Arkeologiska spår av invandring

[Castor]

Googlade lite för att hitta ngt mer matnyttigt och hittade denna:

http://www.hiddenea.com/edmund5.htm

“Hidden East Anglia: Landscape Legends of Eastern England”

“the early forms of the name show that it derives from 'Heroluestuna' - the homestead of Herewulf”

Heroluestuna är onekligen ett spännande ortnamn!

[Troels]

Ja - det er spændende, må man sige - især når det ligger kun 23 kilometer nord for Sutton Hoo. Oven i købet er endelsen tuna, som også forekommer i det, som måske er Upplands jarle-byer - en titel, som antageligt også er afledt af herul.

Heroluestuna i Domesday Book 1086 har ændret sig til Harleston. Englænderne mener, at det har udviklet sig fra mandsnavnet Heorowulf, som vi kender fra Istabystenens HeruwulfiR. Om det er rigtigt, ved jeg ikke, men navneudviklingen viser i hvert fald, at vestherulerne kan have boet i Harlingen ved den frisiske kyst, som nogen har foreslået - og at nogen af dem kan have flyttet fra Harlingen til East Anglia sammen med angelsakserne, da vestherulerne blev opløst sidst i 400-tallet. Herfra kan de have haft forbindelse med østheruler i Sverige i 500-tallet, som har skabt den uforklarede arkæologiske forbindelse mellem Uppsalas bådgrave og Sutton Hoo, som vi er rimeligt sikre på på grund af bl.a. bådgraven og identiske hjelmplader - og Beowulf.

Vi har desuden bl.a. Harling og Harlington også i samme ordbog - og vi har i 873 i østherulernes område i ved Donau Herulongoburg. Der begynder at danne sig et mønster af det navn, vi manglede - "a missing link".

Man skal være meget varsom med at skrive historie ud fra stednavne, men navneudviklingen i England viser under alle omstændigheder, at de "moderne" dogmatiske sprogfolk har taget fejl - og at de gamle havde ret.

[kylarvende]

Troels et al!

Ja, det ligger mkt i vad du säger, Troels. Ang Beowulf och scyldingen Hrothgars förmodade tidiga karriär i England och hans förmodade giftermål med en Ulvinna. Kan det finnas ngn plats i närheten av det ”tuna” som vi nyss diskuterat som passar in:

http://boards.ancestry.co.uk/thread.asp ... s.skelding

“I have been researching data on the "Skelding" Family for many years & just to start the ball rolling, list three possible sources :-
1. From "A Dictionary of Surnames" by Hanks & Hodges. Skelding = English. Habitation name from a place in West Yorkshire, Near Ripon. Also known as Skelden. It is so called from the nearby river named Skell [Old Norse - Skjallr].
2. Comes from "Scillingas" [people of Sciell]. Resounding of Shillingford plus Old English for valley "Denu".
3. From "The Viking Century in East Yorkshire" by A.L.Binns. "Scaldingi", I find it hard to believe that the Danish peasantry of East Yorks habitually referred to themselves as "Shieldings" [the glorious poetic term for their royal house]. The name occurs in Old English poetry in the regularly corresponding Old English form "Scylding". The form in Old Norse is "Skjoldung". This is the result of certain sound changes in which a following rounded sound has modified the results of the diphthongisation of the original vowel.”

[Troels]

Der er to muligheder for, hvor sagnfiguren Hrothgar - Roar - voksede op. Normalt ville jeg gætte på England, som sagaerne antyder og som kan forklare englændernes interesse for ham. Den anden mulighed er Listerland, som hjemsted for Wulfingene - men det er svagt.

Begge steder kan der have været herulsk tilstedeværelse. Det morsomme er, at Roar ifølge Saxo og sagaerne skal have været søn af den myrdede Halfdan. Elias Wessén foreslog, at den første Halfdans særprægede navn skyldtes, at han var søn af den danske konge og en herulsk prinsesse - antageligt inspireret af Saxo. Saxo nævnte Roar i nogle sagafragmenter under dæknavnet Sverting og troede antageligt, at herulerne var de mørke hunner.

Den form for ræsonnementer er sagnhistorie, som jeg vil holde ude i første omgang ved revurderingen af mine ræsonnementer om stednavne og runeindskrifter som følge af det bevis, som ligger i den nydokumenterede vestgermanske navneudvikling. Beowulf-sagnenes vej fra Norden til England hører med i disse historiske betragtninger, men ikke Beowulfs fortælling.

[kylarvende]

Troels et al!

Ett par uppslag till Scyldingrnas tillhåll i East Anglia:

https://en.wikipedia.org/wiki/Shouldham

https://lra.le.ac.uk/bitstream/2381/30812/1/U224099.pdf

“In Shouldham the first element may refer to OE scyld ‘debt or due’.”

Man noterar att "scyld" här sägs motsvaras av skuld, snarare än sköld.

https://en.wikipedia.org/wiki/Sheringham

https://en.wikipedia.org/wiki/Upper_She ... f-srok_4-0

“The name Sheringham is of Scandinavian origin and has the meaning The Ham of Scira’s people”

[Troels]

Jeg har kigget videre på udviklingen Heroluestuna - Harleton, hvor der ligger to byer indenfor 20-25 km fra Sutton Hoo mod henholdsvis nord og nordvest.

Eksemplet viser, at det er sandsynligt, at Herul i vestgermansk og derefter nordgermansk kunne udvikle sig til earl/jarl, som tidligere forskere hævdede - men senere blev modsagt af dogmatiske sprogfolk. Det løser ikke forklaringen på erilaR. Ser man på disse indskrifter isoleret, er det det til gengæld muligt, at det skriftlige runiske "eril" (-aR skyldes runisk grammatik som bl.a. ses på Rök og Lister-stenene) er udviklet af det skriftlige latinske "eruli", da vestherulerne havde været romerske lejesoldater i flere århundreder indtil 400-tallet, hvor indskrifterne begyndte at brede sig i Norden, da romerne forlod England.

Eksemplet giver også en forklaring på deres bosteder. Bla. skrev en romersk forfatter i 476 i Sydfrankrig, at vestherulerne boede ved det yderste hav (Nordsøen) - siden hørte man aldrig om dem. Tyskere har peget på Harlingerland (tidl. Herlogaland) med floden Harle - hvilket nu er væsentligt bedre begrundet, da det er samme type navn som Harleton. Det bekræfter altså min påstand om, at en del af vestherulerne fulgte deres angliske og saxiske naboer til East Anglia, hvor de slog sig ned i det, som blev kong Redwalds område ved Sutton Hoo.

Med Procopios østheruler i Sverige fra 508-12 kan vi derefter forklare den arkæologiske forbindelse mellem Sverige og Sutton Hoo - og Beowulf-Lejre.

I en anden tråd nævntes det for nylig, at Lister ifølge en etymologiordbog stammer fra det frisisk-saxiske ord lista - altså præcis der, hvor Harlingerland ligger mellem Frisien og Sachsen - i dag med store strande på ørækken efter den senere landhævning. I modsætning til resten af Blekinge ser man præcis samme strande i Listerland, hvor herulerne tidligere blev sat i forbindelse med Lister stenene - og måske dannede høvdingedømmet mellem Skåne og Østra Vång. Måske var von Friesen ikke så tosset endda. Den del har jeg beskrevet i www.gedevasen.dk/lister,pdf

[Starkodder]

Jeg har kigget videre på udviklingen Heroluestuna - Harleton, hvor der ligger to byer indenfor 20-25 km fra Sutton Hoo mod henholdsvis nord og nordvest.

Eksemplet viser, at det er sandsynligt, at Herul i vestgermansk og derefter nordgermansk kunne udvikle sig til earl/jarl, som tidligere forskere hævdede - men senere blev modsagt af dogmatiske sprogfolk. Det løser ikke forklaringen på erilaR. Ser man på disse indskrifter isoleret, er det det til gengæld muligt, at det skriftlige runiske "eril" (-aR skyldes runisk grammatik som bl.a. ses på Rök og Lister-stenene) er udviklet af det skriftlige latinske "eruli", da vestherulerne havde været romerske lejesoldater i flere århundreder indtil 400-tallet, hvor indskrifterne begyndte at brede sig i Norden, da romerne forlod England.

Eksemplet giver også en forklaring på deres bosteder. Bla. skrev en romersk forfatter i 476 i Sydfrankrig, at vestherulerne boede ved det yderste hav (Nordsøen) - siden hørte man aldrig om dem. Tyskere har peget på Harlingerland (tidl. Herlogaland) med floden Harle - hvilket nu er væsentligt bedre begrundet, da det er samme type navn som Harleton. Det bekræfter altså min påstand om, at en del af vestherulerne fulgte deres angliske og saxiske naboer til East Anglia, hvor de slog sig ned i det, som blev kong Redwalds område ved Sutton Hoo.

Med Procopios østheruler i Sverige fra 508-12 kan vi derefter forklare den arkæologiske forbindelse mellem Sverige og Sutton Hoo - og Beowulf-Lejre.

I en anden tråd nævntes det for nylig, at Lister ifølge en etymologiordbog stammer fra det frisisk-saxiske ord lista - altså præcis der, hvor Harlingerland ligger mellem Frisien og Sachsen - i dag med store strande på ørækken efter den senere landhævning. I modsætning til resten af Blekinge ser man præcis samme strande i Listerland, hvor herulerne tidligere blev sat i forbindelse med Lister stenene - og måske dannede høvdingedømmet mellem Skåne og Østra Vång. Måske var von Friesen ikke så tosset endda. Den del har jeg beskrevet i http://www.gedevasen.dk/lister,pdf

Kommentar:

Att Nordsjön skulle vara yttersta havet låter konstigt när det finns hav längre bort. Norska havet, Östersjön m m. Nordsjön var ju det närmaste havet norrut.

Varför finns det inga erilarinskrifter i England då? Eller i Holland? Eller Blekinge? Slumpen?

Tror det var Åke Ohlmarks som föreslog att Listerlandet var förknippat med Norska Lister. Det finns 101 ortnamn i Sverige som börjar på -list, enligt Lantmäteriets ortnamnsfunktion. Utspridda.

[Troels]

At vi nu deler op i Norskehavet mv. er ikke en romersk navngivning. For dem begyndte det yderste hav ved kontinentets nordgrænse - længere ude var det øer. Vi har i øvrigt andre beskrivelser af, at den ene gruppe heruler boede mellem saxer og friser, så det er der ingen grund til at diskutere.

Du går vel ikke hjemme og skriver svensker på dine ting for at vise, at det er dine ejendele. Det kunne du derimod finde på, hvis Svensker i et fremmed land blev din navn og din identifikation. På samme måde har man fundet navnet Aruth blandt herulerne, som sandsynligvis viser, at han oprindeligt var harude. I dag har mange taget efternavn efter den by eller gård, de kommer fra - i alt fald i Danmark. ErilaR må have været en titel, som herulerne havde, når de tjente som officerer i et fremmed nordisk land. De har næppe selv skrevet navnet - det er antageligt skrevet af nordiske ristere. En mode blandt lejesoldatofficererne i 400-tallet og begyndelsen af 500-tallet - inden de blev til jarler. Det vil sige, at man netop ikke skal forvente at finde "Erilar" i de områder, hvor grupper af folket boede.

De angelsaksiske og frisiske runer synes i øvrigt med nogle enkelte undtagelser først at opstå i 500-tallet - lang tid efter de nordiske runer. Af begge årsager havde herulerne ingen grund til at skrive det, de steder de kom fra.

Jeg har da allerede set i ortnamnsregistret at forekomsten af svenske Lister-navnene i påfaldende høj grad er koncentreret i Blekinge - især i Listerherred, hvor 3 af Lister-stenene står, og færre ved Listerby, hvor Bjørketorpstenen står, så man må antage, at det er her, at navnet har haft sin oprindelige og egentlige betydning - og her henviser etymologi-ordbogen da netop også til det frisisk/saxiske ord. Det er vel ikke noget modargument, hvis Åke Ohlmark har peget på noget lignende.

[Starkodder]

At vi nu deler op i Norskehavet mv. er ikke en romersk navngivning. For dem begyndte det yderste hav ved kontinentets nordgrænse - længere ude var det øer. Vi har i øvrigt andre beskrivelser af, at den ene gruppe heruler boede mellem saxer og friser, så det er der ingen grund til at diskutere.

Du går vel ikke hjemme og skriver svensker på dine ting for at vise, at det er dine ejendele. Det kunne du derimod finde på, hvis Svensker i et fremmed land blev din navn og din identifikation. På samme måde har man fundet navnet Aruth blandt herulerne, som sandsynligvis viser, at han oprindeligt var harude. I dag har mange taget efternavn efter den by eller gård, de kommer fra - i alt fald i Danmark. ErilaR må have været en titel, som herulerne havde, når de tjente som officerer i et fremmed nordisk land. De har næppe selv skrevet navnet - det er antageligt skrevet af nordiske ristere. En mode blandt lejesoldatofficererne i 400-tallet og begyndelsen af 500-tallet - inden de blev til jarler. Det vil sige, at man netop ikke skal forvente at finde "Erilar" i de områder, hvor grupper af folket boede.

De angelsaksiske og frisiske runer synes i øvrigt med nogle enkelte undtagelser først at opstå i 500-tallet - lang tid efter de nordiske runer. Af begge årsager havde herulerne ingen grund til at skrive det, de steder de kom fra.

Jeg har da allerede set i ortnamnsregistret at forekomsten af svenske Lister-navnene i påfaldende høj grad er koncentreret i Blekinge - især i Listerherred, hvor 3 af Lister-stenene står, og færre ved Listerby, hvor Bjørketorpstenen står, så man må antage, at det er her, at navnet har haft sin oprindelige og egentlige betydning - og her henviser etymologi-ordbogen da netop også til det frisisk/saxiske ord. Det er vel ikke noget modargument, hvis Åke Ohlmark har peget på noget lignende.

Din logik haltar gällande erilarinskrifterna. Vad var "hemma" för herulerna"? Varför skrev de erilar i Norden och inte i England om de nu var där?

Ändå har du hävdat att de norska erilarinskrifterna kommer från västherulerna.

Gällande Lister så visar mitt inlägg att nordiska ord för -list finns utanför Blekinge. Är alla list-namn frisiska?

[Yngwe]

Försökte ta frågan om Lister som toponym i en egen tråd, men utan respons.


Resonemanget att Lister skulle ha ett särskilt Blekingskt ursprung är för långt drivet, särskilt om träffarna faktisk i många fall är sekundära namngivningar relaterande till en primär toponym.

Dessutom tar man rimligen hänsyn till att vi har språkliga och dialektala skillnader som innebär att sökningen måste göras bredare. Om det blekingska lister motsvarar svenskans ljuster ( vilket faktiskt kan härledas språkligt) så ser spridningen helt annorlunda ut och det frisiska spåret blir allt mer diffust.