisingen« der var opdelt i tre separate hlutir, dvs. jordlodder, med tre forskellige ejere. En alternativ - men måske mindre plausibel forklaring - kan være, at ’Broder X’ ved selvsyn har set en lovtekst med ’Landamæri’ i St. Olavsklosteret i Tønsberg i det første årti af 1200-tallet.

Problemstillingen er, at nordmanden ’Broder X’ har haft alle informationerne på et nordisk sprog - sikkert norsk - som han efterfølgende skal oversætte til middelalderlatin, så hans beretning bliver meningsfuld. Her har han så et problem; termen hlutir eksisterer ikke på latin, men har germansk oprindelse.

Hisingen repræsenterer en opdeling af en helhed, ved at være delt i tre juridiske ’lotær’ dvs. jordlodder eller jordstykker. Så ’Broder X’ har valgt en latinsk tilnærmelse - men er fuldt ud klar over tre-delingen, da han nævner både Goutos, Danos og Northmannos. På højre parte har Goutos og Danos lovhjemmel (admittit) og ligedan på den venstre (parte) - kun med nordmænd af samme herkomst (generare).
Det var ett försök till scenario. Att Hisingen har varit en juridisk enhet senare skiftad är inte känt. Det kan förstås ha varit ett småkungavälde. Men berättelsen nämner endast folken, inte något om rike och uppdelning på lotter. Så det hela blir väldigt hypotetiskt. Att tala om lotter en längre tid efter ett skifte är nog inte heller troligt. Broder X hörde knappast ordet hlutir.

granitza
Inlägg: 66
Blev medlem: 6 augusti 2019, 10:39
Ort: Göteborg
Kontakt:

Re: Ny tolkning av Danaholmsfördraget

Inlägg av granitza » 20 september 2019, 10:55

Historikus skrev:
19 september 2019, 12:03
Danæ holmbær versus Hisingen

Historia de profectione

Nævnte manuskript er kun kopieret i ganske få eksemplarer. Det var Johann Kirchmann fra Lübeck, der ca. 1620 fandt et pergamenthåndskrift i folioformat, der indeholdt to skandinaviske krøniker.

....
Sic locorum illorum situm describimus, ut de mari venientibus ingens occurrat fluvius, Elf appellatus : ubi autem ad mare profunditur, insulam quandam Hising ambiendo cingit : in sui dextra parte, Goutos admittit & Danos; in sinistra verò, solos fertur generare Northmannos. Fluvius autem iste regna disiungeus, & dulcem saporem in se continens, bonorum piscium multam copiam mensis administrat. Est autem illinc, ubi naues fixerant, ad tres leugas in ora fluminis civitatula quædam situ nomine Konunghellia, (Johann Kirchmann 1620).
”Når man kommer ude fra havet, møder man en stor flod, der hedder Elf; og hvor den strømmer ud i havet, sender den en arm ud på hver side af øen Hising og omgiver således denne; på sin højre side er den befolket med Gøter og Daner, medens dens venstre side, siges, alene at fostre Nordmænd note 3. Denne flod skiller rigerne ad; dens vand har en behagelig smag, og den giver en stor overflod af gode fisk til bordet. Omtrent tre mil fra det sted, hvor de havde fortøjet skibene, ligger på flodens bred en lille by ved navn Konunghella,” (Jørgen Olrik 1901).
....
insulam quandam Hising ambiendo cingit : in sui dextra parte, Goutos admittit & Danos; in sinistra verò, solos fertur generare Northmannos.

Begrebet »insulam quandam Hising« anvender ordet ’quandam’ der kan fremhæve, at der her er tale om en bestemt Ø Hising. Følgelig vil ’quandam’ korrespondere med de efterfølgende informationer, der således refererer til øen Hisingen.
Ordet ´quandam´, ´viss´, är ett förstärkningsord när något första gången introduceras i berättelsen. Det behöver inte betyda att det korresponderar med efterföljande information.

granitza
Inlägg: 66
Blev medlem: 6 augusti 2019, 10:39
Ort: Göteborg
Kontakt:

Re: Ny tolkning av Danaholmsfördraget

Inlägg av granitza » 20 september 2019, 11:28

Historikus skrev:
19 september 2019, 12:03
Danæ holmbær versus Hisingen

Historia de profectione

Nævnte manuskript er kun kopieret i ganske få eksemplarer. Det var Johann Kirchmann fra Lübeck, der ca. 1620 fandt et pergamenthåndskrift i folioformat, der indeholdt to skandinaviske krøniker.
Sic locorum illorum situm describimus, ut de mari venientibus ingens occurrat fluvius, Elf appellatus : ubi autem ad mare profunditur, insulam quandam Hising ambiendo cingit : in sui dextra parte, Goutos admittit & Danos; in sinistra verò, solos fertur generare Northmannos. Fluvius autem iste regna disiungeus, & dulcem saporem in se continens, bonorum piscium multam copiam mensis administrat. Est autem illinc, ubi naues fixerant, ad tres leugas in ora fluminis civitatula quædam situ nomine Konunghellia, (Johann Kirchmann 1620).
”Når man kommer ude fra havet, møder man en stor flod, der hedder Elf; og hvor den strømmer ud i havet, sender den en arm ud på hver side af øen Hising og omgiver således denne; på sin højre side er den befolket med Gøter og Daner, medens dens venstre side, siges, alene at fostre Nordmænd note 3. Denne flod skiller rigerne ad; dens vand har en behagelig smag, og den giver en stor overflod af gode fisk til bordet. Omtrent tre mil fra det sted, hvor de havde fortøjet skibene, ligger på flodens bred en lille by ved navn Konunghella,” (Jørgen Olrik 1901).
....
Begrebet »in sui dextra parte« antages derfor at matche med øen Hisingen. Så det er korrekt når Jørgen Olrik (1901) oversætter med - på sin højre side [af øen], hvor han i note 3 refererer til øen Hisingen. Efterfølgende bekræfter Astrid Salvesen (1969) det samme ved at skrive - på høyre side gir øya - -.

....
Johann Kirchmann’s (1620) kommentar til linjen ’Goutos, Danos og Northmannos’ er ’ejus accolæ’ - og Kristian Kålund’s kommentar (1896) er, ”denne ø’s højre side huser Goutos og Danos, den venstre derimod Northmannos”.

Læg mærke til at ’profectione’ taler om Goutos mens lovteksterne taler om Vpsalæ conongær eller Suia kunung. Det kan man fundere lidt over.
Olrik verkar medveten om originalets syftande på älvens högra del, ´in sui dextra parte´ eftersom han använder possessiva pronominet ´sin´. Det kräver ett subjekt, maskulint som ´fluvius´. I satserna både före och efter den aktuella är älven subjekt. Om plötsligt berättaren tillfälligt hade kastat om fokus till ön hade istället ´dess´eller ´vars´varit på sin plats. Salvesen bekräftar inte heller Historikus´antagande. Hennes översättning lämnar ´rom´, plats för de två folken på öns högra sida, dvs kring älven.

Med tanke på att de två folken inte kan bo på eller i älven ger Kirchmann förtydligandet att det var dess närboende, de bodde på stränderna. ´Accolae´ bör därför här betyda närboende. Kålunds kommentar innebär inte heller en begränsning till ön.

Slutligen har nu Historikus´tolkning av textstycket framkommit. Han menar tydligen att berättaren endast skriver om vilka som bodde på ön. De närboende på älvådrornas andra stränder var tydligen ointressant för honom. Detta drabbade t ex Kongahella. Men hur som helst - även med denna tolkning avvikande från originalet - finns i berättelsen en källa för min hypotes att det var danskarna som höll till på Hisingens sydöstra del innan svenskarna erhöll landkorridoren till havet.

Att Uppsalakungen nämns i lagtexterna bör väl tolkas som ett ganska tydligt tecken på sen formulering i handskrifterna. Begreppet verkar höra ihop med ärkestiftets tillkomst i Uppsala 1164. Före den tiden talades kanske inte om Uppsalakungar. Dateringen av sexstenslistan till mitten av 1000-talet får sig en törn härav. Något innehåll kan vara så gammalt men de 1200-talsversioner, som nu finns, har förändrats betydligt.

granitza
Inlägg: 66
Blev medlem: 6 augusti 2019, 10:39
Ort: Göteborg
Kontakt:

Re: Ny tolkning av Danaholmsfördraget

Inlägg av granitza » 21 september 2019, 10:12

Historikus skrev:
4 september 2019, 12:16
Profectione Danorum, den latinske tekst

Året 1922 udgiver Martin Clarentius Gertz, ’Profectione’ med den latinske tekst.
1922 skrev:Historia de profectione danorum in Hierosolymam,

Caput VIII.: De fluuio Elf, et de Ulfo de Loufnes et eius sociis.

Sic locorum illorum situm describimus, ut de mari uenientibus ingens occurrat fluuius, Elf appellatus; ubi autem ad mare profunditur insulam quandam Hising ambiendo cingit. In sui dextra parte Goutos admittit et Danos, in sinistra uero solos fertur generare Northmannos; fluuius sic iste regna disiungit. Dulcem saporem in se continens bonorum piscium multam copiam mensis administrat. Est autem illinc, ubi naues fixerant, ad tres leugas in ora fluminis ciuitatula quedam sita, nomine Konunghellia;
Kilde : Scriptores Minores Historiæ Danicæ medii ævi, vol. II, Martin Clarentius Gertz, 1922, side 471-72.
Historikus,

Du efterfrågade mera exakta uppgifter för Gunnar Olsson (1953) och hans återgivning av berättelsen om danernas färd till Jerusalem. Nu har jag fått tag på uppsatsen "Sverige och landet vid Göta älvs mynning", Acta Universitatis Gotoburgensis, Göteborgs Högskolas Årsskrift, bd LIX. Göteborg. På s 30, not 3, lämnar han källan för den översättning till svenska som finns på samma sida. Gertz 2 s. 470 ff. Köbenhavn 1918-20 anger han men det är samma utgåva som du citerat ovan. Den latinska texten finns i noten.

Innan meningen "sic locorum illorum ... iste regna disiungit." återger han i noten även den föregående: "Tandem appulsi ... fixere funibus naues".

Innehållet i den latinska texten återger han på svenska i huvudtexten på sidan efter introduktionen "Om färden från Laesö heter det:".

"Slutligen styrde de mot det norska landet och nådde rikenas gräns bland sandrevlar och skär. De förtöjde sina skepp i den lugna hamn, som Öckeröarna erbjödo.
Så kunna vi beskriva dessa trakter, att en ofantlig flod, som heter Elf, möter dem som komma från havet. Där den rinner ut i havet, omslingrar den på båda sidor ön Hisingen. På sin högra sida låter den götar och daner bo, på den vänstra endast norrmännen. Denna flod skiljer på så sätt rikena åt."

Efter detta är notsiffra 3 placerad.

Ovisst synes det mig om denna svenska översättning är Olssons egen eller om den är hämtad från annan översättning till svenska. En jämförelse visar att den förefaller stå fri från Olriks version.

Historikus
Inlägg: 1059
Blev medlem: 9 januari 2017, 16:43
Ort: København

Re: Ny tolkning av Danaholmsfördraget

Inlägg av Historikus » 22 september 2019, 12:18

granitza skrev:
13 augusti 2019, 09:57
Dacia var den danska kyrkoprovinsen omfattande hela Norden med ärkebiskopen i då danska Lund som primus.
Dacia eller Dacien var tilbage i århundrederne omkring Kristi fødsel navnet på et landområde i det centrale Østeuropa, omtrent svarende til nutidens Ungarn og den rumænske provins Transsylvanien. Koblingen til middelalderens Danmark synes at bygge på nogle misforståelser, der rækker tilbage til senantikkens forfattere.

De første belæg for en udtrykkelig lokalisering af Dacia til Norden findes hos to normanniske forfattere fra 1000-tallet, Dudo af St. Quentin og Vilhelm af Jumieges, der dog også begge vidste, at Dacias egne folkeslag kaldte sig "danere" og deres land "Danmark". Misforståelsen slog først for alvor igennem hos pavekirken i slutningen af 1100-tallet, hvor en kardinal i 1192 i en opgørelse simpelthen betegnede Danmark som Dacia, og herefter blev betegnelsen hurtigt Kirkens standardbetegnelse på Danmark og Norden.

Dette gjaldt ikke mindst hos to nye klosterordener af dominikanere og franciskanere, der ved deres oprettelse i starten af 1200-tallet inddelte Europa i provinser, og her var det tilsyneladende oplagt for begge ordener at vælge den nyligt etablerede romerkirkelige betegnelse på Norden: Dacia. De to klosterordener var med til at konsolidere brugen af betegnelsen endnu mere, nu også i Norden selv, ligesom folk af skandinavisk ophav nede på kontinentet ofte fik tilnavnet "de Dacia", f.eks. i forbindelse med ophold på universiteterne i Frankrig, Tyskland og Italien.

Udvidelsen fra Danmark til det øvrige Norden hænger sammen med, at Norden, set i kontinentaleuropæisk sammenhæng, var et vedhæng til regionens primære kongerige, Danmark. Det danske ærkebispesæde Lund udgjorde i en periode det kirkelige centrum for hele den nordiske kirkeprovins, der i gejstlig-latin sammenhæng derfor fik fællesbetegnelsen Dacia, også efter de norske og svenske ærkestifters udskilning i 1100- og 1200-tallet, idet Romerkirken i mange sammenhænge fortsat behandlede de tre riger og ærkestifter som én kirkelig provins. Den fælles behandling hang bl.a. sammen med, at man i et Europa med hyppigt skiftende politiske grænser fandt det mere praktisk inden for pavekirken at operere med administrative enheder etableret ud fra sprog, og hørt med europæiske øren talte alle skandinaver langt ind i middelalderen "dansk".

https://navn.ku.dk/maanedens_navn/dacia/

Skriv svar