Keltiske oppida versus kelterstammen Boii (6)
Oppidum Bern-Enge lå ca. 3 km nord fra centrum af Bern i en løkke af floden Aare, i Felsenau distriktet i
Schweiz. Øst for fæstningen findes skoven
Thormannbodenwald. På grund af sin centrale placering i det helvetiske område mellem Genèvesøen og Bodensøen, må
oppidum have været helvetianernes vigtigste by - et magtcentrum. På den såkaldte halvø (Engehalbinsel) blev der omkring
200 f.Kr. grundlagt en keltisk
oppidum, der sammenlignet med tidens bosættelser var én af de største byer i Europa. Efter helvetianernes erobring af Gallien
ca. 58 f.Kr. mistede
oppium Enge sin betydning.
På et område af ca. 140 ha findes rester af volde, fæstningsværk og bebyggelser fra det 3. til det 1. årh. f.Kr. Det ældste spor fra den keltiske bosættelse findes i
Tiefenau-området (200-120 f.Kr.) og inkluderer et ældre fæstningsanlæg. Omkring midten af det
2. årh. f.Kr. flyttes tyngdepunktet tæt på
Engemeisterfeld (120-90 f.Kr.) og anlægget blev reduceret til en tiendedel af det oprindelige, hvor den indre sydmur er en del af denne yngre befæstning. Sidste spor - omkring
midten af det 1. årh. f.Kr. - findes i nærheden af
Reichenbachwald (90-20 f.Kr.) hvor alle let tilgængelige dele af den smalle halvø blev befæstet.
Den massive jord- og træstruktur var oprindeligt 12 m bred og 6 m høj. En 3 m dyb grøft lå 12 m foran muren. Voldene var ikke kun som forsvar, de var også repræsentative. Opførelsen af denne imponerende struktur krævede implementering af flere hundrede mennesker og en tilpasset magtorganisation.
I 1999 blev der udgravet en keltisk gravplads i
Reichenbachstrasse fra perioden ca. 175-100 f.Kr., der indeholdt 36 jordfæstegrave og én brandgrav. Gravfeltet blev udelukkende benyttet til kvinder og børn. Bemærkelsesværdigt er, at ud af de talrige gravgaver indeholdt 6 grave forskellige keltiske mønter.
I 4 grave (nr. 30, 31, 39 og 40) var mønten indlagt i munden på den begravede kvinde. I grav nr. 44 fandt man mønten ud for venstre knæ. Et specielt tilfælde er grav nr. 38, hvor seks mønter af typen »Bern-Enge« befandt sig i en lille bronzebeholder, som var deponeret på brystet af den kvindelige ejer. Bortset fra grav nr. 31 ligger de møntbærende grave ikke langt fra hinanden. Én af mønterne er en sjælden type kun fundet et par yderligere steder. Ud fra de daterbare mønter kan gravene 30, 31, 38 og 40 dateres til
Late La-Tène periode dvs. andet kvartal af det 2. årh. f.Kr. Grav 44 vurderes til
Late La-Tène periode, ca. 150-130/120 f.Kr. og mønten fra grav nr. 39 afviger som en Massalia-type og kan dateres til perioden ca. 190-150 f.Kr. Mønter indlagt i munden på de begravede i
Reichenbachstrasse er nord for Alperne det ældste bevis for et
Charon Obol.
Billedtekst: Bronzebeholder samt mønter fra grav nr. 38
En søgning i 1984 med en metaldetektor frembragte en zink-tablet fra romertid - 9,1 x 7,2 cm - med en vægt på 250 gram. På metalstykket var fire ord punkteret med en blanding af latinske og græske bogstaver.
ΔΟΒΝΟΡΗΔΟ ΓΟΒΑΝΟ ΒΡΕΝΟΔΩΡ ΝΑΝΤΑΡΩΡ
Arkæologen Rudolf Fellmann har omsat teksten til DOBNOREDO GOBANO BRENODOR NANTAROR, med fortolkningen
”Smedeguden Gobanus (dedikeret af folket i) Brenodurum i Aare-dalen”.
Brenodurum menes at være navnet på denne oppidum.
I
Reichenbachwald ser det ikke ud til, at der har været en pause i bosættelsen mellem
Late La Tène-perioden og den Romerske Epoke. Starten på det direkte romerske herredømme over det helvetiske territorium
kort før Kristi fødsel (26-10 f.Kr.), har sandsynligvis haft mærkbare konsekvenser for
oppidum Brenodurum. Det vides ikke, hvor brat en strukturændring i bebyggelse, vejbyggeri og formodentlig også i parcelling, der efterfølgende indtrådte i henhold til romerske specifikationer.
Det skønnes dog, at funktionen af den keltiske befæstning, der nu omringede den romerske ’vicus’, næppe blev tolereret af de nye herskere. I den romerske periode blev husene og kvartererne opbygget i rækker langs hovedgaden - og desuden blev et offentligt bad og et teater opført.