Roskildekrøniken - Chronicon Roskildense

Här kan du fråga efter, rekommendera och/eller recensera böcker.
Historikus
Inlägg: 1059
Blev medlem: 9 januari 2017, 16:43
Ort: København

Roskildekrøniken - Chronicon Roskildense

Inlägg av Historikus » 9 februari 2022, 16:45

Tid, sted og forfatter
Roskildekrøniken består af to forskellige dele, hvoraf den første og ældste (kap. 1-19) formodentlig er skrevet i 1137-38, mens den senere tilføjelse (kap. 20) er skrevet mellem 1170-1241. Dette gør den oprindelige del af krøniken til den ældste danske historiske krønike. Man formoder at denne del af teksten er skrevet i Roskilde af en kannik ved domkapitlet dér, idet forfatteren viser en stor interesse for og kendskab til Roskilde domkirkes historie. Forfatteren til tilføjelsen er ukendt, ligesom stedet og det præcise tidspunkt for hans forfattervirksomhed.

Indhold
Roskildekrøniken kan nok mest præcist beskrives som en fremstilling af det danske riges og kirkes historie fra Harald Klaks dåb i 826 til og med striden mellem bisperne Eskil af Roskilde og Rike (lat. Ruko) af Slesvig om stillingen som ærkebisp. Fortælling er ordnet efter de forskellige kongers regeringsperioder, men fokus ligger i nogenlunde lige grad på Danmarks politiske og kirkelige historie, og særligt Roskilde domkirkes historie følges nøje med en beskrivelse og bedømmelse af hver enkelt af biskopperne efterhånden som historien skrider frem. I tilføjelsen beskrives i en ret kortfattet form begivenhederne fra 1138 og frem til borgerkrigenes afslutning i 1157. Den giver desuden en meget positiv karakteristik af Valdemar I og nævner så ganske kort hans to sønner Knud VI og Valdemar II.

For tiden frem til Roskilde domkapitels grundlæggelse omkring 1075 er fortællingen først og fremmest baseret på Adam af Bremens Gesta Hammaburgensis Ecclesiae Pontificum, men i en omskrevet form så danskerne fremstilles i et bedre lys. Danmark er således i Roskildekrønikens fremstilling fra og med Harald Klaks dåb kun med ganske få undtagelser blevet regeret af kristne konger. Desuden nedtones Hamborg-Bremen kirkens rolle i kristningen af Danmark kraftigt i forhold til Adams fremstilling.

Fra og med slutningen af Svend Estridsens regeringstid bliver fremstillingen af begivenhederne mere selvstændig, og krøniken er derfor vores vigtigste narrative kilde til denne periodes historie i Danmark. I denne del af fortællingen behandles borgerkrigen mellem kong Niels og Erik Emune særligt indgående. Krønikens sympati ligger ganske åbenlyst på kong Niels’ side og særligt kongesønnen Magnus, mens Erik Emune fremstilles som den værst tænkelige slyngel. I forhold til kirkens historie er det især Peder Bodilsens forsøg på at pålægge gejstligheden cølibat, der dvæles ved. Der lægges desuden megen vægt på de enkelte Roskildebisper og deres velgerninger eller forsømmelser overfor Roskildekirken.

Grundet Roskildekrønikens formodede nedskrivelsestidspunkt i 1137-38 og tekstens stærke vægt på Danmark som et gammelt kristent rige med en konversionshistorie uden betydelig indblanding fra Hamborg-Bremen, er den siden 1990’erne blevet tolket i lyset af striden om et selvstændigt ærkebispedømme i Norden. Efter ærkebiskop Assers død i 1137 forsøgte ærkebiskoppen af Hamborg-Bremen således (forgæves) at få den skandinaviske kirke tilbage under sit ærkebispesæde. Under sådanne omstændigheder virker behovet for at understrege Danmarks selvstændighed som et kristent rige ganske forståeligt. Det er desuden på baggrund af tekstens fremhævelse af skandinaviske ærkebispesæde fra Lund til Roskilde i forbindelse med urolighederne omkring dets videre beståen. Hvis disse fortolkninger af tekstens formål er korrekte, betyder det at størstedelen af teksten må være forfattet inden afslutningen på striden om ærkebispesædet, mens kapitel 19 er tilføjet som en slags afrunding på teksten umiddelbart efter stridens bilæggelse. Endelig er kapitel 20 så, som nævnt, blevet tilføjet adskillige år senere.

Tekstens efterliv
Roskildekrøniken var efter alt at dømme forholdsvis indflydelsesrig i de første par århundreder efter sin nedskrivning. Den dannede således rygraden i de såkaldte Annales Colbazenses for årene 1130-37 og blev flittigt brugt af forskellige historieskrivere ved ærkebispesædet i Lund, hvor den kort efter nedskrivningen indgik i domkapitlets bibliotek. Man kan således finde tegn på, at både Sven Aggesen og Saxo Grammaticus har brugt den som kilde til forskellige informationer, selvom disse teksters overordnede tendens er ganske anderledes end Roskildekrønikens. Den mest åbenlyse indflydelse har Roskildekrøniken imidlertid udøvet på den såkaldte Lejrekrønike, som udover en betydelige stilistisk indflydelse indeholder ordrette citater fra Roskildekrøniken. Fra og med midten af 1300-tallet lader teksten imidlertid til at være blevet mere eller mindre glemt indtil den ”genopdagedes” i 1500-tallet.

Historikus
Inlägg: 1059
Blev medlem: 9 januari 2017, 16:43
Ort: København

Re: Roskildekrøniken - Chronicon Roskildense

Inlägg av Historikus » 11 februari 2022, 14:56

Kapitel 4.
Hec dum agerentur, Hericus rex defunctus est, et in regnum Frothi leuatus est; quem Unni, Bremensis archiepiscopus, baptizauit. Extimplo erecte sunt ecclesie, que pridem destructe sunt, Sleswicensis et Ripensis. Terciam rex in honore sancte Trinitatis apud Arusam edificauit. Dicunt quidam, quod Unni, Bremensis archiepiscopus, Gorm et Haraldo, qui in Dania reges extiterant, predicaret et Christianis placatos redderet et ecclesias diu neglectas reuocaret. Iste Gorm pater Haraldi extitit; qui Haraldus uiuente patre .XV. annos regnum gubernauit, mortuo patre quinquaginta annos regnauit.

Hic Christianus extitit, cognomine Blatan siue Clac Harald. Mortuo Haraldo Swen quidam, Normannorum transfuga, collecta multitudine Angliam inuasit, regem Aldradum expulit, ipse regnum tenuit. Huius filij Gorm et Hartha Knut, paterno non contenti latrocinio, Daniam insiliunt, occisoque rege Danorum Haldano cum filijs eius regnum [Danorum] partiti sunt, Gorm Daniam, Hartha Knut Angliam <nactus>. Nam Swen pater eorum interim, quo <tempore> ipsi Daniam invaserunt, mortuus est. Haldanus autem utrum fuerit filius Clac Haraldi an non, in dubio est.
"Mens dette stod på, døde kong Erik (Hericus), og Frode blev ophøjet til tronen; han blev døbt af ærkebiskop Unni af Bremen. Straks blev de kirker genrejst, som før var ødelagt; Slesvig og Ribe. En tredje kirke byggede kongen i Århus til den hellige treenigheds ære. Nogle siger at ærkebiskop Unni af Bremen prædikede for Gorm og Harald, som var konger i ’Dania’, og gjorde dem venligt stemt mod de kristne og genoprettede de længe forsømte kirker. Denne Gorm var far (pater) til Harald. Harald styrede riget i femten år i faderens levetid, og efter faderens død herskede han i halvtreds år".

"Han (Harald) var kristen og havde tilnavnet Blåtand eller Klak-Harald. Efter Haralds død samlede en vis Svend, en overløber fra ’Normannorum’, en stor skare og angreb England, jog kong Ethelred ud og beholdt selv riget. Hans sønner Gorm og Hartha Knut, som var utilfredse med deres far, overfalder ’Daniam’ med plyndringer, og da de havde dræbt ’Danorum’s konge Halfdan og hans sønner - delte de danernes rige, Gorm ’Daniam’, Hartha Knut fik ’Angliam’. For deres far Svend døde i mellemtiden, mens de selv invaderede ’Daniam’. Men hvorvidt Halfdan var søn af Klak Harald eller ej, er tvivlsomt".

Kommentar
Krønikens ældste del er fra 1137-38, og formodes at være skrevet i Roskilde af en kannik ved domkapitlet dér. Fortællingen er først og fremmest baseret på Adam af Bremens Gesta Hammaburgensis Ecclesiae Pontificum, men i en omskrevet form så danskerne fremstilles i et bedre lys. Interessant er det at se, at beretningen ikke omfatter den svenske Olaf-slægt i Sønderjylland, der er skrevet helt ud af Adams beretning. En årsag kan være, at kannikken fra Roskilde ikke regner dem som ’dansk’ historie.

Det ses at teksten ikke er samordnet i kronologisk orden. Jeg forsøger i næste indlæg at rekonstruere i henhold til historiske årstal.

Der fortsættes efterfølgende med Krønikens afsnit om Harald Blåtand og Svend Tveskæg.
Senast redigerad av 2 Historikus, redigerad totalt 13 gång.

Visi
Inlägg: 367
Blev medlem: 19 juli 2019, 14:16

Re: Roskildekrøniken - Chronicon Roskildense

Inlägg av Visi » 12 februari 2022, 09:05

Nämner Adam av Bremen Frode?
Om inte vilken källa nämner honom först?

Historikus
Inlägg: 1059
Blev medlem: 9 januari 2017, 16:43
Ort: København

Re: Roskildekrøniken - Chronicon Roskildense

Inlägg av Historikus » 14 februari 2022, 17:52

Roskildekrøniken kapitel 4. - med historiske årstal.

”Mens dette stod på, døde kong Erik (Hericus †870), og Frode (Frothi ca.†880) blev ophøjet til tronen; han blev døbt af ærkebiskop Unni af Bremen (918-936). Straks blev de kirker genrejst, som før var ødelagt; Slesvig og Ribe. En tredje kirke byggede kongen i Århus til den hellige treenigheds ære. Nogle siger at ærkebiskop Unni af Bremen prædikede (år 935) for Gorm (ca.†958) og Harald, som var konger i ’Dania’, og gjorde dem venligt stemt mod de kristne og genoprettede de længe forsømte kirker. Denne Gorm var far (pater) til Harald. Harald styrede riget i femten år i faderens levetid, og efter faderens død herskede han i halvtreds år”.

”Han (Harald) var kristen og havde tilnavnet Blåtand eller Klak-Harald. Efter Haralds død (ca.†985-87) »samlede en vis Svend, en overløber fra ’Normannorum’, en stor skare og angreb England, jog kong Ethelred ud og beholdt selv riget«. ”Hans sønner Gorm og Hartha Knut, som var utilfredse med deres far, overfalder ’Daniam’ med plyndringer, og da de havde dræbt ’Danorum’s konge Halfdan og hans sønner (år 873) - delte de danernes rige, Gorm ’Daniam’, Hartha Knut fik ’Angliam’. For deres far Svend døde i mellemtiden, mens de selv invaderede ’Daniam’. Men hvorvidt Halfdan var søn af Klak Harald eller ej, er tvivlsomt”.
________________________________________

Noter

1) Erik 2. Barn; Puer, dør omkring år †870. Kilde: Ansgars Levned.

2) Frode, Frothi; nævnes historisk første gang i Roskildekrøniken, som senere overtages af Saxo, som far til Gormo Anglicus. ’Brompton's Chronicle’, dateret til ca. 1425-50, har teksten “After the death of St. Edmund, East Anglia was governed by Gormo, son of Frotho”. Sikkert efter Saxo.

3) Ærkebiskop Unni kan ikke have døbt Frode. Unni efterfulgte Ansgar i ærkesædet Hamburg-Bremen perioden 918-936. Ifølge Adam fik Gorm besøg af Unni år 935. En trækirke i Århus siges at være afbrændt år 1051 af Harald Hårderåde (1047-66).

4) I det næste afsnit er der flere fortolkninger. Der berettes åbenbart først om Harald Blåtands død - og derefter fortælles om personen ’Svend’, der erobrer England.

Alternativ 1): Måske Adam af Bremens Svend I, far til den Hardecnudth filius Suein, der i perioden 909-916 vendte hjem til ’Nortmannia’.

»samlede en vis Svend I, en overløber fra ’Normannorum’, en stor skare og angreb England (slaget ved Ashdown), jog kong Ethelred (Æthelred I,†871) ud og beholdt selv riget (år 871)«.

Alternativ 2): Svend II Tveskæg, hvis far var Harald Blåtand.

»samlede en vis Svend II (†1014), en overløber fra ’Normannorum’, en stor skare og angreb England (994, 1003, 1013), jog kong Ethelred (Æthelred II,†1016) ud - og beholdt selv riget (år 1013)«.

5) Halfdan; der er tale om slaget ved Ashdown år 871, der ledes af hærførerne Halfdan og Bagseg. Kilde: Angelsaksiske Krønike. Brødrene Halfdan og Sigfred anmoder om fredsforhandlinger med frankerne ved Ejderen som grænseflod. Kilde: Annales Fuldenses år 873.

6) Svend siges her at have sønnerne Gorm og Hartha Knut; men Gorm var ifølge Adam, søn af Hardecnudth filius Suein. En forvirrende tekst, der får visse konsekvenser.
________________________________________

Kommentar

Det ser ud til at Roskildekrøniken har dannet forlæg for Saxo’s kongerække. I kapitel 4 afsnit 1. nævnes kongerne Erik, Frode, Gorm og Harald. Under afsnit 2. nævnes kongerne Svend, Harde Knud og Gorm.

Interessant er det efterfølgende, at se på Saxo’s opstillede kongerække. Det ser ud til, at Saxo adopterede en del af kongerne nævnt i kapitel 4. Saxo skriver her, ”at hans (Frode’s) søn Gorm, som fik tilnavnet ’Anglicus’ fordi han var født i England, besteg kongetronen dér på øen efter faderens (Frode’s) død”. Læg mærke til at Saxo ikke nævner Adams konger Svend og Hardeknud.
________________________________________

Adam af Bremen af ca. år 1070.

Kongerække: SVEND; HARDEKNUD; GORM.

Roskildekrøniken af 1137-38.

Kongerække, første afsnit: ERIK II; FRODE; GORM; HARALD.

Kongerække, andet afsnit: SVEND; HARDEKNUD; GORM.

Gesta Danorum af Saxo, 1190-1201.

ERIK BARN; KNUD; FRODE; GORM ANGLICUS; HARALD; GORM GAMLE; HARALD BLÅTAND; SVEND TVESKÆG.

Visi
Inlägg: 367
Blev medlem: 19 juli 2019, 14:16

Re: Roskildekrøniken - Chronicon Roskildense

Inlägg av Visi » 15 februari 2022, 17:57

Snyggt jobbat Historikus.

Är det du som antar att Frode dog cirka 880?

I Saxo sägs Frode (se bok 9, https://heimskringla.no/wiki/Danmarks_kr%C3%B8nike) vara samtida med påven Agapetus (II, påve 946-955).

Jag bli inte klok på denne Frode. Är det en helt mytologisk person, en historisk person med just det namnet eller en historisk person men under ett annat namn?

Historikus
Inlägg: 1059
Blev medlem: 9 januari 2017, 16:43
Ort: København

Re: Roskildekrøniken - Chronicon Roskildense

Inlägg av Historikus » 16 februari 2022, 16:53

Svar på Frode

Som det ses nævner Roskildekrøniken tre ukendte kristne konger - Frode, Gorm og Harald - som en del af ’danernes’ kongerække. Ingen andre kilder fra den tid - samt den efterfølgende Adam af Bremen, har kendskab til disse navne. Ligeledes må det konstateres, at kristne konger i en periode før Harald Blåtand ikke virker troværdige.

Det vidste Saxo selvfølgelig godt, så han lod Frode blive døbt i England - og tidlige kristne konger havde han god brug for i sin krønike. Så fra Roskildekrøniken adopterede Saxo tre nye konger mellem Erik ’barn’ og Gorm den Gamle, hvilket i kongelisten medførte dobbelte konger af Gorm og Harald.

Saxo’s krønike blev læst af mange - ligeledes i den engelske sagnhistoriske tid. Det medførte bl.a. at den tidligere nævnte ’Brompton's Chronicle’ beretter, at ”Efter St. Edmunds død blev East Anglia regeret af Gormo Anglicus, søn af Frode, konge af ’danerne’, en af Ragnar Lodbrogs efterkommere”.

Den af Saxo nævnte Gorm ’Anglicus’ er i den engelske litteratur - tit og ofte - identificeret som den samtidige konge Guthrum af East Anglia -

“Eorum rex Gudrum, quem nostri Gurmundum vocant, - in filium à rege Alfredo susceptus est. Datæ sunt ei provinceæ Orientalium Anglorum et Northanimbrorum.” - De Gestis Regtmi, lib. ii. cap. 4.

Guthrum I, (†890), var en dansk vikingekonge og var blandt lederne af den vikingehær, som år 878 måtte opgive at erobre Wessex - og tabte et slag ved »Ethandun« (Edington) i Wiltshire. Han sluttede freden i Wedmore med Alfred den Store (871-99), blev døbt (Athelstan) af denne som fadder - og herskede herefter år 880 i East Anglia, hvor han slog mønt under navnet Athelstan.

Kommentar
Det er ikke godt at vide, hvorfra Roskildekrøniken havde informationerne om sin kongerække. Så oprindelsen af kongerne ’Frode, Gorm og Harald’ ser ikke ud til at kunne dokumenteres som historiske og må bedømmes som sagnkonger - uanset de efterfølgende nævnes af Saxo.

Note: andre sagnkilder nævner Frode ca. år 890, Gorm Engelskmand ca. år 906 og Harald ca. år 922, men skal nok ikke tillægges større værdi.

Historikus
Inlägg: 1059
Blev medlem: 9 januari 2017, 16:43
Ort: København

Re: Roskildekrøniken - Chronicon Roskildense

Inlägg av Historikus » 18 februari 2022, 17:46

Historikus skrev:
14 februari 2022, 17:52
Adam af Bremen af ca. år 1070.
Kongerække: SVEND; HARDEKNUD; GORM.

Roskildekrøniken af 1137-38.
Kongerække, første afsnit: ERIK II; FRODE; GORM; HARALD.
Kongerække, andet afsnit: SVEND; HARDEKNUD; GORM.

Gesta Danorum af Saxo, 1190-1201.
ERIK BARN; KNUD; FRODE; GORM ANGLICUS; HARALD; GORM GAMLE; HARALD BLÅTAND; SVEND TVESKÆG.
En interessant analyse er, først, at indordne de relevante krøniker efter kronologi. Efterfølgende, kan den sammenhæng der er blandt klostre og kirker afdækkes – indenfor den tid krønikerne er nedskrevet. Sidst, er det så muligt at sammenligne kongenavnene i de forskellige tekster. Det skulle så være muligt at afdække en sporbarhed (traceability) af teksterne over tid. Kanske.

Indtil videre viser Roskildekrøniken, at Saxo adopterede dennes kongerække fra Erik ’barn’ frem til Gorm Gamle. Det, selvom kongerne ’Frode, Gorm og Harald’ ikke ser ud til at kunne dokumenteres som historiske. Interessant er det derfor at se, at nævnte konger fortsætter deres historiske gang i krønikerne - helt frem til 1300-tallet.

Tidligere er nævnt, at Roskildekrøniken og Saxo ikke omtaler det svenske Olaf-dynasti – men kun ’danerne’. Det ændrer sig med Lunde-årbogen fra omkring 1267, og fremover, i tidens kendte krøniker.

Krøniker

Annales Lundenses, Annalerne fra Lund, Lunde-årbogen; (fra 1200-tallet).
Den vigtigste eksisterende udgave - på latin - af disse annaler, blev udarbejdet på det danske ærkebispesæde Lund omkring år 1267. En anden overlevende redaktion indeholder en opdatering til året 1307. Indtil året 1250 består teksten af samordnede afskrifter af flere ældre krøniker.

Olaf (Suecia regnum), Gyurth,
Erik barn, Lothæknut (Hardegon),

________________________________________

Annales Esromenes, Codex Esromensis, (årbog efter 1151)
Cistercienserklostret ved Esrum Sø blev indviet i 1151. Derefter opretter Esrum Kloster sit første datterkloster i Vitskøl år 1158. Senere oprettes der datterklostre i Sorø (1161) og Ryd, Dargun (1172) i Tyskland - samt Colbaz (1174) og Hilda (1199) i Forpommern.

Olaf (Suecia regnum), Gyrth,
Erik barn, Lothæknut, (G)orm (enskæ), Gorm Gamle,

________________________________________

Annales Slesuicenses, (fra ca. 1270).
Teksten er fra cistercienserordenen og er et latinsk håndskrift frem til året 1270 - og fra Sorø Kloster; delvist bevaret.

Olaf (Suecia regnum), Giurth (Gyrth),
Erik barn, Hardeknut, Frothe, Gorm, Harald, Gorm Gamle,

________________________________________

Annales Ryenses, Annalerne af Ryd, Ryd-årbogen; (fra sidst i 1200-tallet).
Den tidligste eksisterende version af disse annaler, på latin, slutter året 1288 og blev sandsynligvis komponeret kort derefter i cistercienserklosteret i Ryd, tæt på Flensborg. Teksten er under indflydelse af Saxo og Lunde-årbogen samt dels fra Sørø Kloster og Colbaz-årbogen.

Olaf (rex Suecie), Gyurth (dansk født),
Erik barn, Lothænæknut, Frothi, Gorm (Orm) enskæ, Harald, Gorm Gamle,

________________________________________

Annales Ripenses, (fra først i 1300-tallet).
Størstedelen af materialet - på latin - stammer fra Ryd-årbogen.

Olauus (rex Suecie), Gyurth,
Erik Barn, Lothene Knut, Froth, Gorm Enske, Harald, Gorm Gamle,

________________________________________

Historikus
Inlägg: 1059
Blev medlem: 9 januari 2017, 16:43
Ort: København

Re: Roskildekrøniken - Chronicon Roskildense

Inlägg av Historikus » 20 februari 2022, 12:49

Kapitel 5.
Gorm, crudelissimus rex, sedem regni apud Selandiam constituit. Huius filius mitissimus Harold fuit, qui primus apud Seland ecclesiam construxit. Qui contra patris imperium Christianos amicos habuit eosque pro uiribus undique susceptos in persecucione fouit. Itaque, in malis patre perseuerante, Haraldus post mortem eius in regem assumptus est Christianusque effectus est. Qui mox sacerdotes tam ab Anglia quam a Saxonia uenientes recepit et Christum publice colere cepit.

Vnde uenerabili Adaldago episcopo et Ottoni Augusto amicus et ualde familiaris fuit, adeo ut filium eius baptizatum a sacro fonte <leuauerit> et Swen Otto uocauerit. Itaque rex deuotus et in Christo fidelissimus non solum baptizatus, sed eciam, ut episcopi per regnum constituerentur, per nuncios deprecatus est. Qua peticione Adaldagus, Bremensis archiepiscopus, gaudens consilio regis et pape tres ordinauit in Daniam episcopos: Hericum ad Sleswich, Liafdagum ad Ripam, Rehinbrandum ad Arus.

Postea eciam plures ordinauit Adaldagus, Bremensis archiepiscopus, ad nostrates episcopos: ad Sleswich post Hericum Marconem, post Liafdagum ad Ripam Folbertum. Othincarus Albus, ad Svethiam ordinatus, Scaniam et Seland procurauit; post quem fuit Thurgotus. Iste eciam Haroldus regem Normannorum Haconem de regno expulsum restituit. Filius Haconis Trucco fuit, qui Haroldo subditus fuit. Filius eius Olaf Cracaben fuit.
Gorm, en yderst grusom konge (crudelissimus rex), opslog sit kongesæde på Sjælland (Selandiam). Hans søn var den milde (mitissimus) Harald, som var den første, der byggede en kirke på Sjælland. Mod sin fars bud, var han en ven af de kristne og støttede dem under forfølgelserne, idet han efter bedste evne tog imod dem alle vegne fra. Så mens hans far således forblev i et ondt lune, blev Harald efter hans død taget til konge og blev kristen. Snart modtog han præster, der kom både fra England som fra Sachsen, og han begyndte at tilbede Kristus offentligt.

Derfor var han en meget nær ven af den ærværdige ærkebiskop Adaldag af Bremen og af Kejser Otto, i en sådan grad, at kejseren løftede hans døbte søn op af den hellige font og kaldte ham Svend Otto. Så den fromme konge, som troede meget på Kristus, blev ikke blot døbt, men bad endog ved sendebud om, at der måtte blive indsat bisper i riget. Ærkebiskop Adaldag af Bremen glædede sig over denne anmodning, og efter kongens og pavens råd ordinerede han tre bisper for Danmark: Erik (Hored) til Slesvig, Liafdag til Ribe (Ripam), Reginbrand til Århus (Arus).

Derefter ordinerede ærkebiskop Adaldag af Bremen en række biskopper blandt vore landsmænd; Marko til Slesvig efter Erik, Folbert efter Liafdag til Ribe, Odinkar Hvide, som var ordineret til Sverige, forvaltede også Skåne og Sjælland; efter ham kom Thurgot. Denne Harald genindsatte også normændenes konge Håkon, (Normannorum Haconem de regno) som var blevet jaget ud af sit rige. Håkons (Haconis) søn var Tryggve (Trucco), som var underlagt Harald, og hans søn igen var Olaf Krageben (Cracaben).

Kommentar
Som i forrige kapitel (4) forsøger jeg i næste indlæg at refererer teksten i henhold til historiske årstal.

Historikus
Inlägg: 1059
Blev medlem: 9 januari 2017, 16:43
Ort: København

Re: Roskildekrøniken - Chronicon Roskildense

Inlägg av Historikus » 21 februari 2022, 12:44

Roskildekrøniken kapitel 5. - med historiske årstal.

Gorm, en yderst grusom konge (crudelissimus rex), opslog sit kongesæde på Sjælland (Selandiam). Hans søn var den milde (mitissimus) Harald, som var den første, der byggede en kirke på Sjælland. Mod sin fars bud, var han en ven af de kristne og støttede dem under forfølgelserne, idet han efter bedste evne tog imod dem alle vegne fra. Så mens hans far således forblev i et ondt lune, blev Harald efter hans død taget til konge og blev kristen (ca. år 965). Snart modtog han præster, der kom både fra England som fra Sachsen, og han begyndte at tilbede Kristus offentligt.

Derfor var han en meget nær ven af den ærværdige ærkebiskop Adaldag af Bremen (†988) og af Kejser Otto (†973), i en sådan grad, at kejseren løftede hans døbte søn op af den hellige font og kaldte ham Svend Otto. Så den fromme konge, som troede meget på Kristus, blev ikke blot døbt, men bad endog ved sendebud om, at der måtte blive indsat bisper i riget. Ærkebiskop Adaldag af Bremen glædede sig over denne anmodning, og efter kongens og pavens råd ordinerede han (år 948) tre bisper for Danmark: Erik (Hored) til Slesvig, Liafdag til Ribe (Ripam), Reginbrand til Århus (Arus).

Derefter ordinerede ærkebiskop Adaldag af Bremen en række biskopper blandt vore landsmænd; Marko til Slesvig efter Erik, Folbert efter Liafdag til Ribe, Odinkar Hvide, som var ordineret til Sverige, forvaltede også Skåne og Sjælland; efter ham kom Thurgot (år 1014). Denne Harald genindsatte også normændenes konge Håkon , (Normannorum Haconem de regno) som var blevet jaget ud af sit rige. Håkons (Haconis) søn var Tryggve (Trucco), som var underlagt Harald, og hans søn igen var Olaf Krageben (Cracaben).
________________________________________

Noter

1) crudelissimus; Adam af Bremen: »Apud Danos eo tempore Hardecnudth Wrm regnavit, crudelissimus, inquam, vermis et christianorum populis non mediocriter infestus«.

2) kongesæde på Selandiam; Arkæologi og runesten dokumenterer et oprindeligt kongesæde i den østlige del af Midtjylland.

3) mitissimus; Sønder Vissing-stenen, Dr 55, »Hara[l]ds hins gōða, Gōrms sonaR«; datering 950-1000.

4) kirke på Sjælland; Adam af Bremen beretter, at Harald Blåtand blev begravet i ”Roscald by i den kirke, som han selv havde ladet opføre til ære for den hellige Treenighed”. Hvis Harald Blåtand byggede kirke i Roskilde, må den være opført mellem 965 og 980´erne. Historikeren prof. Niels Lund mener, at der er tale om en opdigtet sammenhæng, en litterær kirkepolitisk konstruktion.

Nyere arkæologiske studier angiver, ”at Roskilde blev grundlagt af kongen, formentlig af Svend Tveskæg omkring år 1000, ikke som en bydannelse, men med kongsgård og kirke på et gammelt helligsted som en manifestation af kongemagtens ny ideologi affødt af en ny religion, der stadig var under udfoldelse i riget. Byen dannedes først senere”. Kilde: ”En by bliver til”, af Jens Ulriksen & Julie Nielsen, 2021.

5) kristen; Harald blev først døbt ca. år 965, så det var næppe ham, der sendte bud efter bisperne år 948. Se note 7.

6) Kejser Otto den Store; 936-973.

7) bisper; Adeldag var ærkebiskop i Hamburg-Bremen året 937 (-988). På det tidspunkt havde han ingen bisper under sig. De første danske bisper nævnes så tidligt som år 948, hvor de netop optræder i ærkebiskop Adaldags følge ved en synode i Ingelheim. Disse må, som de bisper, der omtales i de følgende ca. 100 år, opfattes som missionsbisper, hvor flere muligvis aldrig har forladt Tyskland.

8) Odinkar (den ældre) var en dansk missionsbiskop i 900-tallet. Odinkar tilhørte en jysk høvdingeslægt og skal ifølge Adam af Bremen være blevet indviet til missionsbiskop i Sverige, men prædikede også på Øerne. Han var onkel til Odinkar (den yngre, †1043). De andre nævnte var tyske præster.

9) Adam af Bremen er misinformeret. Først, - og i slaget ved Fitjar - støttede Harald Gormsøn en hær anført af Erik Blodøkses (ca.†935) sønner (Haralds nevøer) som dræbte den norske konge Håkon den Gode (Adalsteinsfostre) (ca.†960), søn af Harald Hårfager (ca.†933). Efterfølgende blev kongen Harald Gråfell (ca.†970) dræbt af Håkon Jarl (†995), der fremover regerede store dele af Norge og var allieret med Harald Blåtand frem til omkring år 974. Håkon Jarl efterfølges af Olav Tryggvason.

10) Olav Tryggvason (Cracaben), død (år †1000) i slaget ved Svold. Han var søn af Tryggve Olavsson og havde selv en søn med samme navn. Herefter indledes den danske periode i Viken.

Historikus
Inlägg: 1059
Blev medlem: 9 januari 2017, 16:43
Ort: København

Re: Roskildekrøniken - Chronicon Roskildense

Inlägg av Historikus » 24 februari 2022, 12:13

Kapitel 6.
Haroldus quinquaginta annos in Dania regnauit. Quem filius Sven in acie uulnerauit, uulneratum a regno expulit; qui fugiens uenit in Sclauiam ibique exul obijt et, uelud alter Dauid, magis de perfidia filij quam ex sua miseria dolens. Corpus eius a suis in patriam reportatum in ciuitate Roskild tumulatum est. Quod audiens Olaf Cracaben, augur peritissimus, filius Trucconis, filij Haquini, quem Haquinum Haroldus de regno expulsum stabiliuit, memor illius benefacti statim Danos adijt, regem Swen expulit et regnum Danorum tenuit. Swen exulans potentissimum regem Swenonum, nomine eciam Olaf, adijt; supplex, ut in regnum restitueretur, orauit.

Nec mora: superueniens cum Swenonibus bellum habuit grauissimum, in quo rex Norueie Olaf augurio deceptus cecidit. Swen, cognomine Tyuvskeg, duo regna tenuit, Christianis ualde inimicus, quos eciam finibus suis expelli precepit. Sed cum a Sclauis in bello uictus ter caperetur, et bis argento, tercia uice auro ponderaretur, tandem deum cognouit post flagella, quem cepit querere eique credere. Nam accersito a Norwegia Bernardo episcopo in Scania ecclesiam erexit. Bernardus mare transfretans in Seland uenit; ibi bone conuersacionis exemplo vitam finiuit. Deinde Swen Angliam invasit, regem Adeldradum expulit et Brittanie fines potitus vix tres menses superuixit.
Harald herskede i ’Dania’ i halvtreds år. Hans søn Svend sårede ham i et slag og drev ham såret ud af riget; på sin flugt kom han til ’Sclauiam’ og døde dér i landflygtighed - og som en anden David - sørgede han mere over sin søns troløshed end over sin egen ulykke. Hans legeme blev bragt tilbage til fædrelandet af hans landsmænd og begravet i byen Roskilde (Roskild). Det hørte Olaf Krageben (Cracaben), den meget kyndige spåmand (augur), søn af Trygve (Trucconis), som var søn af Håkon (Haquini), som Harald genindsatte, da han var jaget ud af riget; i erindring om denne velgerning drog han straks mod ’Danos’, fordrev kong Svend og beholdt danernes rige (regnum Danorum). I landflygtighed opsøgte Svend den mægtige konge af ’Swenonum’ - som også hed Olaf; Ydmygt bad han om at blive genindsat i sit rige.

Og straks kom han med sine ’Swenonibus’ og holdt et drabeligt slag, hvori Norges konge (rex Norueie) Olaf faldt, narret af et varsel. Svend, med tilnavnet Tveskæg (Tyuvskeg), havde nu to riger; en stor fjende af de kristne, som han endog gav ordre til at lade jage ud af sine lande. Men da han blev besejret i krig, og tre gange taget til fange af ’Sclauis’ - to gange vejet op med sølv og den tredje gang med guld, lærte han endelig Gud at kende efter alle sine plager og begyndte at tro (søge ham). Således tilkaldte han biskop Bernhard fra Norge og opførte en kirke i Skåne (Scania). Bernhard satte over havet og kom til Sjælland; dér endte han sit liv som eksempel på god opførsel. Derefter angreb Svend England, drev kong Ethelred ud, og efter at have bemægtiget sig de Britiske lande overlevede han i knap tre måneder.

Skriv svar