Knytlingesagan

[anganatyr]

Knytlingesagan är skrift som finns bevarad från Island och den äldsta kända versionen är nedskriven under 1200-talet.
http://www.jomsborg.eu/Knytlingesaga.pdf

[anganatyr]

Knytlinge saga

Her begynder Knytlinga Saga
1. Harald Gormsøn blev tagen til Konge i Danmark efter sin Fader; han var en mægtig Konge
og stor Kriger. Han bemægtigede sig Holseteland i Saxland; ogsaa havde han et stort
Jarlsrige i Vindland, der lod han Jomsborg anlægge, og lagde deri en betydelig Besætning,
som han gav Sold og Love; de underlagde ham Landet; om Sommeren vare de paa Krigstoge,
men om Vinteren vare de hjemme; de bleve kaldte Jomsvikinger. Kong Harald Gormsøn fik
ved Svig den norske Konge Harald Gunhildsøn bragt af Dage; denne faldt ved Hals i
Limfjorden, som det fortælles i Norges Konge-Sagaer; men siden drog Kong Harald til Norge
med sin Hær, underlagde sig hele Landet, og satte Jarlen Hakon Sigurdsøn til Høvding
derover, men den danske Konge tog Skatter af hele Landet. I Kong Harald Gormsøns Dage
var Otto den Røde Keiser i Saxland; han havde Ufred med den danske Konge, og paabød de
Danske Kristendommen; men den danske Konge havde en Hær ude imod ham, og vilde paa
ingen Maade antage Kristendommen. Kong Harald Gormsøn holdt et stort Slag mod Keiser
Otto søndenfor Danevirke, hvor ogsaa Hakon Jarl af Norge var tilstede med den danske
Konge. Keiseren tabte Slaget, men dog indtog han Landet noget derefter, og jog Kong Harald
og Hakon Jarl paa Flugt til Limfjorden og lige ud paa Morsø. Siden antog Kong Harald
Kristendommen, og Keiseren stod Fadder til hans Søn Svend, og gav ham sit Navn, med
hvilket han blev døbt, saa at han kom til at hedde Otto Svend. Hele Danmark blev da kristnet,
og før drog Keiseren ikke bort.

Styrbjørn den Stærkes Fald
2. I Kong Harald Gormsøns Dage var Styrbjørn den Stærke paa Krigstoge i Østervegen.
Styrbjørn var en Søn af den svenske Konge Olaf Bjørnsøn. Styrbjørn kom med sin Hær til
Danmark, og tog Kong Harald til Fange; da gav Harald ham sin Datter Thyre til ægte, og drog
selv med Styrbjørn til Sverrig. Styrbjørn stak Ild i alle sine Skibe, førend han gik i Land; men
da Kong Harald blev det vaer, at Styrbjørn var uden Skibe, holdt han med sine Skibe ud paa
Løgen (1), og siden bort tilbage til Danmark. Styrbjørn holdt Slag paa Fyrisvalle mod sin
Farbroder, den svenske Konge Erik den Seiersælle; der faldt Styrbjørn og den største Deel af
hans Mandskab, men nogle flyede; denne Flugt kalde de Svenske Fyriselta (2).

Om Kong Haralds Krigstog
3. Da Kong Harald Gormsøn, som før blev berettet, havde ladet sig døbe, nødte han Jarlen
Hakon Sigurdsøn til ogsaa at antage Troen, og han blev døbt med alle sine Nordmænd, som
den Gang vare i hans Følge. Kong Harald gav ham da Præster og andre lærde Mænd, og bød
ham at lade alle Folk i Norge døbe, hvilket Hakon Jarl lovede med Ed. Men da Kongen og
Jarlen skiltes, drog Hakon til Norge, og satte de viede Mænd i Land ved Hals i Limfjorden,
men han forkastede Kristendommen, og anrettede siden store Ofringer i Norge. Da Kong
Harald spurgte dette, at Hakon havde forkastet Kristendommen, og tillige at han havde hærjet
paa den danske Konges Rige, drog Kongen med sin Hær til Norge, og ødelagde hele Kysten,
saa at alt blev brændt imellem Lindesnæs og Stat paa fem Gaarde i Læredal i Sogn nær; men
alle Beboerne flyede bort i Fjelde og Skove med alt det rørlige Gods, som de kunde føre med
sig. Kong Harald laae en Tid med sin Hær ved Solunder, og agtede da at hærje paa Island
med de Folk, som han havde med sig, og saaledes hævne det Nidkvad, som Islænderne
havde gjort om ham. Kong Harald bød en troldkyndig Mand at fare i en paataget Ham til Island
og see at bringe Kongen Underretning derfra. Han foer i en Hvals Skikkelse rundt omkring
Landet, og fortalte siden Kongen, at mange troldkyndige Uvætter beboede dette Land, og at
der var saa stort et Hav imellem Landene, at det ikke engang kunde beseiles med Langskibe.
Da Harald fik denne Underretning, holdt han for, at det var et altfor farligt tog, og at dette ikke
var til at udføre. Efter dette Krigstog til Norge drog Harald Gormsøn hjem tilbage til Danmark,
men Hakon Jarl lod igjen hele det ødelagte Land i Norge bebygge, og betalte siden ingen
Skatter til den danske Konge.

Kong Haralds Fald
4. Kong Harald Gormsøns Søn Svend forlangte en Deel af Riget af sin Fader Kong Harald,
men da denne ikke yndede ham meget, fordi han var uægte født, vilde han ikke give ham
noget Rige at styre. Men da Svend voxte til, skaffede han sig Skibe og Mandskab, og hærjede
vidt omkring, baade udenlands og indenlands. Da blev Kong Harald vred paa ham, og
samlede Folk imod ham. Svends Fosterfader Palnatoke var da kommen sin Fostersøn til
Hjælp, som det berettes i Sagaen om Jomsvikingerne, og de styrede da til Sjælland og ind i
Isefjord, hvor Harald forud laae med sine Skibe. Svend lagde strax til Strid imod ham, og det
kom til et stort Slag; Folk strømmede til Kong Harald, saa at Svend blev overmandet og tog
Flugten. I dette Slag fik Kong Harald sit Banesaar og blev ihjelskudt med en Pil. Han var den
første af de danske Konger, som blev begravet i viet Jord. Da havde han været Konge i
firsindstyve Aar, nemlig tredive Aar i sin Fader Kong Gorms levende Live og halvtredsindstyve
Aar efter dennes Død.

Om Kong Svend
5. Svend antog Regjeringen i Danmark efter sin Fader Kong Harald; han blev kaldt Svend
Tveskæg; han var en mægtig Konge. I hans Dage droge Sigvald Jarl og de andre
Jomsvikinger til Norge, og sloges med Hakon Jarl i Hjørungevaag paa Møre; der faldt Bue
Digre, men Sigvald Jarl flyede. Efter dette unddrog Norges Rige sig fra de danske Kongers
Herredømme, men kort efter kom Olaf Tryggvesøn til Norge, og antog Regjeringen. Kong
Svend var gift med den vendiske Konge Burislafs Datter Gunhild; deres sønner vare Knud og
Harald. Siden ægtede Kong Svend Sigrid Storraade, en Datter af Skøglar-Toste og Moder til
den svenske Kong Olaf; hun havde forhen været gift med den svenske Kong Erik den
Seiersælle. Kong Svends og Sigrids Datter var Astrid, som var gift med Ulf Jarl, en søn af
Thorgils Sprakelæg eller den Hurtige; deres sønner vare Svend og Bjørn. Kong Svend
Tveskæg havde fremdeles en Datter, ved Navn Gyda, som var gift med Jarlen Erik Hakonsøn
i Norge; deres søn var Hakon Jarl, som Olaf den Hellige tog til Fange i Søidungssund. Kong
Svend Tveskæg ydede sin Stedsøn Olaf Svenske og sin Svigersøn Erik Jarl Bistand til at
fælde Kong Olaf Tryggvesøn; de sloges ved Svølder; og efter Kong Olaf Tryggvesøns Fald
tilegnede disse tre sig Norge, saa at den danske Konge Svend tog den ene Trediedeel, den
svenske Konge Olaf den anden, og Erik Jarl den tredie.

Den hellige Edmund dræber Kong Svend
6. Kong Svend var en stor Kriger og en meget mægtig Konge; han hærjede vidt omkring,
baade i Østervegen og sønderpaa til Saxland. Tilsidst drog han med sin Hær vesterpaa over til
England, hærjede der vidt omkring, og holdt mange Træfninger. Der var den Gang Adelraad
Edgeirsøn Konge. Han og Kong Svend holdt mange Slag med hinanden, og seirede vexelviis.
Kong Svend indtog den største Deel af England, og opholdt sig siden der i mange Aar,
hærjede og brændte vidt omkring i Landet, hvorfor de kaldte ham Englændernes Fjende. I
denne Ufred flyede Kong Adelraad bort fra Landet for Kong Svend, men Kong Svend døde
pludselig om Natten i sin Seng, og Engelskmændene sige, at Kong Edmund den Hellige skal
have dræbt ham paa samme Maade, som den hellige Mercurius dræbte Julianus den
Frafaldne.

[anganatyr]

Om Thingmændenes Hær
7. Efter Kong Svends Død styrede de danske Høvdinger den Deel af England, som de havde
indtaget. Da opstode atter nye Kampe, thi saasnart Kong Svend var død, drog Kong Adelraad
tilbage hjem til Landet, og satte sig igjen i Besiddelse af sit Rige med Olaf den Helliges
Bistand, som det berettes i hans Saga efter Skjalden Ottar Svartes Ord; han siger nemlig saa:
Landbeskytter! du atter
Adelraad sit Rige
Gjengav, sligt dig Folkets
Mægtige Fyrste skylder;
Haardt var Slaget, da Edmunds
Arving du indsatte
I det fredede Rige,
Før behersket af Slægten
I den Tid oprettede de Danske Thingmændenes Hær i England, som vare besoldede Folk, det
var en meget tapper Hær. Thingmændene holdt paa de Danskes Vegne mange Slag imod
Engelskmændene.

Kong Knud underlagde sig England
8. Kong Svend Tveskægs Søn Knud var ti Aar gammel, da hans Fader døde; han blev tagen
til Konge i Danmark over hele de Danskes Rige, thi hans Broder Harald var allerede død. De
danske Høvdinger, som den Gang vare i England, og bestyrede det Land, som Kong Svend
havde indtaget, sendte da Bud til Danmark, at Kong Knud skulde komme vester over til
England med den danske Hær for at staae dem bi. Men efterdi Kong Knud den Gang endnu
var et Barn, og ikke vant til at anføre en Hær, toge hans Venner den Beslutning for ham, at
han skulde sende en Hær til England, og sætte Høvdinger derover, men ikke drage selv did,
saalænge han ikke var kommen mere til Alders. Det skete da saa, at Kongen forblev endnu tre
Aar i Danmark, efter at han havde antaget Regjeringen. Men efter den Tids Forløb udbød han
Tropper af Danmark; han sendte ogsaa Bud til Norge til sin Svoger Erik Jarl, at han skulde
samle Folk, og drage til England med ham, thi Erik Jarl var meget berømt for Tapperhed og
Manddom, da han havde seiret i de to Slag, som have været de navnkundigste i de nordiske
Lande, det ene, som Kong Svend Tveskæg og den svenske Konge Olaf Svenske og Erik Jarl
holdt mod Olaf Tryggvesøn ved Svølder, og det andet, som Jarlerne Hakon og Erik holdt mod
Jomsvikingerne paa Hjørungevaag. Kong Knud styrede med sin Hær vester over til England,
og havde meget Mandskab. Herom taler Ottar Svarte i Knuds Drapa:
Helt! du paa Søen Skibe
Skød kun lidet gammel,
Aldrig drog en Fyrste
Ung som du fra Hjemmet;
Konning! til Kamp du rusted
Haardt bryniede (3) Skibe,
Røde Skjolde du heiste
Hurtig, Knud! foran Landet.
Og fremdeles siger han saaledes:
Ud dig fulgte de bolde
Jyder, som Flugt ei gjerne
Vælge, Skibes Høvding
Skaaninger udrusted;
Vinden pusted i Seilet
Over dig, Konning! du styred
Vester i Havet de fleste
Skibe, og blev navnkundig.
Med Kong Knud fulgte mange Høvdinger til England; den første af disse var hans Svoger
Jarlen Ulf Sprakelægsøn, som da var gift med Kong Knuds Søster Astrid Svendsdatter; der
vare ogsaa Brødrene Heming og Thorkel Høie, Strut-Harald Jarls Sønner, og mange andre
Høvdinger. Kong Knud kom til England, og landede paa det Sted, som hedder Fljot. Saa siger
Halvard Hareksblese i Knuds Drapa:
Knud! du lod frem til Fljote
Haardt bryniede Skibe
Løbe, Krigeres djærve
Fører gled over Søen;
Skibes Høvding! du Flaaden
Binde lod til Ellas
Fødeland, og glæded
Krigsgudindens Fugle.
Men saasnart Kong Knud kom til England, gik han op, og hærjede paa Landet, dræbte
Indbyggerne, og brændte alle Bygder. Saa siger Ottar Svarte:
Hærskjold, mægtige Konning!
Bar du, ved Strid dig glæded,
Ei jeg troer, at du, Fyrste!
Yndede Stillesidden;
Jyders Drot paa Toget
Dræbte Edgeirs Æt da,
Kongesøn! stræng du var dem,
Fast af Sind man dig kalder.
Og fremdeles kvad han saaledes:
Bygderne af dig bleve
Brændte, unge Konning!
Bonden lod for sin Bolig
Brand du ofte raabe.
Indbyggerne trak en Hær sammen, og droge imod de Danske, og holdt flere Slag med dem.
Saa siger Thord Kolbeinsøn:
Tapre Mænd, som længe
Englænderne fjendske
Vare, ginge til Kamp i
Land af deres Skibe;
Bønderne, som vilde
Gaardene værge, mod dem
Droge, Kampgny heftig
Kongens Folk da vakte
Kong Knud holdt det første Slag i England paa Lindesø og der skete et stort Mandefald,
derpaa indtog han ogsaa Hemingborg i England, og dræbte der meget Folk. Saa beretter
Ottar:
Slag du holdt paa den grønne
Lindesø, o Konning!
Vikinger mod dig satte
Al den Magt de kunde;
Du de Svenskes Betvinger!
Meen tilføied det vrede
Engelske Folk i breden
Hemingborg vestenfor Usa
Dernæst holdt han store Slag i Nordhumberland ved Tesa; der fældede han mange Folk, men
nogle flyede, og omkom i nogle der værende Moser og Moradser. Efter dette rykkede Kong
Knud med sin Hær længere syd paa, og underlagde sig hele. Landet, hvor han kom frem.

Kong Knud faaer Emma
9. Den Engelske Konge Adelraad døde af Sygdom samme Høst eller Sommer, da Kong Knud
kom med sin Hær til England; han havde da været Konge i England i otte og tredive Aar. Hans
Kone Emma beredte sig strax efter hans Død til at drage bort fra Landet. Hun agtede at drage
vester over til Valland til sine Brødre Vilhelm og Robert, som vare Jarler i Valland. Deres
Fader var Rikard Rude-Jarl, en Søn af Rikard, Vilhelm Langespyds Søn; han var igjen en søn
af Gange-Rolf, som indtog Normandiet, og han var Ragnvald Møre-Jarls Søn. Kong Knuds
Mænd fik Nys om Dronning Emmas Forehavende, og da hun og hendes Folk vare i Færd med
at gaae om Bord, kom Knuds Mænd dertil, bemægtigede sig Skibet med alt, hvad der var paa
samme, og de førte Dronningen til Kong Knud. Høvdingerne gave da Kong Knud det Raad, at
han skulde ægte Dronning Emma, og saa skete.

Om Kong Edmund
10. Efter Kong Adelraads Død bleve hans og Dronning Emmas Sønner tagne til Konger: den
ældste af dem var Edmund den Stærke, den anden Edgeir, den tredie Edvig og den fjerde
Edvard den Gode. Kong Edmund trak nu en stor Hær sammen, og drog derpaa imod Kong
Knud. De mødtes ved Skorstein, hvor det kom til et Slag, som var det navnkundigste, der har
staaet i den Tid; paa begge Sider skete et stort Mandefald. Kong Edmund red frem midt i de
Danskes Hær, og kom sin Stedfader Kong Knud saa nær, at han kunde naae at hugge til ham
med sit Sværd. Kong Knud skød Skjoldet frem over Halsen paa Hesten, som han sad paa, og
Hugget traf paa Skjoldet lidt nedenfor Haandfanget, og var saa stort, at det skar Skjoldet
sønder, og kløvede Hestens Hals foran Sadlen; men de Danske trængte da saa stærkt ind
paa ham, at Kong Edmund vendte tilbage til sine Mænd, efter at han dog forud havde dræbt
mange Danske, men Kongen var lidet eller intet saaret. Men da Kongen var reden frem heelt
fra sin Hær, troede hans Mænd, at han maatte være falden, da de ingensteds saae ham, og
der kom da Flugt i deres Hær, og da nogle saae, at Kongen undflyede for de Danske, da
flyede alle, som saae det. Kongen raabte vel høit, og bød Hæren vende tilbage, og slaaes,
men de lode da alle, som de ikke hørte det, og hele Hæren flyede. Der skete et meget stort
Mandefald, og de Danske fordreve de Flygtende lige til Natten. Saa siger Ottar Svarte:
Englænder lod du falde,
Unge Konning! nær Tesa;
Over Nordhumbrers Lig den
Dybe Strøm da skylled;
Sorten Ravn at sove
Sønder ved Skorstein ei Helten
Tillod, vældigen kæmped
Svends behjertede Arving.

[anganatyr]

Om Ulf Jarl
11. Ulf Jarl var igjen, som oftere tilforn, i Spidsen af Kong Knuds Mænd, og forfulgte de
Flygtende længst. Han kom da ind i en Skov, som var saa tæt bevoxet, at han ikke kunde
komme ud af den hele Natten, førend det lyste om Morgenen. Da blev han vaer, at der paa en
Slette foran ham dreves nogle Faar, og at en vel voxen Dreng drev dem. Ulf Jarl gik til
Drengen, hilste paa ham, og spurgte ham om Navn. ”Jeg hedder Gudine,” sagde han; ”men er
du af Knuds Mænd?” ”Tilvisse er jeg een af hans Ledingsmænd,” svarede Ulf Jarl, ”men hvor
langt er nu til vore Skibe?” ”Ei synes mig,” sagde Drengen, ”at I Danske kunne vente eder
Hjælp af os; og snarere have I Danske gjort eder fortjente til andet.” ”Dog vilde jeg nu gjerne
bede dig, Dreng!” svarede Ulf Jarl, ”at du vilde vise mig den korteste Vei til vore Skibe.” Hertil
svarede Drengen: ”Du har gaaet lige den modsatte Vei bort fra Skibene, og er kommen langt
op i Landet igjennem øde Skove; men I, Knuds Mænd, ere her ikke meget afholdte af
Landsfolket, og man synes at der er nogen Grund dertil; og nu har man her i Bygden spurgt
det Mandefald, som skete i Gaar ved Skorstein, og derfor vil du ligesaa lidt som nogen anden
af Knuds Mænd faae Fred her nogen steds, hvis Bønderne træffe dig, og om nogen hjælper
dig, da vil han være i samme Stilling. Men du forekommer mig at være en Mand, som
passende kunde indtage nogen af de Faldnes Plads, og jeg anseer dig for en anden Mand,
end du giver dig ud for.” Ulf Jarl tog da en Guldring af sin Haand, og sagde: ”Denne Ring vil
jeg give dig, hvis du vil følge mig til vore Folk.” Gudine betragtede ham en Stund, og sagde
langsomt: ”Ei vil jeg modtage Ringen, men jeg vil nu forsøge paa, om jeg kan føre dig til dine
Folk, og vil jeg da heller have Lønnen tilgode hos dig, hvis jeg kan faae dig hjulpet noget, men
om dette ikke bliver dig til nogen Hjælp, da fortjener det ingen Belønning; du skal nu først gaae
hjem med mig til min Fader.” De gjorde nu saa; og da de kom til Gaarden, gik de til en lille
Stue, og der lod Gudine fremsætte et Bord, og frembære god Drik. Ulf Jarl saae, at der var en
god og velindrettet Gaard. Da kom Manden og Konen til dem, de vare begge smukke
Mennesker og vel klædte. De toge med Glæde imod Gjæsten, og han opholdt sig der den
Dag, og nød god Behandling. Om Aftenen bleve to gode Heste fremledede med fortrinligt
Ridetøi paa. Manden og Konen sagde da til Ulf: ”Far du nu vel! og overdrager jeg min eneste
Søn i dine Hænder; og jeg beder dig, hvis du kommer til Kongen, og du hos ham har nogen
Indflydelse, da skaf min Søn der i Tjeneste, thi han vil ikke længer kunne være hos mig, hvis
vore Landsmænd spørge, at han har fulgt dig bort, hvorledes jeg selv saa reder mig ud af det.”
Ulf Jarl lovede, at skaffe Gudine der i Tjeneste. Gudine var det smukkeste Menneske man
kunde see, og talte vel for sig. Hans Fader hed Ulfnad. Ulf Jarl og Gudine rede nu hele Natten,
og kom om Morgenen, da det var blevet lyst, til Kong Knuds Skibe. Folkene vare oppe paa
land, og, da de saae Jarlen, og kjendte ham, strømmede de alle omkring ham, og toge imod
ham med særdeles Glæde, som om de havde faaet ham tilbage fra den anden Verden, thi han
var saa vennesæl, at alle elskede ham med inderlig Kjærlighed. Da mærkede Gudine først,
hvem det var han havde fulgt. Jarlen satte Gudine i Høisædet hos sig, og holdt ham i alt som
sig selv eller sin Søn, og kort at berette, Jarlen gav ham sin Søster Gyda til ægte, og ved sine
Bestræbelser og Bistand fik han det bragt til, at Kong Knud gav Gudine Jarldømme for hans
Svoger Ulf Jarls Skyld. Gudines og Gydas sønner vare disse: Englændernes Konge Harald og
Toste Jarl, som kaldtes med Tilnavn Træspyd, Maurakaare Jarl, Valthjof Jarl og Svend Jarl.
Fra dem nedstamme mange Stormænd i England saavel som i Danmark og Sverrig og øster
ovre i Garderige; det er Kongeslægter i Danmark. Kong Harald Gudinesøn havde en Datter
ved Navn Gyda, som var gift med Kong Valdemar i Holmgaard. Deres søn var Kong Harald;
han havde to Døttre, om hvilke senere hen skal fortælles.

Om Kong Knud
12. Kong Knud holdt et andet Slag ved Borgen Brandfurda; det var igjen et stort Slag. Kong
Knud seirede, men Adelraads sønner flyede, og tabte meget Folk, og de Danske ødelagde
Borgen, Saa siger herom Ottar Svarte:
Friser lod den djærve
Kriger i Striden falde,
Brandfurda og Folkets
Bygder du ødelagde;
Der fik Edmunds ædle
Afkom svære Vunder,
Spyd skød de Danske efter
Folket, som du forfulgte.
Kong Knud holdt et tredie Slag mod Adelraads Sønner ved Assatun nordenfor Daneskov; det
var igjen et stort Slag. Saa siger Ottar:
Stærke Konning! du øved
Kampfærd under Skjoldet,
Ørnen i Assatun fik
Aadsler sorte til Føde;
Skjoldung! med dit store
Sværd et Navn du vandt dig,
Nordenfor Daneskov et
Vældigt Mandefald skete.
Kong Knud holdt et fjerde Slag mod Kong Edmund og hans Brødre i Nordvik; det var ligeledes
et stort Slag, og der skete et betydeligt Mandefald. Kong Knud seirede, og Adelraads Sønner
flyede. Saa siger Ottar Svarte:
Gavmilde Fyrste! du siden
Gjorde indenfor Nordvik
Brynier røde, du Livet
Lader heller end Kjækhed.

Om Kong Knud
13. Derpaa styrede Kong Knud med hele sin Flaade til Temsen, thi han spurgte, at Kong
Edmund og hans Brødre havde flyet til Lunduneborg. Da Kong Knud kom til Mundingen af
Temsfloden, kom hans Svoger Jarlen Erik Hakonsøn seilende ude fra Havet, og de mødtes
der, og lagde siden op i Floden med den forenede Flaade. Saa beretter Thord Kolbeinsøn i
Eriks Drapa:
Fastere blev ved Færden
Fyrsternes Venskab bundet,
Mange større og mindre
Skibe løb op ad Elven (4);
Bølgens Heste holdt den
Ætstore Kriger saa nær mod
Landet, at man øine
Kunde de Engelske Sletter.
Og fremdeles kvad han:
Knud, som ad Kjølens Vei mod
Kongerne foer til Landet,
Langskibene løbe
Lod paa de lave Grunde;
Fryd det var for Kongen
Jarlen hjelmbedækket
Paa den Dag at træffe,
Da de samles vilde.
Ude i Temsfloden var der bygget et stort Kastel, hvori der var sat en Besætning til Forsvar, for
at ingen Flaade skulde kunne seile op i Floden. Kong Knud lagde strax op i Floden til
Kastellet, og slogs med Besætningen; men Engelskmændene lode en Flaade løbe ud fra
London og ned ad Floden til Strid imod de Danske. Saa siger Ottar Svarte:
Atter Fremgang du havde,
Buen klang høit mod Staalet,
Sværdene sløve bleve,
Da Kastellet du angreb;
Du paa Temsens lave
Vande holdt en ikke
Mindre Træfning, som Ulvens
Gane kan bevidne.

Kong Knuds Angreb
14. Kong Knud styrede med hele Flaaden op til Lunduneborg, og leirede sig om samme. Siden
angrebe de Borgen, og Beboerne forsvarede den. Saa siges i den Flok eller korte Sang, som
var forfattet af Knuds Folk:
Blodfarvede Vaaben
See de Engelske Møer
Hver Morgen paa Temsens
Bred, ei Ravnen skal sulte;
Seierbegjerlig hurtig
Danekongen angriber
Byens Mænd, paa bretske
Brynier klirrer Sværdet.
Og fremdeles dette:
Mangen Kriger paa denne
Dag en gammel og ringe
Skjorte sig ifører,
Langt fra Fødelandet;
Lad os end med Blod af
Engelskmænd beværte
Ravnen, Skjalden snart en
Skjorte af Jern iføres.
Kong Knud holdt der mange Træfninger, og fik ikke Borgen indtaget.

[anganatyr]

Om Erik Jarl
15. Erik Jarl rykkede med en Deel af Hæeen op i Landet, fulgt af Thingmændene, imod den
Engelske Hær, som stod under Anførsel af en stor Høvding, ved Navn Ulfkel Snilling. Det kom
der til et Slag, i hvilket Erik Jarl seirede, og Ulfkel flyede. Saa siger Thord Kolbeinsøn i
Eriksdrapa:
Skibene lod den gjæve
Fyrste vestenfor London
Sammenbinde, Kongen
Stred for Landet at vinde;
Frygtelige Hug af
Thingmændene, der hvor
Blanke Sværde bæved,
Fik den tapre Ulfkel.
Et andet Slag holdt Erik Jarl mod Engelskmændene paa Ringmarehede. Saa siger herom
Thord Kolbeinsøn:
Krigerne Saar over Been og
Arme tilføied den raske
Høvding, som ofte Ravne
Svullent Kjød gav at æde;
Englændernes Hær lod
Tidt den modige Erik
Mindskes, rød da farved
Ringmarehede Blodet.
Ogsaa der seirede Erik Jarl. Endnu beretter Thord Kolbeinsøn i Eriks Drapa mere om hans
Krigstog:
Tapre Mænd, som længe
Englænderne fjendske
Vare, ginge til Kamp
I Land af deres Skibe;
Bønderne, som vilde
Gaardene værge, mod dem
Droge, Kampgny vakte
Hjelmbedækkede Svende.

Kongernes Forlig
16. Kong Knud beleirede, som sagt, Lunduneborg, men Kong Edmund og hans Brødre
forsvarede Borgen. Der droge da Sendebud imellem dem; Kong Knud var gift med Dronning
Emma, Brødrenes Moder; og det kom nu saa vidt, at de satte hinanden Gidsler og sluttede
Stilstand for at tale sammen og forsøge et fastere Forlig. Paa dette Møde blev der nu sluttet
Forlig imellem dem, paa det Vilkaar at Landet skulde skiftes lige imellem dem, saa at enhver
af dem skulde have Halvdelen af Riget, saa længe han levede, men hvis nogen af dem døde
uden Børn, da skulde den Efterlevende frit træde i Besiddelse af hele Riget. Dette Forlig blev
befæstet med Eder. Der var da en mægtig Mand, ved Navn Heidrek Strjona, som lod sig
bestikke af Kong Knud til at svige Kong Edmund, og dræbe ham ved et morderisk Overfald, og
saaledes endte han sit Liv. Heidrek var endogsaa Kong Edmunds Fosterfader, og han troede
ham som sig selv. Siden fordrev Kong Knud alle Kong Adelraads Sønner fra England, efter at
have holdt mange Slag med dem, men efter at Kong Edmund var dræbt, kunde de ikke faae
nogen Styrke til at staae imod Kong Knud. Saa siger Sigvat Skjald i Knuds Drapa:
Snart slog Knud da
Adelraads Sønner,
Eller dem dog alle
Udjog af Landet.
Kong Adelraads Sønner begave sig da vester over til Valland til Normandiet, og opholdt sig
der længe hos deres Morbrødre Rodbert og Vilhelm, som det berettes i Hellig Olafs Saga.
Jarlen Erik Hakonsøn døde i England, just som han var beredt til at gjøre en Reise til Rom.
Hans Drøbel blev skaaren, og Blodet kunde da ikke standses, og deraf døde han.
Kong Knud og Dronning Emma havde tre Børn, to Sønner, af hvilke den ældste hed Harald,
den anden Hørde-Knud, og en Datter Gunhild, der siden blev gift med Keiser Henrik den
Milde, som af sine Slægtninge var den tredie af dette Navn. Kong Knud havde en tredie Søn,
ved Navn Svend; hans Moder var Alfifa hin Mægtige, Alfrun Jarls Datter.

Kong Svend kommer til Norge
17. I den tid, da Kong Knud herskede over England og Danmark, herskede Olaf Haraldsøn
over Norge. Men da Kong Olaf kom til Regjeringen der, flygtede Jarlerne Svend Hakonsøn og
Hakon Eriksøn, Kong Knuds Søstersøn, bort fra Landet for ham. Denne drog over til England
til sin Frænde Kong Knud, som tog vel imod ham. Derpaa blev der Ufred imellem Kong Olaf og
Kong Knud. Kong Knud og Hakon Jarl kom til Norge med en meget betydelig Hær; det var i
Sidstningen af Kong Olafs Dage, og de lagde hele Landet under sig. Kong Knud satte da sin
Frænde Hakon Jarl til Regjeringen i Norge, og han drog derfra til Danmark; men Kong Olaf
flyede da fra Landet, og drog østerpaa over til Garderige. To Aar derefter kom han tilbage til
Norge, og holdt da det store Slag paa Stiklestad med sine Lehnsmænd, som da vare blevne
ham utroe, og strede imod ham. Der faldt, som almindelig bekjendt, Kong Olaf, og han blev
Helgen, og ligger i et Skrin i Nidaros. Jarlen Hakon Eriksøn forliste i Englandshav, eet Aar
førend Kong Olaf den Hellige faldt. Dernæst kom Svend, Kong Knuds og Alfifas Søn, til Norge,
og blev da, efter sin Faders, Kong Knuds Foranstaltning, tagen til Konge over hele Landet.
Kong Knud satte sin søn Hørde-Knud over Danmark, saa at han skulde være Konge der.
Kong Knud herskede ogsaa over en stor Deel af Skotland, og derover satte han sin Søn
Harald til Konge; men dog var Kong Knud Overkonge over dem alle; han blev kaldt Knud den
Mægtige eller Knud Gamle; han var af alle Konger, som have talt den danske Tunge, den
mægtigste, og den som herskede over det største Rige. Kong Knud begav sig paa en Reise
bort fra Landet, og drog syd til Rom. Paa denne Reise udgav han saa mange Penge, at ingen
vidste Marketallet, ja neppe engang Pundetallet; han havde mange Penge med sig fra sit
Rige, og benyttede sig desuden frit af Keiserens Eiendom, saa meget som han vilde. Medens
Kong Knud var paa Veien til Rom, behøvede ingen, som naaede at komme til ham, at bede
om Mad, thi han gav alle Penge nok til Fortæring. Kong Knud gik fra Flæmingeland til
Romeborg. Saa siger Sigvat Skjald:
Faa blandt Fyrster
Have faret saa
Ud til Syden
Som den ypperste Konning.
Kong Knud oprettede et Herbergeersted, hvor alle derhen Reisende, som talte den danske
Tunge, kunde opholde sig om Natten, og nyde Beværtning. Vidt omkring skjenkede han ogsaa
betydelige Rigdomme til Klostere og andre store Stiftelser.

Knuds Død
18. Da Kong Knud kom tilbage til England til sit Rige, faldt han i en Sygdom, som først var af
den Art, som kaldes Guulsot; han laae længe om Sommeren, og døde om Høsten den
trettende November i Borgen Morster, som er en stor Hovedstad, og der er han jordet. Han
havde da naaet sin Alders syv og tredivte Aar, og havde varet Konge over Danmark i syv og
tyve Aar, og hersket over England i fire og tyve, og over Norge i syv Aar. Alle ere enige i, at
Kong Knud har af alle Konger i de nordiske Lande været den mægtigste og den som har haft
det videst udstrakte Herredømme.

Om Kong Knud
19. Kong Knud har været den gavmildeste Konge i de nordiske Lande; thi det er med Sandhed
sagt, at han ikke mindre overgik andre Konger i det, at han hvert Aar uddeelte store
Foræringer til sine Venner, end i det, at han tog langt større Skatter og Skyld hvert Aar af tre
Hovedlande, end enhver anden, som kun havde eet Kongerige under sit Herredømme,
hvorhos dog ogsaa er at mærke, at England af alle nordiske Lande er rigest paa myntede
Penge. Det er til Exempel et Vidnesbyrd om hans Gavmildhed: Der var en Islænder, ved Navn
Thoraren Lovtunge, som var en stor Skjald, og havde i lang Tid tjent Konger og Stormænd.
Han var den Gang gammel, da han drog til Kong Knud, og havde forfattet et Kvad om ham.
Han gik for Kongen, hilste ham, og spurgte om han vilde høre det Kvad, som han havde digtet
om ham. Det var just som Kongen sad ved Bordet, og Maden allerede var borttagen, Nogle
Mænd stode for Bordet, som androge deres Sag, og Kongen hørte dem først; men da de
havde udtalt, sagde Thoraren, som var dristig i at tale til Kongen, eftersom han ofte havde talt
til Høvdinger: ”Herre!” sagde han, ”end vil jeg bede, at I vil høre mit Kvad, og det vil ikke
opholde eder længe, thi det bestaaer kun, af faa Vers.” Knud svarede, og saae temmelig vredt
til ham: ”Det har ingen før du vovet, at digte Smaakvad om mig, og det skal du nu vide for vist,
at du skal komme her i Morgen ved Davretid, og da fremsige for mig en Drapa paa tredive
Vers eller længere, som du i den Tid skal have gjort om mig, eller i andet Fald skal du døe!”
Da gik Thoraren bort, og begyndte at digte en Drapa om Kong Knud, og denne Drapa er
bleven benævnt Hovedløsning; til samme benyttede han alt, hvad han kunde, af det korte
Kvad. Den følgende Dag fremsagde han nu Kvadet ved Kongens Bord, og det gik ham
særdeles vel dermed. Kongen lønnede ham for Kvadet, og gav ham halvtredsindstyve blanke
Mark. Siden digtede Thoraren en anden Drapa om Kong Knud, som blev kaldt Tugdrapa; deri
siges saa:
Vist jeg haver
Helten Gjengjeld
Ydet for de
Femti Mark,
Som den kjække Kriger
For Kvadet gav mig,
Da Ædlingen
Jeg besøgte
Kong Knud gav Berse Skjald-Torsesøn to Guldringe, som begge tilsammen veiede en Mark,
og desuden et guldbeslaaet Sværd. Saa siger Sigvat Skjald:
Vore Hænder, Berse!
Begge prægtig smykked
Knud, den kjække Drot, da
Kongen vi besøgte,
Dig et hvæsset Sværd, en
Mark af Guld og mere
Mig en halv den vise
Gav, selv Gud alt raader.
Da Kong Knud døde i England, endtes de danske Kongers store Vælde, som Slægten i lang
Tid havde besiddet, i det enhver efterfølgende stedse havde været mægtigere end hans
Fader.

[anganatyr]

Om Knud og Svend
20. Knud var meget stor af Væxt og stærk af Kræfter, en særdeles smuk Mand, naar undtages
at hans Næse var tynd, høi og noget krum; han var lysladen, havde et fagert og langt Haar, og
fortrinlige Øine, som baade vare klare og skarpe; han var en gavmild Mand, en stor Kriger og
vaabendjærv, seiersæl, og en Lykkes Mand i alt, hvad der hørte til Magt og Vælde. Meget viis
var han ikke, ligesaa lidt som Kong Svend, hvem han i alt slægtede paa, eller som forhen
Harald og Gorm, som ikke heller vare synderlig vise.

Om Hørde-Knud
21. Gamle Knuds Søn Hørde-Knud tog hele Riget i Danmark efter sin Fader, men Gamle
Knuds anden Søn Harald antog Regjeringen over England efter sin Fader. Da kom Adelraads
Søn Edvard den Gode, Haralds og Hørde-Knuds Halvbroder, til England, hvor han, som
tilbørligt var, nød god Modtagelse. To Aar efter Gamle Knuds Død døde Kong Knuds Datter,
Dronning Gunhild i Saxland, som havde været gift med Keiser Henrik; og tre Aar derefter døde
Englændernes Konge Harald Knudsøn, og han blev jordet ved Siden af sin Fader i Morster.
Da antog hans Broder Hørde-Knud Regjeringen over begge Rigerne England og Danmark,
men Olaf den Helliges Søn Magnus, Hørde-Knuds edsvorne Forbundne, herskede da over
Norge, saa som det berettes i Norges Konge-Sagaer; og to Aar efter Harald Knudsøns Død
døde Hørde-Knud, og blev jordet i Morster ved Siden af sin Fader Gamle Knud. Med Hørde-
Knud uddøde aldeles de danske Kongers gamle Slægt. Da blev Edvard Adelraadsøn tagen til
Konge over England; han var længe Konge der, og fra den Tid vare de danske Konger aldrig i
Besiddelse af England. Da antog Hellig Olafs Søn Magnus Regjeringen i Danmark, og var da
Konge derover, ligesom det berettes i Norges Konge-Sagaer. Han herskede ene over
Danmark, indtil Svend, som med et andet Navn skal have hedt Magnus, satte sig op imod
ham; han var en Søn af Jarlen Ulf, Thorkel Sprakalægs Søn. Svends Moder var Astrid, en
Datter af Kong Svend Tveskæg; hun var Søster til Kong Knud Gamle, men Astrids Moder var
Skøglar-Tostes Datter Sigrid Storraade, som ogsaa var Moder til Olaf Svenske.

Om de Danskes Konge
22. Svend Ulfsøn modtog af Kong Magnus Olafsøn Jarldømme og derhos Herredømmet og
Regjeringen over Danmark, den Gang de mødtes i Gøtelven, og Svend stadfæstede deres
Forlig med Ed. Magnus drog da til Norge, men Svend til Danmark. Samme Høst toge de
Danske Svend Ulfsøn til Konge, og han underlagde sig da hele Landet, og blev Konge
derover. Da Kong Magnus spurgte dette, drog han Vaaren derefter med en stor Hær til
Danmark. Samme Sommer slogs Kong Magnus i Vindland ved Jomsborg, og seirede der; han
brændte Borgen og ødelagde Landet vidt omkring. Et andet Slag holdt Kong Magnus om
Høsten Dagen før Mikkelsmesse i Jylland tæt nordenfor Hedeby paa Lyrskovshede ved
Skotborgeraa. Da slogs han med Venderne. Der seirede Kong Magnus ved sin Fader Kong
Olafs Hellighed og Jærtegn, og dræbte en overordentlig Mængde Hedninger. Nogle berette, at
Svend Ulfsøn har været tilstede i dette Slag paa Kong Magnus's Side, og at deres Forlig har til
den Tid endnu været holdt vedlige. Saa siger Thorleik Fagre i det korte Kvad, som han digtede
om Svend Ulfsøn:
Mandefald blandt Fjender
Voldte Guldets Deler,
Nord for Hedeby fik
Ravnen nok at æde.
Faa af Vender ved Flugten
Undkom, døde laae paa
Heden mange, og Ørne
Over dem Gabet spærred.
Samme Efteraar i Vinterens Begyndelse holdt Kong Magnus og Kong Svend Ulfsøn et Slag
ved Ærø, i hvilket Kong Magnus seirede, men Svend flyede til Jylland. Et andet Slag holdt de
kort før Juul ved Kysten af Jylland søndenfor Aarhuus; det var et haardt Slag, og et stort
Mandefald skete i samme. Der flyede Kong Svend med Tab af syv Skibe, som det fortælles i
Kong Magnus den Godes Saga. Svend flyede først til Sjælland med den Deel af Hæren, som
var undkommen, og vilde følge ham, men Kong Magnus seilede strax efter ham, og naaede
Svend paa det Sted, som hedder Hafn, hvor han laae med faa Skibe Der skete kun kort
Modstand, Svend flyede op i Landet, og der faldt igjen meget af hans Folk. Svend flyede
derpaa til Fyen, men Kong Magnus forfulgte ham, og der bleve igjen tilføiede Svends Mænd
mange Nederlag. Det var ikke store Slag, men dog siger Arnor Jarleskjald i Magnus's Drapa:
Træfninger holdt du, frækne Fyrste!
Fire een og samme Vinter,
Hæder du ved Heltedyder,
Herligt Navn fra Kampen bragte.
Kong Svend gik til Søes igjen, styrede østenfor Skaane, og gik der op i Land, drog dernæst
østerpaa til Sverrig til sin Frænde Kong Ønund Olafsøn, hos hvem han opholdt sig til Vaaren.
Kong Magnus drog om Vaaren til Norge, og opholdt sig der længe om Sommeren, men da
Svend spurgte det, drog han strax tilbage til Danmark, og underlagde sig Landet. Da Kong
Magnus spurgte det til Norge, drog han om Høsten til Danmark med sin Hær, og traf Kong
Svend ved Helgenæs, hvor det kom til et meget stort Slag, hvis Udfald dog omsider blev, at
Svend flyede op i Land med Tab af alle sine Skibe. Saa siger Arnor i Magnus's Drapa:
Kjæk ved Helgenæs et Slag du
Holdt, som mindes vil, mens Jorden
Er beboet, Ørnen sine
Blodbesprængte Fjædre rysted;
Alle deres Skibe vandt du
Vidtberømte Konning! Gods og
Endnu større Seier siden,
Saae sit Rige tabt da Jarlen.
Svend flyede da atter til Sverrig, og opholdt sig der den anden Vinter, men Kong Magnus drog
da til Norge. Svends Svoger Harald Sigurdsøn kom denne Vaar til Sverrig østenfra Garderige.
Harald var da gift med Ellisif, en Datter af Kong Jarisleif i Holmgaard; hendes Moder var
Ingigerd, en Datter af Olaf Svenske, som var Svend Ulfsøns Morbroder. Svend og Harald
indgik Forbund, trak en Hær sammen, og droge derpaa til Danmark, hvor de fore frem med
Hærskjold, og underlagde sig hele Landet. Da Kong Magnus spurgte dette, drog han fra Norge
med en Hær imod dem. Da drog Hellig Olafs og Harald Sigurdsøns Morbroder Hallkel fra
Magnus's Hær til Harald Sigurdsøn, og fik Forlig bragt i Stand imellem Harald og Kong
Magnus. Harald drog da til Norge, og modtog der Halvdelen af' Riget af sin Frænde Kong
Magnus. Svend flyede da igjen til Sverrig, men drog atter tilbage til Danmark, saa snart
Kongerne vare dragne nordpaa. Han var da i Danmark om Vinteren, men den følgende
Sommer drog Kong Magnus og Harald til Danmark. Svend var den Gang i Skaane. Denne
Høst døde Kong Magnus af Sygdom i Jylland, og hele Nordmændenes Hær fulgte hans Lig
nord op til Norge. Svend blev da uhindret Konge i Danmark, og herskede længe derefter over
dette Rige. Men Harald blev Konge i Norge, og der var længe Ufred imellem dem, og Kong
Harald hærjede hver Sommer i Danmark, om hvilket der findes vidtløftige Beretninger i Kong
Haralds Saga. Da Harald havde hersket i sexten Aar over Norge, holdt han og Kong Svend et
stort Slag paa Kysten af Halland i Jøfnfjord udfor Nise; der seirede Kong Harald, og Kong
Svend flyede. Tre Aar derefter gjorde Harald og Svend Forlig imellem sig og Fred imellem
Landene. Aaret derefter igjen faldt Kong Harald i England. Kong Svend havde ogsaa Ufred
med den svenske Kong Steinkel, som drog med sin Hær imod Kong Svend, men dog ikke
bemægtigede sig noget af hans Land. Saa siger Thorleik Fagre:
De, som søgte at møde
Svend, tidt Farer udholdt,
Lidt kun vandt de trende
Konger, døied dog Møie;
Hele Jyders Land og
Danmark ubeskaaret
Dog beholdt den Frækne
Folkets hulde Konning.

Om Kong Svends Børn
23. Kong Svend Ulfsøn var gift med Gunhild, en Datter af Jarlen Svend Hakonsøn; deres søn
hed Svend. Kong Svend havde desuden mange Børn udenom; han havde fjorten Sønner, som
kom til moden Alder; den ældste hed Knud; han døde, medens Faderen endnu levede, paa en
Reise til Rom; den anden Harald, den tredie Knud den Hellige, den fjerde Olaf, den femte
Svend, den sjette Erik den Gode, den syvende Thorgils, den ottende Sigurd, den niende
Benedikt, den tiende Bjørn, den ellevte Guttorm, den tolvte Eymund, den trettende Nikolaus,
den fjortende Ulf, som blev kaldt Ubbe. Kong Svend havde tvende Døttre: Ingerid, som siden
blev gift med den norske Konge Olaf Haraldsen Kyrre, og Ragnhild, som var gift med en søn
af Askel Erlingsøn, ved Navn Svend, deres Søn var Knud paa Sole. Svend Ulfsøn var en
berømt og vennesæl Konge, saa at ikke nogen af de danske Konger har været mere
almindelig afholdt af Landsfolket; han var længe Konge over Danmark. Kong Svends søn
Thorgils drog øster paa til Garderige, hvor han havde en anseelig mødrene Slægt. Der blev
han opfødt, og tagen til Konge, og kom ikke siden til Danmark. Kong Svends søn Sigurd faldt i
Vindland.

Om Kong Svend
24. Da Kong Svend havde hersket over Danmark i ni og tyve Aar efter Kong Magnus den
Godes Død, var han øster ovre i Jylland; han lod da lyse til Thinge, og der kom en stor
Forsamling; og da Thinget var sat, talte Kong Svend saaledes: ”Gud lønne og takke eder
Danske for den Kjærlighed og Hørighed, som I saa længe have viist mig; jeg venter at jeg end
kan gjøre Regning paa samme i en Sag, som jeg holder for at være af megen Vigtighed. Jeg
har holdt de gamle Love mod eder Danske; men nu er der een Ting, hvori I ville holde for, at
jeg gaaer udenfor Lovene, og det er ogsaa virkelig Tilfældet. Det er nemlig min Bøn til eder, at
I ville tillade mig at udnævne min Eftermand i Regjeringen. Grunden til at jeg beder derom, er,
at jeg har mange og vel begavede Sønner, og jeg vil heller skifte Riget og Kongedømmet
imellem dem, end at de skulle siden holde Ufred indbyrdes, og der for den Sags Skyld skal
blive Krig og Urolighed i Landet.” Kongen talte ikke meget, men da han havde udtalt, gav
Folket sit lydelige Bifald tilkjende, og formedelst den Vennesælhed og Yndest, hvori han stod
hos hele Folket, tilstode alle ham hans Bøn, og det blev da ved Lov vedtaget og ved
Vaabentag (5) stadfæstet, at Kong Svend skulde kaare den af sine Sønner, som han selv
vilde, til Konge efter sig i Danmark. Derpaa tog Kong Svend igjen til Orde, og sagde saa:
”Harald er, som I vide, den ældste af mine sønner i Antal af Aar, men Knud er den raskeste af
Sind og den fuldkomneste i Legemsfærdigheder af alle mine Sønner; han er nu ogsaa prøvet i
en Hærs Anførsel, han tykkes mig dueligst til Konge af mine Sønner, og ham vil jeg kaare til
Konge efter mig.” Dermed var Thinget sluttet.

Svends Død
25. Derpaa drog Svend tilbage i Landsbyen, hvor han forud havde været paa Gjæsteri; den
hedder Suddatorp. Og da Kongen kom til sit Herberge, lod Han sin Seng rede, og lagde sig
syg til Sengs, og denne Sygdom blev hans Død. Hans Lig blev ført til Ringsted, hvor han blev
jordet. Kalf Maanesøn siger saaledes i et Kvad, som han gjorde om Knud den Hellige, Kong
Svends Søn, at Kong Svends Lig blev i tretten Dage ført søndenfra Jylland nordpaa til
Ringsted med megen Pragt og anseeligt Ligfølge. Kong Svend døde den ni og tyvende April,
da han havde været Konge i Danmark i ni og tyve Aar, siden Kong Magnus døde, og to Aar
forud i Ufred med Kong Magnus. Kong Svend døde ti Aar efter Haraldernes Fald i England. Da
vare fyrretyve Aar forløbne fra Gamle Knuds Afgang. Kong Svend var en meget smuk Mand,
han overgik ogsaa de fleste i Størrelse og Styrke; han var venlig og nedladende, meget
gavmild, veltalende, myndig og retfærdig, taalmodig, meget tapper og vaabendjærv, skjønt
han, som her forhen er omtalt, ikke var seiersæl i de Slag, han holdt. Stein Herdisesøn
beretter saaledes i Nisser-Viserne, som han digtede om Kong Harald Sigurdsøn:
Saa vi bør den kjække
Krigers Færd berømme,
At vi ikke den anden
Gulduddeler forringer;
Aldrig hilstes to mere
Modige helte i Striden,
Usandt er det, hvis nogen
Andet om kongen siger.
Og fremdeles kvad han:
Sandt vi bør om den bolde
Høvdingers frænde tale,
Flugt ei Daners djærve
Drot da havde taget,
Hvis de Folk, som Hærskjold
Førte, havde ham hjulpet,
Syd for Havet sunge
Sværde mod hinanden.

Harald kaares til konge
26. Efter kong Svends død blev der strax stor Uenighed mellem hans Sønner, og hver af dem
trak sine Venner til sig, og søgte deres Bistand. Asbjørn, som var Jarl over de danske Øer,
havde giftet sin datter til Kong Svends Søn Harald, og var derfor særdeles ivrig for at faae
Harald til Konge, og han fik mange andre høvdinger paa sin side. De gjorde Folket
opmærksomt paa den gamle bestemmelse i Lovene, at den ældste Kongesøn skulde være
Konge, og bekymrede sig ikke om, hvad Kong Svend havde talt derom, eller hvad de havde
lovet ham. Kong Svends Søn Knud havde forud været paa Krigstoge i Østervegen, og havde
meget Mandskab og en fortrinlig Flaade. Kalf Maanesøn beretter i sit Kvad , at Knud skal have
overvundet ti Konger, da han var paa Krigstoge i Østervegen. Begge Brødrene Knud og
Harald begave sig nu til Jylland, thi der skulde Kongen udvælges paa Viborg-Thing; der var en
stor Forsamling. Men da Thinget var sat, og de Høvdinger, som kunde ventes, vare komne,
talte den ene efter den anden, og det blev da klart, hvo der holdt med enhver af
Kongesønnerne. Saaledes gik det hele den Dag ligetil Nat; og man var da ikke nærmere
Udslaget end da man begyndte. Men den følgende Dag, da Folk vare komne paa Thinget, og
nogle Mænd havde talt, da opstod en Mand i Bondehæren og tog til Orde, og talte saa: ”Vi
Jyder have længe haft Magt til at kaare Konge over Danmark, vi Danske have bestandig været
saa heldige, at have haft gode Konger, og denne Konge, som vi nu sidst havde, besad alle de
Egenskaber som pryder en Konge, det er nemlig Kraft og Myndighed til at værne om Landet,
thi vort Land er meget udsat for Vikingers Overfald; vi behøve derfor en Konge, som forud er
prøvet i Striden og i Hærens Anførsel, og i at styre Landet og holde over Lovene; han skal
ogsaa have baade Forstand og Erfarenhed til at være Høvding; en Konge bør være veltalende
og sagtmodig, men dog haard til at straffe efter Fortjeneste, gavmild paa Penge, thi han
modtager af mange, og skal derfor ogsaa bortgive meget; det er ogsaa til Pryd for ham, at han
er smuk og fager og anseelig i sin udmærkede Dragt; lad os derfor tage den til Konge, som
ene besidder alle disse Egenskaber, som nu ere opregnede, thi en god Konge er os bedre og
nyttigere end alle vore gamle Love. Knud ene besidder disse Egenskaber, som nu ere
opregnede, ham ville vi tage til Konge; Kong Svend gav ogsaa sit folk saa gode raad, at det vil
være alle bedst tjenligt, at rette sig efter Hans bestemmelse i saadanne Ting, som ere os saa
høiligen magtpaaliggende” Da han havde udtalt, gav man lydelig sit Bifald tilkjende, og alle
syntes at han havde talt vel. Asbjørn Jarl havde paa Thinget en god Ven, en mægtig Mand,
ved Navn Eyvind Bifra, som dernæst stod op, og, saasnart det igjen blev roligt, tog han til Orde
og talte: ”En meget vanskelig Sag have vi her at forhandle, men dog byder Nødvendigheden
os, at tage nogen til Konge over os; alle kunne tydelig see, at Knud besidder de fleste
Egenskaber til at være Konge over Danmark, skjønt vore gamle Love byde anderledes, og ei
ville vi tale imod ham; men hvis vi skulle overtræde Lovene, da er det dog tilbørligt, at alle
Landets Befalingsmænd og Høvdinger give deres Samtykke dertil, og blive alle fuldkommen
enige. Kongens Broder Bjørn, som er den ypperste og mægtigste af Rigets Mænd, er ikke
tilstede her paa Thinget, men dette er ikke en Sag af liden Vanskelighed; det synes os derfor
raadeligst, at lade alle de bedste og noget formaaende Mænd være her tilstede; lad os mødes
her i Morgen, og tage os en Konge efter Lovene, skjønt det nu er rimeligst, at det maa blive
Knud.” Dermed blev Thinget opløst, og Knud drog til sine Skibe. I denne Nat havde
Høvdingerne Møde og Raad; der vare Harald Svendsøn, og hans Svigerfader Asbjørn Jarl,
Kongens Broder Bjørn, Eyvind Bifra og mange andre deres Venner, som vilde tage Harald til
Konge. Da talte Eyvind Bifra og tog saaledes til Orde: ”Vi holdt i Dag Thing med Knud, og det
gik der, som jeg sagde eder forud, at Knud foredrog sin Sag med Iver, men han havde Loven
imod sig, og desuagtet fik han dog sin Sag saa vidt, at alle syntes godt om det. Dertil hjalp
hans Veltalenhed, og den liflige Tale, som han havde lagt i Munden paa den Mand, som talte i
vor Flok saaledes, at hele Almuen foer eenstemmig frem, og vilde have Knud til Konge. For
den Sags Skyld hævede jeg Thinget; og intet andet hjælper os, om vi ligefuldt ville drive paa,
at Harald skal blive Konge, end at fuldgjøre det, saa at Knud ikke er nærværende. Vi ville nu
faae nogle snue og snilde Mænd til at holde Thing med Knud, men andre skulle imidlertid,
holde et lønthing, og paa samme udraabe Harald til Konge. Dette Raad fandt alles bifald, og
man gjorde saa, Eyvind Bifra blev med en stor deel Bønder sendt hen, at holde Thing med,
Knud. Da nu Thinget var sat kom Knud der. Han stod op, holdt en smuk og udførlig tale, og
bad bønderne give sig Kongenavn, ligesom det forud var aftalt. Da svarede Eyvind Bifra, og
bad Bønderne vente, indtil Jarlen eller andre Høvdinger, som kunde ventes did, kom til
Thinget: ”Det tykkes os hæderligst,” sagde han, ”at der ere saa mange af, de mægtigste
Mænd tilstede som mueligt, men vi vente, at ingen vil tale herimod.” Dernæst gav han Talen
den Vending, at han opregnede Knuds Dyder, talte udførlig og smukt om, at han af alle Kong
Svends Sønner var bedst skikket til Konge, hvorom han fandt mange sande Ord at sige. Han
trak saaledes Tiden ud, og førend han havde sluttet Talen, kom der Folk til Thinget, som
bragte den Tidende, at Harald Svendsøn var udraabt til Konge over hele Danmarks Rige. Da
Knud hørte dette, stod Han strax op, og gik bort og til sine Skibe. Men da han kom om Bord,
undredes alle, som saae ham, over hvorledes han saae ud, og nogle troede, at han var bleven
syg, thi hans Ansigt var saa rødt som Blod. Han satte sig ned paa Høisædes-Kisten, og talte
ikke et Ord, heller ikke torde nogen tiltale ham, og saaledes gik det en lang Tid om Dagen.
Eyvind Bifra drog strax til Harald og til Asbjørn Jarl og de andre Høvdinger, som havde været
enige i denne Beslutning. Han fortalte dem herom, og sagde derhos, at han holdt det for
sikkert, at man kunde vente sig Ufred i Landet. De sagde, at det nu kom til at forblive ved,
hvad skeet var, og at de maatte holde den Konge i Besiddelse af Landet, som de da havde
udvalgt over sig. Eyvind sagde: ”Da vil jeg raade til at byde Knud Forlig, thi han vil blive eder
en haard Modstander, om han begynder Ufred.” ”Men,” svarede Jarlen, ”vi kjende Knuds
Stolthed, at ikke vil han lade sig formilde ved Tilbud om Forlig.” Hertil svarede Eyvind: ”Knud
er streng og stormodig, men ikke mindre forstandig og gudfrygtig, han vil indsee al den Skyld,
han paadrager sig ved at stride imod sin Broder, og man kommer til at opofre alt, paa
Kongeværdigheden allene nær, hvis det skal hjælpe.” ”Hvad vil du, at vi skulle byde ham?”
spurgte da Jarlen. ”I skulle byde ham Jarls Værdighed og derhos Sjælland, og tillige Ed af alle
danske Høvdinger, at Knud skal være Konge, hvis han lever længere end hans Broder Harald,
hvilke andre af Kong Svends Sønner der da end ere i Live. ”Men,” sagde Jarlen, ”Knud vil vist
under ingen Betingelse opgive at blive Konge.” ”Det kan man ikke vide” svarede Eyvind,
„førend man forsøger det, jeg tilbyder mig, end at drage til Knud i dette Ærende, om I ønske
det.” Dette tilstode de alle. Eyvind drog da til Knud, og traf ham om Bord. Han gik for ham, og
fremførte Ærendet. Knud svarede ikke strax, men tog dog omsider til Orde, og sagde
saaledes: ”Jeg vil vælge det, som vil synes eder mindre mandigt, at jeg vil modtage det
Vilkaar, at opgive Kongenavnet, hellere end at slaaes med min Broder Harald om riget, og lad
saa Gud skifte os imellem!” Derpaa modtog Eyvind dette Forlig af Knud, og kyste paa hans
Haand, og fik hans Minde til at bringe Harald denne Afgjørelse. Forliget blev da indgaaet, og
befæstet med Eder.

[anganatyr]

Kong Haralds død
27. Kong Harald Svendsøn antog da, som nu er berettet, Regjeringen over Danmark efter sin
Fader. Knud Svendsøn var da Jarl over Sjælland, og deres Forlig og gode Forstaaelse
vedligeholdtes, saa længe de levede. Men Kong Svends andre Sønner, som ikke havde noget
Rige at raade over, vare ikke fornøiede med deres Lod, og der var stor Uro i Landet, som
følgende Vers bevidner:
Vil en Vise vi digte,
Voxer i Danmark Ufred,
Ikke Svends sønner enes
Efter Faderens Afgang;
Harald skal med megen
Møie Riget forsvare
Imod elleve Brødre,
Vel maa han da kæmpe.
Kong Harald var en stille og tilbageholden Mand, sagtfærdig og uanseelig; han var taus og
talte ikke offentlig, hvorfor andre for det meste maatte føre Ordet for ham paa Thingene; han
var ikke meget skikket til at afgjøre noget af Vigtighed; han var ikke nogen Kriger, men fredelig
og sagtmodig imod Folket og viste kun liden Myndighed, saa at enhver gjorde i Landet næsten
hvad han vilde. De Danske kaldte ham derfor Harald Hein (6). Da han havde været Konge i
fire Aar, døde han af Sygdom.

Knud bliver Konge
28. Efter Kong Haralds Død holdt de Danske Viborg-Thing. Paa dette Thing skulde de Danske
altid udvælge sig deres Konge efter alle Indbyggernes fælles Beslutning over hele Danmarks
Rige. Da blev Knud udvalgt til Konge. Han blev snart en myndig og bydende Høvding, og
sagde paa et Thing, som han holdt: ”I Danske lønnede min Broder Harald for den
Eftergivenhed og Mildhed, som han viste imod eder, med at I kaldte ham Harald Hein, og gav
ham det Navn, for at spotte ham; men nu skal jeg lønne eder for det, at I saa ilde gjengjeldte
ham hans Godhed, thi jeg skal nu være eder en Kampesteen, som er haard tilfulde.” Kong
Knud red igjennem Landet, og da han kom til Halland, holdt han der Thing, og talte selv paa
Thinget; han bad da Bønderne tilstaae ham Rideheste til Reisen igjennem Landet, thi han var
kommen did til Søes. En Bonde, som var den mest veltalende der, stod op og talte; han
sagde, at Bønderne ikke vilde taale strængere Paalæg af Kongen, end de gamle Love bøde;
og da han sluttede sin Tale, gave Bønderne lydelig deres Bifald tilkjende, og sagde at de ikke i
nogen Henseende vilde lade sig plage mere, end de gamle Love bøde. Men da dette Knur
standsede, sagde Kongen: ”I have gjort vel, Bønder! at I sige, at jeg skal faae af eder, hvad
Lovene byde, men ikke videre; jeg veed ogsaa, at I ville tilstaae mig det, som Lovene byde;
jeg vil derfor lyse min Eiendom i Fred for eder;” og dette tilstode de ham alle. Da sagde
Kongen: ”Da vil jeg forbyde eder Hallandsfarer at benytte de store Skove, som jeg eier, og
som ligge her nær ved eder, og at lade baade eders Svin og eders andre Smaakreaturer
græsse der.” Bønderne studsede ved dette, og havde intet Svar derpaa, og saae at det
nyttede dem ikke at ville sætte deres Fordring igjennem, thi Kongens Skove strække sig
igjennem hele Halland, men de havde en stor Mængde Svin, som gik i Bøgeskovene og i
Egeskovene. Bønderne toge da den Beslutning at tilstaae Kongen alt, hvad han forlangte. De
sluttede da en fast aftale derom imellem sig, thi Bønderne kunde ikke være tjente med det
andet Vilkaar. I det samme blev den Bonde dræbt, som havde talt mest imod Kongen. Kongen
drog dernæst til Skaane, og holdt der et stort Thing med Bønderne. Bønderne syntes, at han
var altfor paastaaende i sine Fordringer, og raadte derfor alle eenstemmigt imod, og nægtede
det, som Kongen forlangte. Men da det igen blev roligt, tog Kongen til Orde: ”I Skaaninger ere
forstandige Mænd; jeg slutter mig af eders Fremgangsmaade til, at I have spurgt, hvorledes
det er gaaet af imellem mig og Hallandsfarerne; I have da udfundet et klogere Raad end de, at
nægte det, som jeg vil kræve af Eder, thi her kan jeg nu ikke saggive nogen enkelt for
Svarene; men jeg vil bede eder lige som før Hallandsfarerne, at I ville lade mig, uhindret af
eder, raade over min Eiendom;” og dette tilstode de alle. Da sagde Kongen: ”Det maae nu alle
Folk Her i Danmark vide, hvad der her er Kongens Eiendom eller Bøndernes Eiendom, at
Kongen eier her i Landet alle øde Steder; tilstaae I det?” Alle tilstode, at det var saa. Kongen
forklarede øde Steder om Søen og andre Ubygder. Derpaa sagde han: ”Da paastaaer jeg min
Eiendomsret over Øresund, og jeg vil da forbyde eder alt Fiskeri, som I forhen have haft der,
om I ikke ville gjøre noget for mine Ord, og understøtte mig med hvad jeg trænger til.” Men da
Kongen havde sagt dette, da indsaae alle, at dette ikke vilde være dem tjenligt, at Bønderne
skulde miste alt Sildefiskeriet i Øresund. Det blev da besluttet, at lade Kongen ene raade, og
de tilstode alle det, som han forlangte. Dermed endtes Thinget.

Om Kong Knud
29. Kong Knud var en særdeles Mægtig og stræng Mand, og straffede meget Usæder.
Medens Harald Hein var Konge over Danmark, bleve usæder kun lidet straffede, hvad enten
det var indenlandske Folk, som gjorde sig skyldige deri, eller Vikinger, som da hærjede
Danmark, baade Kurer og andre Østerlændinger; men da Knud var bleven Konge, forsvarede
han Landet med megen Djærvhed, og forjog alle Hedningerne fra Danmark, ligesom ogsaa fra
Søen, saa at ingen torde plyndre paa Danmarks Kyster formedelst Kong Knuds Strænghed og
tapre Forsvar. Han lod hver den dræbe, som blev overbeviist om Tyveri, ligesom ogsaa alle
Manddrabere og Røvere, hvad enten de vare Udlændinger eller Indenlandske. Den, som
lemlæstede nogen paa Haand eller Fod, eller tilføjede ham andre Mishandlinger, maatte bøde
derfor med den samme Straf paa sit eget Legeme. Saa stor en Frygt var der for hans
Strænghed og Revselser, at ingen torde stjæle i hans Rige. Saa bestemte Kong Knud,
angaaende den Mand, som gik fra sin Bopæl, uden at sætte Laas for den, eller som havde en
Hest, som ikke var fjædret, og den blev bortstjaalen, og hvad han ellers mistede, saa at det
blev stjaalet fra ham, da skulde han gaae til Kongen, og faae sin Eiendom der, Men Kongen
vilde lade den straffe, som havde stjaalet. Han lod den Rige og den Fattige undergaae lige
Dom, men dette blev ham meget ilde optaget af saadanne, som ifølge Kongens Dom mistede
deres anseete Frænder, skjønt de vare domfældte paa gyldige Grunde.

Knuds Giftermaal
30. Kong Knud satte sin Broder Erik til Jarl over Sjælland, og gav ham det Rige, som han selv
forud havde haft. Der var god Venskabs Forstaaelse imellem dem, saa længe de levede. Hans
Broder Benedikt var bestandig ved Hoffet hos ham, han var en Mand, stor af Væxt og
stærkere end enhver anden. Olaf Svendsøn var af lige Alder med Kong Knud; han var en lille
Mand og meget styg af Udseende, vel talende, og en stor Kriger. Kong Knud var gift med
Edla, en Datter af Hertug Baldevin af Flæmingeland (7), og havde med hende en Søn, som
hed Karl.

Om Kong Knud og en Præst
31. Det hændte sig en Gang, da Kong Knud drog paa Gjæsteri med sin Huustrop, at han kom
til et anseeligt Gilde, og paa Gildets første Aften saae Kongen der en Kone, saa smuk at han
syntes neppe nogensinde at have seet hendes Lige i Skjønhed. Hun var gift med en anseet
Præst. Kongen fattede Kjærlighed til hende; han kaldte derfor sin Huusfoged til sig, og sagde
at han skulde mage det saa, at denne Kone var i Sengen hos Kongen om Natten. Intet
Menneske torde tale imod Kongens Villie, og endnu mindre gjøre imod den; og det skete da,
som Kongen bød. Da Kongen om Aftenen kom til Sengen, var denne Kone der forud, og da
Kongen var afklædt, steg han op i Sengen, og da man havde opvartet ham som sædvanlig,
gik man bort; men Kongen lagde sig ned, og vendte sig med Blidhed til hende. Hun sagde til
ham: ”Gud beskjerme eder nu og stedse fremdeles; handl nu saa vel, som det anstaaer eders
Værdighed, tilføi mig ingen Beskæmmelse og paadrag eder selv ingen Skyld; saa vel og saa
skjønt som I sædeliggør eders Folk i dette land, saa sømmer det dog eder at vise den
skjønneste Sædelighed, thi I er den Øverste af alle her i Landet. Nu vil jeg bede for eder, naar
I kommer for den Konning, som er almægtig, at han vil høre eders Bøn, som I nu høre min.”
Kongen svarede: ”Tilstaae vil jeg dig din Bøn, da jeg indseer, at det er bedre, og du beder
dette med saa megen Inderlighed, og det anstaaer sig bedst at lade det være som du vil; men
skjønt det for Øieblikket koster Overvindelse, ikke at handle efter sin Villie, saa er dette dog for
intet at regne imod den store Trængsel, som vor Herre Jesus Chrisius har udstaaet for vor
Skyld” Derpaa stod Kongen op, og gik bort, og fik sig en anden Seng om Natten. Om
Morgenen lod Kongen Præsten, som var gift med denne Kone, kalde, og sagde til ham: ”Du
har en god Kone, Præst! behandl hende vel, thi jeg troer, at der vil findes faa saa brave og
raske Kvinder.” Kongen tog da af sin Haand en Fingerring, som baade var stor og god, og
sagde: ”Denne Guldring skal du modtage i Vennegave af mig, Præst! og derhos mit Venskab,
og hvis nogen tilføier dig Forurettelse, kom da til mig, og jeg skal skaffe dig Fyldestgjørelse
derfor.” Præsten takkede Kongen med mange skjønne Ord for Gaven og Tilsagnet om hans
Venskab. Kongen bad ham ikke at takke saa meget, ”thi jeg vilde,” sagde han, ”i Førstningen
træde i Uvenskab med dig, men nu beder jeg dig om Tilgivelse derfor.” Præsten sagde, at han
gjerne vilde tilgive ham det. Siden drog Kongen derfra til et andet Gilde.

Om Danmarks Inddeling
32. Danmark er et stort Rige, og ligger meget adspredt. Det største Landskab af Riget hedder
Jylland, det ligger mod Sønden langs med Havet; der er den sydligste bispestol i Danmark i
Hedeby, og i dette Bispedømme er halv fjerde hundrede Kirker, og et hundrede og tredive
Skibe for Kongen til Udbud. Den anden Bispestol er i Jylland i Ribe, dette Bispedømme have
tre hundrede og fire og tyve Kirker, og maa udrede hundrede og tyve Skibe for Kongen. Den
tredie Bispestol er i Jylland i Aarhus, i dette Bispedømme ere to hundrede og ti Kirker, og
halvfemsindstyve Skibe for Kongen. Den fjerde Bispestol er i Jylland i Viborg, i dette
Bispedømme ere to hundrede og halvtredsindstyve Kirker, og hundrede Skibe for Kongen.
Limfjorden benævnes en stor Fjord i Jylland, som gaaer fra Norden imod Sønden (8).
Nordenfor Limfjorden er en smal Eid eller Landtange vesterpaa til Havet, som har faaet
Navnet Haraldseid, af det at Kong Harald Sigurdsøn lod sine Skibe trække over, da han
undflyede for Kong Svend. Vesten for Limfjorden ligger det Landskab, som kaldes
Vendelskage, og strækker sig imod Nord; der er den femte Bispestol i Danmark i den Stad,
som hedder Hjørring. I dette Bispedømme ere hundrede og tresindstyve Kirker, og
halvtredsindstyve Skibe for Kongen til Udbud. Jyllands Side kaldes Kyststrækningen lige
vestenfra Vendelskage og sønder ned til Ribe. Mellem Jylland og Fyen gaaer Middelfartsund. I
Fyen er den sjette Bispestol i Danmark i Odense; i dette Bispedømme ere tre hundrede Kirker,
og udredes hundrede Skibe for Kongen. Mellem Fyen og Sjælland gaaer Bæltesund. I
Sjælland er den syvende Bispestol i Danmark i Roeskilde; i Sjællands Bispedømme ere fire
hundrede og elleve Kirker og hundrede og tyve Skibe for Kongen. Nordenfor Sjælland er
Øresund, og nordenfor Øresund ligger Skaane og Halland. I Skaane er en Erkebispestol i
Lund; det er ottende Bispestol i Danmark; i dette Bispedømme ere halvfjerde hundrede og tre
Kirker, og halvandet hundrede Skibe for Kongen; det er den største Bispestol i Danmark.
Mellem disse Lande Jylland og Skaane ligge mange store Ølande, som ikke ere forhen
nævnte. Samsø ligger under Aarhuus Biskop, Læsø under Viborg Biskop, de ligge vestenfor
Fyen. Alsø hører under Hedeby: Laaland, Ærø, Thorslund (9), Alsø, Langeland, disse fem Øer
ligge under Biskoppen i Fyen. Møen og Falster ligge under Biskoppen i Sjælland.
Borgunderholm eller Bornholm ligger ude i Havet østenfor Skaane; det er et stort Rige, og
ligger under Biskoppen i Skaane; der ere tolv Kongsgaarde og fjorten Kirker. Disse Lande,
som nu ere nævnte, ligge under den danske Konge, og ere baade store og folkerige. Disse
lande udgjorde i Fortiden mange Kongeriger.

Blod-Egils Ophav
33. Der var en mægtig Mand, ved navn Ragnar, han var en dansk Mand, og havde sin Slægt i
Sønder-Jylland; han boede paa Ragnarstad, som er beliggende i Ribe Bispedømme; der er
ogsaa en Sø, som kaldes Ragnarsø. Ragnar havde været en kjær Ven af Kong Svend, og
bestandig tjent ham, saa længe Kongen var i Live. Ragnar havde en Søn, som hed Egil, og
var udmærket i Legemsfærdigheder, en meget stor og stærk Mand, fortrinlig øvet i Vaaben og
en særdeles stor Kriger.

Om Egil
34. I Danmark tildrog sig den begivenhed at der døde en mægtig Mand paa Bornholm, som
hed Aage; han havde der bestyret tolv Kongsgaarde, som, Kongen eier paa Bornholm ; nu var
det Embede ledigt og ubesat, og der bleve da sendte Mænd til Kong Knud, som berettede
ham denne Tidende, og bade ham at sørge for Eiendommen og sætte en anden derover. Til
samme tid kom Egil Ragnarsøn til Kong Knud, og tilbød sig at ville blive hans Mand, og tjene
ham med Troskab; ”Samme Bestilling have ogsaa mine Frænder før mig haft,” sagde han,
”som det er eder bekjendt.” ”Du er en stor Mand, Egil!” svarede Kongen, ”og meget anseelig,
og ei vil du fattes Heltemod, men ikke seer du ud til i alle Henseender at have Lykken med dig;
men eftersom du er en meget driftig Mand, som vi vide, da vil jeg give dig Eiendommen paa
Bornholm til Bestyrelse; du skal ogsaa være skyldig til Udrustninger og til at udrede al kongelig
Rettighed; og dog ville vi fratage tre af de Gaarde, som vi eie der, men du skal bestyre de
øvrige.” Egil tog imod dette Vilkaar, og antog Bestyrelsen af Eiendommen; han blev snart
mægtig og rig paa Folk, saa han havde en stor Trop hos sig; han var gavmild paa Penge,
levede som en stor Mand, var bestandig paa Krigstoge om Somrene, og forhvervede sig
meget Gods, som han anvendte til sine Folks Underholdning om Vinteren. Han var vennesæl
af sine Mænd, og værgede Riget med Haardførhed. Han tilsatte meget af sit Gods ved de
Bekostninger, som han havde, thi han havde kun smaae Indtægter i Forhold til dem, som hans
Formænd havde haft, men han anvendte langt større Bekostning. Dette tyktes Kong Knud ikke
vel om, og han bad Egil at indskrænke Antallet paa sine Folk, og tilføiede, at han havde
forbudt Krigførelse indenlands.

[anganatyr]

Egil drak Blod
35. Det hændte sig en Sommer, at Egil drog bort fra Landet med atten Skibe, og han kom til
Vindland, og hærjede der. Venderne samlede sig imod Egil, og da de mødtes, kom det til et
stort Slag, og der faldt mange paa begge Sider. Egil stred med megen Tapperhed; de sloges
til Søes, og Vendernes Høvding var paa det Skib, der laae nærmest mod Egils; og da Striden
var paa det hidsigste, og man ikke syntes at kunne skjelne, hvo der vilde bukke under, sprang
Egil fra sit Skib op paa den vendiske Snekke, hug til Høvdingen og gav ham Banesaar, og
strax sprang Egil igjen baglænds tilbage paa sit eget Skib, og Venderne toge da Flugten. Egil
fik saaledes en herlig Seier og betydeligt Bytte. Han var saa træt, at han næsten faldt i
Besvimelse, og da han satte sig op i sit Skib, bad han, at man skulde give ham noget at
drikke. Drengen svarede: ”Her har i Dag været saadan en Støi paa Skibet, at alle Tønderne
ere sønderbrudte, og al Drikken er løben ned i Kjølen paa Skibet.” ”Ligefuldt kan jeg vel drikke
den,” svarede Egil. ”Nei du kan ikke, Herre!” sagde Drengen, ”thi den største Deel deraf er
Menneskeblod.” Egil stod da op, og tog Hjelmen af sit Hoved, og sænkede den ned i Kjølen,
og drak tre store Slurke. Derefter drog Egil, efter at have vundet en herlig Seier, igjen hjem til
Bornholm. Han fattedes nu ikke Midler om Vinteren til at underholde sit Mandskab. Dette
spurgtes vidt omkring, og kom for Kong Knud, og mange berømte meget Egils Manddoms
Gjerninger og den Seier, som han havde vundet. Kongen blev taus, da man fortalte ham om
Egils Drik. Af denne Begiven hed fik Egil siden Navnet Blod-Egil.

Om Egil
36. Da Egil havde været en kort Tid hjemme, drog han til Kong Knud, hos hvem han fandt en
hæderlig Modtagelse. Kongen spurgte Egil om hans Færd, og han fortalte derom, thi han
snakkede gjerne om dette Krigstog, som han havde været paa om Sommeren. Derpaa kaldte
Kongen ham til sig i Eenrum, og spurgte ham da, om det var sandt, at han havde drukket
Menneskeblod. Egil sagde, at det var ikke ganske uden Grund, men at det ikke havde været
forudbetænkt. ”Hvi gik det da saa ilde?” sagde Kongen. Egil svarede: ”Der kom en saa stor
Tørst og Mødighed over mig, at jeg syntes neppe at kunne holde den ud, og der var ingen
anden Drik for Haanden. Kongen sagde: ”Denne Sag er bleven meget ubehagelig, og det er et
stort Brud imod Kristendommen”, og Ordet gaar, at vi pleie at straffe mindre Forseelser; men
eftersom vi I øvrigt er vel tilfreds med din tjeneste, saaledes som den har været, da ville vi ikke
dennesinde fælde saa stræng en Dom, som mange ville formode; jeg vil give dig det Raad, at
du ydmyger dig for Gud, og bekjender saasnart som mueligt din Synd for Præsterne, og lader
dig skrifte; men med hensyn til Forseelsen imod os, da vil vi tilgive dig det; men ikke synes mig
dette, at du har drukket Menneskeblod, at være mindre, end om du havde spiist kogt
Menneskekjød.” Egil lovede Kongen, at han skulde gjøre efter hans Bud, og, førend han drog
bort, bød han Kongen hjem til sig til Gilde: ”Jeg venter, Herre!” sagde han, ”at det vil føre
Lykken over mig, at du besøger min Bolig.” Kongen lovede ham at komme ud paa Vinteren.
Egil drog derpaa hjem, og opholdt sig hjemme paa Bornholm om Vinteren.

Om Kongen og Egil
37. Kong Knud begav sig om Vaaren paa Reisen til Bornholm. Egil havde der anrettet et
prægtigt Gilde. Kongen kom med betydeligt Mandskab. Der var en stor Stue, som om det var
en Kongehal; den var ganske beklædt med Skjolde. Kongen var der i tre Dage ved Gildet, og
var meget munter. Egil gav Kongen anseelige Foræringer ved hans Bortreise. Kongen sagde
da til Egil: ”Hvorledes forholder det sig nu, Egil! har du opfyldt dit, som jeg mindede dig om
forrige Gang, at du har bekjendt din Forseelse for Præsterne og forsonet dig med Gud?” ”Nei
jeg har ikke, Herre!” sagde han, ”det har jeg glemt.” Kongen bad ham ikke at tøve længer
dermed. Egil sagde at det skulde skee, og de skiltes nu med Venskab. Egil drog paa Krigstoge
om Sommeren, og forhvervede sig megen Rigdom, og kom hjem om Høsten, og drog nu ikke
til Kongen.

Om Egil
38. Da Kong Knud spurgte dette, at Egil atter havde været paa Krigstoge om Sommeren, tog
Kongen det meget ilde op, thi han havde forbudt sine Mænd at øve Ran og Uroligheder.
Kongen sendte Egil Bud, at han skulde komme til ham. Egil drog da til Kong Knud, og Kongen
tog vel imod ham. Han og Egil talte nu sammen; Kongen spurgte Egil, om han havde hærjet
om Sommeren. Egil tilstod det. ”Det er et slet Forehavende af dig,” svarede Kongen, ”at du
gjør dig til Viking, paa Hedningernes Viis, det vil jeg forbyde dig. Man har ogsaa sagt mig, at
du har saa stor en Trop om dig som en Konge, og fører dig i alt op, som Konger pleie, og
forøder derved næsten alle dine Penge, og tager da, naar du selv fattes, til andres; der komme
mange til os, som besvære sig derover. Jeg vil,” vedblev Kongen, ”at du skal formindske din
Trop, og ikke give dig Udseende af mere, end din Slægt er til; jeg vil, at du skal holde Maade i
alt, hvis du vil tjene mig; men hvorledes gaaer det nu, Egil!” spurgte Kongen, ”i Henseende til
det, hvorom jeg nogle Gange har mindet dig, som du maa vedkjendes, har du nu gjort Bod
derfor?” Egil svarede da meget vredt: ”Det venter jeg, Herre!” sagde han, ”skjønt I minder mig
ofte om denne Sag, at jeg kommer dog til, selv at sørge mest for det, som vedkommer mig.”
Da svarede Kongen: ”Nu venter jeg, at det vil gaae i Opfyldelse, hvad jeg sagde dig den første
Gang vi kom sammen, at du ikke i alle Henseender vilde have Lykken med dig, og da du nu
saa meget forsømmer dit eget Velfærd, saa vil jeg paa ingen Maade have dig længer i min
Tjeneste, og du skal ikke passe min Eiendom herefter.” Egil svarede: ”I maa raade for, Herre!
om I vil lade mig passe eders Gaarde eller ikke, men det vil tykkes eder underligt,” føiede han
til, ”om jeg fører ikke mindre Pragt, skjønt jeg kun har Mine egne Eiendomme; jeg skal vist ikke
nøde eder min Tjeneste paa.” Hertil svarede Kongen: ”Ei tør du, Egil! at føre saa store Ord,”
sagde han, ”bøiet har jeg Nakken paa federe Kroppe, end du er; jeg tænker, at det vil gaae dig
værre end mig ved at vort Venskab brydes. Nu er det min Anelse,” tllføiede Kongen, ”at der vil
hændes dig noget, som er endnu værre end de Ting, som hidtil ere blevne bekjendte om din
Adfærd.” Derefter skiltes Kongen og Egil uden Venskab. Kongen satte da en anden Mand over
Eiendommen paa Bornholm. Egil forringede ikke sit Folkehold, snarere slog han i alt mere
stort paa, og havde nogle flere Mænd. Han opholdt sig nu hjemme paa sin Gaard.

Et Skib bliver borte
39. I den Tid herskede Olaf Haraldsøn Kyrre over Norge. Han var gift med Ingerid, en Datter af
Kong Svend, og Søster til Kong Knud. Imellem disse Svogre var der kjært Venskab. Det skete
en Sommer, at et stort Skib med en kostbar Ladning, som tilhørte nogle Kjøbmænd, seilede
fra Norge ned til Danmark og øster igjennem Øresund og dernæst øster paa til Bornholm.
Siden blev dette Skib borte, saa at intet spurgtes til det, og intet fandtes af Skibet, og der vare
mange Formodninger om, hvor det var blevet af. Den norske Konge sendte Bud til sin Svoger,
den danske Konge, at han skulde lade søge efter dette Skib, hvor det kunde være blevet af;
og det lovede han.

Egils Død
40. Kong Knud foer engang med nogle Skibe til Bornholm. Paa denne Reise fulgte ham hans
Broder Benedikt og tvende Brødre, af hvilke den ene hed Svend, den anden Astraad, de vare
danske Mænd, mægtige og af stor Slægt, og bleve kaldte efter deres Moder Thorgunnas
Sønner. Deres Moder Thorgunna var en Datter af Vagn Aagesøn; disse Brødre stode sig vel
hos Kong Knud. Kong Knud seilede nu til Bornholm med sin Flaade, og det var hans
fornemste Ærende derover, at gjøre Forsøg paa at faae nogen Oplysning om det norske Skib,
som var blevet borte, thi Kong Knud var meget bekymret derover, og vilde gjerne vide, hvor
det var blevet af. Da de nu vare komne nær Bornholm, seilede de forbi nogle Øer. Kongen
bød, at man skulde lægge dertil, og saa blev gjort. Derpaa gik de i Land. Kong Knud gik langs
Strandbreden, paa hvilken der laae mange store Stene. Kongen betragtede Stenene, og saae
at de vare ganske røde. Kongen spurgte da sine Mænd, hvorledes det kunde være. De
svarede: ”I maa bedst kunne skjønne det, Herre!” Da sagde Kongen: ”Det skulde jeg troe, at
her maa en Tid have været en meget stor Brand; kan hændes at det nu viser sig, hvad jeg
længe har haft Anelse om, og som angaaer mig og Egil; det er nu ikke at fordølge,” sagde
Kongen, ”at jeg troer, at dette er skeet ved Menneskeværk, men snart vil det vise sig; nu ville
vi ikke opholde os her længer dennesinde.” Kongen drog nu videre, og tog Herberge kort fra
Blod-Egils Gaard. Egil havde en stor Mængde Folk om sig, og man undredes meget over, at
han holdt saa betydeligt Mandskab, da man ikke mærkede at han havde tilstrækkelige
Indtægter dertil, thi Egil havde da ophørt med at drage paa Krigstoge. Folk talte meget for
Kongen om Egils og hans Mænds Forhold og Sæder, og man kunde mærke paa Kongen, at
han syntes lidt derom. Samme Aften lod Kong Knud skikke Folk til Egil under Anførsel af
Benedikt og Brødrene Svend og Astraad, de vare i alt hundrede Mand. De droge, indtil de om
Natten kom til Egils Gaard. Egil og hans Folk pleiede at sidde og drikke til Midnat; og da
Benedikt med sine Folk kom til Gaarden, gik de til Drikkestuen; Egil og hans mænd sade den
Gang endnu og drak. Benedikt lod da slaae en Kreds om Stuen; Men da Egil og hans Mænd
bleve vaer, at der var Ufred for Haanden, grebe de til deres Vaaben og agtede at forsvare sig.
Benedikt sagde, at det vilde være det bedste Vilkaar for dem, at overgive sig, og da Egil
mærkede, at de havde en heel Hær, gik han ud og overgav sig til dem. Han blev da tagen
fangen, og Benedikt drog med ham til Kongen; men Brødrene Svend og Astraad bleve tilbage
med deres Mænd, og skulde passe paa, at ingen af Egils Folk undkom. Da Egil nu kom til
Kongen, sagde denne til ham: ”Der er nu forløben en lang Tid fra vor forrige Sammenkomst,
Egil! nu ønsker jeg, at denne bliver den sidste.” Egil svarede: ”Det maa nu staae i eders Magt,
Herre! men det venter jeg,” vedblev han, ”at ingen vil holde dig for en bedre Høvding, eller
større Konge, om du end lader uskyldige Folk dræbe.” Hertil svarede Kong Knud meget
sagtmodig,: ”Jeg kommer nu til, Egil! at bære Ansvar for Mine Gjerninger; hvis jeg dræber
uskyldige Mænd, da kommer jeg til at svare for Gud derfor; men dog er det nu, Egil! kommet
saa vidt med dig, at det ikke længer nytter dig at vise Stridighed og Trods; vi have nu taget dig
saaledes til Fange, og nu kommer du til at sige reent ud, hvad der er skeet, om det end ikke,
som det aner mig, er smukke Ting; vi ville nu Med Iver søge at komme efter Sandheden; du
skal nu bekjende os om det Skibsmandskab, som vi troe at du og dine Mænd have myrdet, og
bemægtiget dig deres Gods; dette har nu alt for længe været holdt skjult; vi have ogsaa været
paa det Sted,” tilføiede Kongen, ”hvor vi troe at denne Misgjerning er udøvet.” Egil saae da, at
der var ikke andet for end at bekjende, ligesom det var og havde gaaet; thi han Vidste, at der
var saa mange af hans Mænd medvidende deri, at nogle af dem neppe vilde holde sig tause,
naar man trængte haardt ind paa dem. Egil svarede da: ”Den Gang dette Skib, hvorom I nu
spørge, laae under den samme Ø, hvor I nu have været, da udspeidede vi deres Færd. Der
ere Lavvande udenfor, men det vidste Nordmændene ikke, thi de vare ikke bekjendte der, og
Vandet faldt om Natten ved Ebben bort fra deres Skib. Da droge vi til i Dagningen,” vedblev
Egil, ”og vi taltes da kun lidet ved; vi toge alle Folkene, som vare paa Skibet, og bandt dem, og
røvede alt Godset; derpaa trak vi Skibet op paa Stenene og stak Ild i det, og brændte det
altsammen op, baade Skib og Folk, saa at der ikke kunde sees noget Mærke deraf, uden det
allene, at Stenene bleve røde.” Da Egil havde bekjendt dette, sagde Kong Knud: ”Det er da,
som jeg anede, at du er en Misdæder, som har gjort dig fortjent til Døden; seer nu, gode
Høvdinger” vedblev han, ”hvorledes vi skulle straffe saadant Nidings værk.” Der vare mange af
Egils Frænder tilstede, som vare meget anseete Mænd, og de tilbøde at ville give Bøder for
Egil; men Kongen svarede: ”Ei skal det spørges, at jeg saaledes forhaaner min Gud, at jeg for
Gunst eller Gave skulde dømme saa uretfærdig. Fortjener det ikke Dødsstraf, om han kun
havde myrdet eet eneste Menneske, og nu har han myrdet mange, og siden levet af det
stjaalne Gods.” Det var nu baade saa, at det syntes ondt at modsige, og heller ikke torde
nogen tale imod Kongen, saa Udfaldet blev, at man ledte Egil til Skoven, reiste en Galge, og
hængte ham der op. Derefter drog Kongen til den Gaard, som Egil havde eiet, og lod der Egils
Mænd straffe, nogle lod han dræbe, andre lod han lemlæste, og andre fordrev han bort fra
Landet, men ingen af dem, som havde haft nogen Deel i dette Anslag, lod han ustraffet, og
han ødelagde saaledes denne Røverbande. Denne Daad skaffede Kongen mange Uvenner,
thi Egil havde baade mange og store Frænder. Derefter begyndte Høvdingerne at blive uenige
med Kongen, og at sætte sig meget imod ham, og ligesaa gjorde dernæst ogsaa Almuen; da
de syntes, at han var for stræng og straffede for haardt, men de vare forud vante til
Selvraadighed.

Om Kong Olaf og Kong Knud
41. Kong Knud af Danmark og Kong Olaf af Norge aftalte en Sommer et Møde imellem sig. De
mødtes i Elven (10), og toge med Glæde imod hinanden, og talte nu sammen. Paa et Møde
talte Kong Knud saaledes til den norske Konge Olaf: „Jeg har tænkt paa, Svoger Olaf!” sagde
han, ”hvis det ikke synes eder et uklogt Foretagende, at gjøre en Leding ud af Landet, og
mindes det Rige, som vi Frænder tykkes at have meget Krav paa, det er nemlig Riget i
England; der have vore Frænder haft megen Magt, som det er eder bekjendt, hvorlunde Knud
den Mægtige, vor Frænde, bemægtigede sig hele England, og herskede over dette Rige ligetil
sin Dødsdag, og hans Sønner efter ham. Nu ville vi, min Svoger Olaf! søge dertil om eders
Hjælp, og vi ville gjøre eder det Forslag, at I skal være Anfører paa dette Tog, eftersom I har
en stor Sag at hævne paa Englands Beboere, og da ville vi yde eder Bistand af vort Rige; eller
ogsaa jeg vil blive Anfører paa Toget paa begges Vegne, skjønt jeg er mindre skikket dertil, og
faae Bistand og Hjælpetropper dertil af eder” Hertil svarede Kong Olaf: ”Denne Sag, som I nu
har talt en Tid om for mig, Kong Knud! synes os meget klogt anlagt; man har store Prøver paa,
at I Frænder have haft lykken med eder, og der vundet stor Berømmelse; det ganske
modsatte er Tilfældet med vore Frænder, thi vi have der lidt saa stort et Tab, at vi aldrig faae
det oprettet. Nu maae vi betænke og kunne skjønne det, at da min Fader Kong Harald drog
bort fra Landet, da sagde Folk, at aldrig havde en taprere Hær været udrustet fra Norge til
noget Tog; da vare alle Ting, som anvendtes dertil, bedre, end det nu er mueligt at
tilveiebringe dem i Landet; nu kan man ikke faae saadanne Mænd, som han havde med sig,
og det kan man endnu meget mere sige om Høvdingen, naar man sætter mig i
Sammenligning med Kong Harald, som da var Anfører for Toget. Og da nu hint Tog gik saa
uheldig af, saa vove vi ikke saa meget at friste Lykken, at vi ville troe at kunne bemægtige os
Riget i England. Men eftersom I, Kong Knud! ved dette søger ikke mindre, hvad der er mig
fornødent, end hvad I selv ønsker, da vil jeg give eder til dette Tog tresindstyve store Skibe, og
udvælge til sammes Besætning alle de tapreste Mænd af mine Huustropper, og i ingen
Henseende skulle Skibe og Folk med mindre Omhu udrustes, end om jeg selv var Anfører.”
Kong Knud svarede: ”Dette er kongelig talt og budet, som man kunde vente, og dette Vilkaar
ville vi modtage, og raade saa Gud for Udfaldet!” De talte meget om Forholdet mellem Norge
og Danmark, og hele deres Samtale førtes med Venskab. Beslutningen blev altsaa, at Kong
Knud vilde gjøre et Tog til England, og der vare forskjellige Meninger om, hvad Udfald dette
Tog vilde faae. Derefter skiltes Kongerne med Venskab, og gave hinanden Foræringer; Olaf
drog op til Norge, men Kong Knud ned til Danmark.

[anganatyr]

Om Kong Knud
42. Kong Knud lod gaae Udbud over hele sit Rige, og bestemte, hvor mange Folk og Skibe,
der skulde udredes af hvert Herred, og bød, at det skulde være en almindelig Leding med
Mandskab og Skibe. Der var da stor Udrustning i Danmark om Vinteren. Erik Jarl beredte sig
til dette Tog med Kong Knud, og ligesaa gjorde andre Stormænd. Tidlig om Vaaren lod Kong
Knud Hæren samle, og Hele Flaaden stævne sammen til Limfjorden. Til samme Tid kom
Nordmændenes Flaade, som Kong Olaf havde lovet Kong Knud; den var besat med stridbare
Folk, som i alt vare vel udrustede. Den danske Hær blev nu trukken sammen, og den udgjorde
en utallig Mængde. Kong Knud var da endnu ikke kommen, men dog sendte han Bud til dem,
og lod Ledingsfolket vente efter ham, og sagde at de ikke skulde behøve at vente længe.
Saaledes Forløb syv Dage, og da Kongen endnu ikke kom, bleve de Danske ilde tilfredse med
hans Udeblivelse. Denne var imidlertid foranlediget af, at der vare komne nogle til ham, som
havde berettet ham, at Venderne havde en Flaade i Søen, og agtede at hærje paa Danmark
om Sommeren, for at hævne den Ufred, som Blod Egil havde tilføiet dem. Kong Knud sendte
Mænd til Venderne med Forslag om Forlig, og bad dem ikke at hærje paa Danmark; han lod
sige, at de ikke vilde være i Stand til at stride imod ham, men at der dog derved vilde tilføies
mange Meen og Forurettelse: ”Derfor ønsker jeg,” lod han tilføie, ”at vi skulle slutte Forlig og
Fred imellem Landene, saa at ingen af os hærjer paa de andres Land.” De Udsendte droge nu
til Venderne, men Kongen sagde, at han vilde vente paa dem i syv Dage, thi han vilde ikke
drage bort fra Landet, om denne Ufred ikke afværgedes. Denne Uge Forløb nu, og hans
Udsendinge kom ikke tilbage. De Danske syntes nu, at det var længe de maatte vente efter
deres Konge, da de laae samlede, og de fandt det til megen Skade, at de skulde ligge der paa
eet og samme Sted til ingen Nytte. Høvdingerne holdt lange Samtaler derom, og de bleve da
enige i at ville skikke Mænd til Kongen, og bade Kongens Broder Olaf om at paatage sig
denne Reise. Han var uvillig til at drage, og sagde at han troede, at Kongen vilde selv raade
for sin Reise: ”hvad end I Danske knurre over,” tilføiede han, ”jeg troer, at han kun gjør lidet for
mine Ord; Kongen følger ikke gjerne hvad man siger til ham, men er meget egenraadig, men I
Danske ofte ikke standhaftige, og kun maadelig troe.” Men skjønt Olaf sagde sligt, lod han sig
dog ved sine Venners Bøn overtale til at love at ville reise, og han drog da med nogle Mænd til
Kongen. Men saasnart Kong Knud saae sin Broder Olaf, sagde han til sine Mænd: ”Griber
Olaf, og sætter Fjæder paa hans Fødder, og vogter ham, saa at han ikke kan komme bort, thi
jeg vil ikke høre noget Ord af ham.” Dette syntes mange underligt, hvorfor Kongen lod det
gjøre; men saa stor en Skræk havde man for Kongens Ord, at ingen torde handle imod hans
Bud. Den følgende Dag satte Kong Knud Mænd til at føre Olaf vester til Flæmingeland til sin
Svigerfader Hertug Baldevin. Kong Knud bød dem sige saaledes til Baldevin, at han skulde
holde Olaf i Bevogtning og Fængsel, og aldrig lade ham slippe ud af det Jern, hvori han var
sat, med mindre han selv sendte ham Bud. Mange sagde: ”Det synes os, Herre Konning! at
det er en stræng Dom, hvormed I dømmer denne Mand, thi vi see ikke, at han har tydelig gjort
sig skyldig til at blive sat i et saadant Fængsel.” Kongen sagde: ”Ei vil jeg fremføre
Beskyldning imod Olaf for Folket, men vide maa den almægtige Gud, om der ere Grunde
dertil. Det kan ogsaa være,” sagde han, ”at I vide nøiere end jeg, hvad Mand han er; men det
er min Formodning,” vedblev han, ”at det ikke vil vare længe, inden Olaf selv vil afgive
Vidnesbyrd om, hvad Mand han er.” Mændene droge nu med Olaf vester over til
Flæmingeland, som Kongen havde budet dem, og kom til Hertug Baldevin, bragte ham Kong
Knuds Ordsending og Jærtegn med Hensyn til Olafs Modtagelse. Hertugen gjorde, som
Kongen bød, han satte Olaf i et høit Taarn, og Mænd til at holde Vagt ved ham; det var en
stræng Bevogtning, og der sad Olaf en Tid.

Om Knuds Hær
43. Nu er at berette om de Mænd, som havde fulgt Olaf Svendsøn til Kong Knud; de bleve
meget bestyrtede, da de saae, hvad Medfart Olaf fik; de skyndte sig derfor at løbe bort, og
kom tilbage til Ledingshæren, og fortalte Folket, hvad der var skeet; sagde ogsaa tillige, at
Kong Knud aldrig vilde komme der: ”Nu har han viist,” sagde de, ”hvad Mand han er; han har
nu bedrevet en uhørt Gjerning, hvis Lige, desbedre! sjelden er bedreven; han tog nu sin
Broder, som var uskyldig og vel skikket til Høvding, og satte ham i Jern; vi troe at han har ladet
sig bevæge dertil af Frygt for, at Høvdingerne skulle heller ville have Olaf til Konge end ham,
og derved vilde ogsaa Danmarks Rige staae sig bedre, og Folk vilde ikke være udsatte for
saadan Overlast.” Denne Beretning gjorde stærkt Indtryk paa mange, og Høvdingerne holdt
Thing og talte om denne Kongens Handlemaade, og enhver yttrede da sine Tanker herom.
Der vare da nogle Høvdinger, som sagde ligeud, at Danmarks Rige aldrig vilde trives, saa
længe Knud var Konge, men der vare dog mange flere, som ikke yttrede aabenbart Fjendskab
imod Kongen, saa at Almuen kunde lægge Mærke dertil, skjønt de dog vare af samme Mening
som hine. Der var da en stor Raadslagning i Hæren, hvad man skulde gjøre. Nogle Høvdinger
sagde, at de burde hæve Ledingen, og give Folkene Hjemlov. Bondehoben sprang op med
een Stemme og ønskede, at den maatte aldrig trives, som vilde ligge der længer; mange
sagde ogsaa, at de kun nødtvungne vare komne til denne Leding. Nordmændene bade dem
tøve, og være taalmodige, og ikke gjøre Kongens Bud forgjeves, og sagde at han vilde snart
komme. De Danske raabte derimod, og sagde at Nordmændene kunde ligge i dette Sultehul,
saa længe som de vilde. Derefter opløstes Ledingen, og alle de Danske seilede bort, og hver
drog til sit Hjem, og den holdt sig for heldigst, som først naaede Hjemmet. Men saasnart
Ledingshæren var opløst, kom Kong Knud til Limfjorden. Den norske Flaade laae der da, og
Nordmændene droge strax til Kongen, og modtoge ham særdeles vel. Kongen var da meget
vred paa de Danske, fordi de havde opløst Ledingshæren, og sagde: ”Nu have de Danske
atter viist deres Troskab, naar vi saa faae dem dette betalt.” Kongen var overmaade opbragt,
men stillede vel sine Ord, som han stedse pleiede, om der end indtraf noget, som mishagede
ham særdeles meget. Nordmændene tilbøde Kongen, at de vilde følge ham, og drage,
hvorhen han ønskede det. Kongen sagde, at de førte sig vel og mandig op, og havde vel
opfyldt deres Herres og Høvdings Bud. Men Kongen bad dem drage hjem til Norge igjen, og
takkede dem meget for at de vare komne der: ”Men vi Danske,” tilføiede han, ”komme nu til at
lege noget med hinanden.” Dernæst seilede Nordmændene hjem til Norge. Kong Knud drog
da til Sjælland, og han havde da meget Mandskab med sig. Da kom de Mænd, som han
havde sendt til Vindland, til ham, og berettede ham den Tidende, at Venderne toge med Takke
imod Kong Knuds Tilbud, at holde Forlig og Fred med Kongen; og Grunden til at de havde
ladet en Flaade løbe ud var den, at de frygtede et Angreb af ham, da de havde spurgt, at der i
Danmark var udbuden Leding. De sendte nu Kongen Tilbud om Venskab og derhos anseelige
Foræringer. Kong Knud holdt det for en særdeles god Tidende.

Om Kong Knud
44. Derefter drog Kong Knud sønder til Fyen, holdt der Thing med Bønderne, og gjorde dem
store Bebreidelser for den Beskæmmelse, som han paastod at de havde gjort ham. Derfor
skulde de, sagde han, blive haardt straffede. Erik Jarl førte Bøndernes Sag for Kongen, og
sagde at Aarsagen til Bøndernes Handlemaade ikke saa meget havde været ond Villie imod
Kongen: ”Det er, som eder er bekjendt, Herre!” sagde han, ”at Almuen lyder det, som den sidst
hører, og holder det for det klogeste Raad, som nyligst er fattet; nu havde man foresnakket
den, at I aldrig vilde komme til den Hær, som var trukken sammen der.” Jarlen talte vidtløftig
herom, og førte Sagen vel og mandig paa Bøndernes Vegne. Kongen var meget vred, og det
var ikke let at faae et Ord indført hos ham; han sagde at Bønderne skulde opnaae Forlig af
ham, men han vilde dog ene raade dem imellem. Da overgave Bønderne Kongen Selvdom;
Kongen paalagde da dem, som han havde størst Beskyldning imod, store Bøder, og mange
mistede derved betydelige Pengesumme. Folk syntes at det var en stor Overlast, men holdt
det dog for bedst, saa vidt som Sagen nu var kommen, at lade Kongen ene raade dem
imellem. Men Kong Knud skaanede dem ikke, thi han lod denne Dom overgaae enhver, som
han troede skyldig, hvad enten han var høi eller lav. Høvdingerne holdt dette for en altfor stor
Undertrykkelse, og vare meget ilde tilfredse dermed, men dog dristede ingen sig til at tale
imod Kong Knud.

Om Kong Knud
45. Kong Knud drog derpaa sønder til Jylland, og der kom meget Folk til ham. Kongen havde
da meget mere Mandskab, end han pleiede, og lod anrette Gilder for sig, hvor han vilde
opholde sig, og lod Bønderne have alle Bekostningerne derved. I hvert Herred holdt han Thing
med Bønderne, androg denne samme Sag, og sigtede Bønderne for at have beskæmmet ham
ved at nægte ham den skyldige Hørighed. Kongen talte længe og vel og haardt imod
Bønderne, og der fandtes meget i hans Tale, som indeholdt Beskyldning imod dem. Bønderne
svarede for sig, og paastode sig fri for al Brøde, men paa den anden Side saae de, at de ikke
vilde kunne stride imod Kongen, da han havde betydeligt Mandskab, og havde budet mange
Stormænd til sig. Med Knud vare den Gang hans Brødre Erik Jarl og Benedikt, og Thorgunnas
Sønner Svend og Astraad. Der vare ogsaa med Kongen to Brødre, af hvilke den ene hed
Palmar, den anden Blakmar, som vare Fostbrødre til Dronning Edla, med hvem Kong Knud
var gift; de vare store og stærke Mænd, og vare høit anskrevne hos Kongen; saaledes vare
der mange meget anseete Mænd hos Kongen.

Om Thord Skore
46. Der var en Mand, ved Navn Thord Skore, og en anden, som hed Tolar Verpil; de vare
Kong Knuds Sysselmænd vester paa Vendilskage i Hjarrande Syssel; det er en Landtunge,
som gaaer ud vester af Jylland. Dette Landskab er fattigt imod andre Landskaber i Danmark.
Derfra vare Asbjørn Jarl og Eyvind Bifra, og de Steder, hvor de vare fødte, kaldes siden
Asbjørnsboder og Eyvindsboder. Thord og Tolar spurgte, at Kong Knud var i Jylland, og tillige
at han, hvor han kom frem, holdt Ting og Møder med Bønderne, og paalagde dem store
Bøder. De spurgte ogsaa, at Kongen tiltænkte Vendelboerne samme Vilkaar som de øvrige,
og da Thord fik det at vide, stævnede han Bønderne sammen til et Thing, og indbød did
fornemmelig alle dem af sine Mænd, som havde nogen Stemme og Anseelse, og da Thinget
blev sat, var der kommen en betydelig Forsamling. Da stod Thord Skore op, og talte saaledes:
”I maae have spurgt om denne Konge, hvorledes han drager igjennem Landet med Ran og
Plyndring; han har ogsaa samlet til sig en stor Hob sammenløbet Pak, som tilføie mange
Overlast; men det er dog at vente, at det vil blive værst for ham selv, thi han har næsten ingen
dygtig Mand med sig, og det er at vente, at ikkun faa af saadanne, som ville have Anseelse for
at være raske Mænd, ville give sig til at tjene ham, thi han er troløs og gjerrig, saa at han ikke
kan holde Maade; og derfor kan man snarere med Grund kalde ham en Viking end en Konge.
Han har nu dræbt nogle Høvdinger, og gjort dem til Ubodemænd, saa at Frænderne ingen
Bøder skulde modtage, andre har han bortjaget af Landet for ingen Forseelser, men alle har
han underkuet i Trældom. Denne Ufrihed og Undertrykkelse vil aldrig hæves, saa længe han
lever, og det er skrækkeligt, at Folk skulle taale af ham enhver Udaad, som han vil udøve. Nu
vil jeg bekjendtgjøre min Beslutning desangaaende, at jeg vil ikke taale hans Overlast over
mig; jeg seer, at et saa fattigt Folk, som er her i vor Egn, ikke vil kunne udholde saadanne
Udsuelser af ham, som andre nu have maattet udstaae. Nu er det, som I vide, meget
vanskeligt at komme hid formedelst Søer og Moradser, og hvis eder synes som mig, da ville vi
ikke vente her hjemme paa denne Forurettelse. Nu beder jeg, at I sige eders Mening herom,
og om I ville være enige i den Beslutning, som jeg vil tage, eller I ville sætte et andet Raad.”
De sagde at de vilde lade ham bære Omsorg for denne vanskelige Sag, og tilføiede: ”Vi have
længe prøvet, at din Forsorg har kommet os vel til Nytte.” Thord svarede: ”Ei vil jeg være ene
om at tage Beslutning i en saa vanskelig Sag, som denne synes mig at være, men alle skulle
vi være enige derom, thi jeg bærer Formodning om, at Kong Knud vil komme her at hjemsøge
os, og naar han da taler til eder, saa vil han fremføre sin Sag saaledes, at I ville holde det for
det sandeste, som han da taler, thi han er veltalende og trædsk og en meget underfundig
Mand; han vil blive eder snu, og I ville komme til kort, hvis I hører paa noget af det, som han
taler. Nu forlanger jeg, at I borge mig for eders Troskab paa den Maade, at enhver Mand, som
er noget eiende, skal overgive mig alle sine rede Penge, og dem skal jeg da forvare, indtil der
bliver noget Endeligt paa denne Sag; og hvis I ere troe imod mig, og holde dette, som vi nu
have talt, da skulle I igjen faae eders Penge tilbage; men hvis I svigte mig i Troskaben, da er
min Skjæbne let at forudsee, og hvis Kongen faaer dette Forshavende at vide, da ville I blive
haardt straffede af ham, om I end kunne slippe med Livet, og man kunde da sige, at der var
nogen Grund dertil.” Tolar Verpil svarede: ”Vi kjende Almuens Mening i dette, at ingen her vil
overgive sin Sag i Kongens Hænder, om han end bliver saa opblæst, at han tænker at fare
med Ufred gjennem hele dette Land. Det er vort Ønske, at man nu skal fatte noget hurtigt
Raad; vi bede, at du, Thord! vil paatage dig at anføre hele denne Trop, thi du er den viseste af
os.” Da sagde Thord: ”Er dette alle deres Villie og Samtykke, som nu ere her komne
sammen?” Dette tilstode alle de Tilstedeværende. ”Det Raad vil jeg da først give,” sagde
Thord, „at vi holde Folket samlet, saa at vi ikke lade nogen, som nu er kommen her, slippe
bort, snarere samle flere til, og rykke siden hen til den Aa, som er paa Knuds Vei, naar han vil
drage hid til os; og hvis de da ville begive sig herover til os, da skulle vi forhindre dem at gaae
over Vadestedet.” Derefter blev Thinget opløst og de rykkede nu med hele denne Hær ligetil
Aaen. Der spurgte de den Tidende, at Kong Knud var ikke langt derfra paa Gjæsteri paa
Sævarende inderst i Bugten af Limfjorden. 46. Der var en Mand, ved Navn Thord Skore, og en anden, som hed Tolar Verpil; de vare
Kong Knuds Sysselmænd vester paa Vendilskage i Hjarrande Syssel; det er en Landtunge,
som gaaer ud vester af Jylland. Dette Landskab er fattigt imod andre Landskaber i Danmark.
Derfra vare Asbjørn Jarl og Eyvind Bifra, og de Steder, hvor de vare fødte, kaldes siden
Asbjørnsboder og Eyvindsboder. Thord og Tolar spurgte, at Kong Knud var i Jylland, og tillige
at han, hvor han kom frem, holdt Ting og Møder med Bønderne, og paalagde dem store
Bøder. De spurgte ogsaa, at Kongen tiltænkte Vendelboerne samme Vilkaar som de øvrige,
og da Thord fik det at vide, stævnede han Bønderne sammen til et Thing, og indbød did
fornemmelig alle dem af sine Mænd, som havde nogen Stemme og Anseelse, og da Thinget
blev sat, var der kommen en betydelig Forsamling. Da stod Thord Skore op, og talte saaledes:
”I maae have spurgt om denne Konge, hvorledes han drager igjennem Landet med Ran og
Plyndring; han har ogsaa samlet til sig en stor Hob sammenløbet Pak, som tilføie mange
Overlast; men det er dog at vente, at det vil blive værst for ham selv, thi han har næsten ingen
dygtig Mand med sig, og det er at vente, at ikkun faa af saadanne, som ville have Anseelse for
at være raske Mænd, ville give sig til at tjene ham, thi han er troløs og gjerrig, saa at han ikke
kan holde Maade; og derfor kan man snarere med Grund kalde ham en Viking end en Konge.
Han har nu dræbt nogle Høvdinger, og gjort dem til Ubodemænd, saa at Frænderne ingen
Bøder skulde modtage, andre har han bortjaget af Landet for ingen Forseelser, men alle har
han underkuet i Trældom. Denne Ufrihed og Undertrykkelse vil aldrig hæves, saa længe han
lever, og det er skrækkeligt, at Folk skulle taale af ham enhver Udaad, som han vil udøve. Nu
vil jeg bekjendtgjøre min Beslutning desangaaende, at jeg vil ikke taale hans Overlast over
mig; jeg seer, at et saa fattigt Folk, som er her i vor Egn, ikke vil kunne udholde saadanne
Udsuelser af ham, som andre nu have maattet udstaae. Nu er det, som I vide, meget
vanskeligt at komme hid formedelst Søer og Moradser, og hvis eder synes som mig, da ville vi
ikke vente her hjemme paa denne Forurettelse. Nu beder jeg, at I sige eders Mening herom,
og om I ville være enige i den Beslutning, som jeg vil tage, eller I ville sætte et andet Raad.”
De sagde at de vilde lade ham bære Omsorg for denne vanskelige Sag, og tilføiede: ”Vi have
længe prøvet, at din Forsorg har kommet os vel til Nytte.” Thord svarede: ”Ei vil jeg være ene
om at tage Beslutning i en saa vanskelig Sag, som denne synes mig at være, men alle skulle
vi være enige derom, thi jeg bærer Formodning om, at Kong Knud vil komme her at hjemsøge
os, og naar han da taler til eder, saa vil han fremføre sin Sag saaledes, at I ville holde det for
det sandeste, som han da taler, thi han er veltalende og trædsk og en meget underfundig
Mand; han vil blive eder snu, og I ville komme til kort, hvis I hører paa noget af det, som han
taler. Nu forlanger jeg, at I borge mig for eders Troskab paa den Maade, at enhver Mand, som
er noget eiende, skal overgive mig alle sine rede Penge, og dem skal jeg da forvare, indtil der
bliver noget Endeligt paa denne Sag; og hvis I ere troe imod mig, og holde dette, som vi nu
have talt, da skulle I igjen faae eders Penge tilbage; men hvis I svigte mig i Troskaben, da er
min Skjæbne let at forudsee, og hvis Kongen faaer dette Forshavende at vide, da ville I blive
haardt straffede af ham, om I end kunne slippe med Livet, og man kunde da sige, at der var
nogen Grund dertil.” Tolar Verpil svarede: ”Vi kjende Almuens Mening i dette, at ingen her vil
overgive sin Sag i Kongens Hænder, om han end bliver saa opblæst, at han tænker at fare
med Ufred gjennem hele dette Land. Det er vort Ønske, at man nu skal fatte noget hurtigt
Raad; vi bede, at du, Thord! vil paatage dig at anføre hele denne Trop, thi du er den viseste af
os.” Da sagde Thord: ”Er dette alle deres Villie og Samtykke, som nu ere her komne
sammen?” Dette tilstode alle de Tilstedeværende. ”Det Raad vil jeg da først give,” sagde
Thord, „at vi holde Folket samlet, saa at vi ikke lade nogen, som nu er kommen her, slippe
bort, snarere samle flere til, og rykke siden hen til den Aa, som er paa Knuds Vei, naar han vil
drage hid til os; og hvis de da ville begive sig herover til os, da skulle vi forhindre dem at gaae
over Vadestedet.” Derefter blev Thinget opløst og de rykkede nu med hele denne Hær ligetil
Aaen. Der spurgte de den Tidende, at Kong Knud var ikke langt derfra paa Gjæsteri paa
Sævarende inderst i Bugten af Limfjorden. 46. Der var en Mand, ved Navn Thord Skore, og en anden, som hed Tolar Verpil; de vare
Kong Knuds Sysselmænd vester paa Vendilskage i Hjarrande Syssel; det er en Landtunge,
som gaaer ud vester af Jylland. Dette Landskab er fattigt imod andre Landskaber i Danmark.
Derfra vare Asbjørn Jarl og Eyvind Bifra, og de Steder, hvor de vare fødte, kaldes siden
Asbjørnsboder og Eyvindsboder. Thord og Tolar spurgte, at Kong Knud var i Jylland, og tillige
at han, hvor han kom frem, holdt Ting og Møder med Bønderne, og paalagde dem store
Bøder. De spurgte ogsaa, at Kongen tiltænkte Vendelboerne samme Vilkaar som de øvrige,
og da Thord fik det at vide, stævnede han Bønderne sammen til et Thing, og indbød did
fornemmelig alle dem af sine Mænd, som havde nogen Stemme og Anseelse, og da Thinget
blev sat, var der kommen en betydelig Forsamling. Da stod Thord Skore op, og talte saaledes:
”I maae have spurgt om denne Konge, hvorledes han drager igjennem Landet med Ran og
Plyndring; han har ogsaa samlet til sig en stor Hob sammenløbet Pak, som tilføie mange
Overlast; men det er dog at vente, at det vil blive værst for ham selv, thi han har næsten ingen
dygtig Mand med sig, og det er at vente, at ikkun faa af saadanne, som ville have Anseelse for
at være raske Mænd, ville give sig til at tjene ham, thi han er troløs og gjerrig, saa at han ikke
kan holde Maade; og derfor kan man snarere med Grund kalde ham en Viking end en Konge.
Han har nu dræbt nogle Høvdinger, og gjort dem til Ubodemænd, saa at Frænderne ingen
Bøder skulde modtage, andre har han bortjaget af Landet for ingen Forseelser, men alle har
han underkuet i Trældom. Denne Ufrihed og Undertrykkelse vil aldrig hæves, saa længe han
lever, og det er skrækkeligt, at Folk skulle taale af ham enhver Udaad, som han vil udøve. Nu
vil jeg bekjendtgjøre min Beslutning desangaaende, at jeg vil ikke taale hans Overlast over
mig; jeg seer, at et saa fattigt Folk, som er her i vor Egn, ikke vil kunne udholde saadanne
Udsuelser af ham, som andre nu have maattet udstaae. Nu er det, som I vide, meget
vanskeligt at komme hid formedelst Søer og Moradser, og hvis eder synes som mig, da ville vi
ikke vente her hjemme paa denne Forurettelse. Nu beder jeg, at I sige eders Mening herom,
og om I ville være enige i den Beslutning, som jeg vil tage, eller I ville sætte et andet Raad.”
De sagde at de vilde lade ham bære Omsorg for denne vanskelige Sag, og tilføiede: ”Vi have
længe prøvet, at din Forsorg har kommet os vel til Nytte.” Thord svarede: ”Ei vil jeg være ene
om at tage Beslutning i en saa vanskelig Sag, som denne synes mig at være, men alle skulle
vi være enige derom, thi jeg bærer Formodning om, at Kong Knud vil komme her at hjemsøge
os, og naar han da taler til eder, saa vil han fremføre sin Sag saaledes, at I ville holde det for
det sandeste, som han da taler, thi han er veltalende og trædsk og en meget underfundig
Mand; han vil blive eder snu, og I ville komme til kort, hvis I hører paa noget af det, som han
taler. Nu forlanger jeg, at I borge mig for eders Troskab paa den Maade, at enhver Mand, som
er noget eiende, skal overgive mig alle sine rede Penge, og dem skal jeg da forvare, indtil der
bliver noget Endeligt paa denne Sag; og hvis I ere troe imod mig, og holde dette, som vi nu
have talt, da skulle I igjen faae eders Penge tilbage; men hvis I svigte mig i Troskaben, da er
min Skjæbne let at forudsee, og hvis Kongen faaer dette Forshavende at vide, da ville I blive
haardt straffede af ham, om I end kunne slippe med Livet, og man kunde da sige, at der var
nogen Grund dertil.” Tolar Verpil svarede: ”Vi kjende Almuens Mening i dette, at ingen her vil
overgive sin Sag i Kongens Hænder, om han end bliver saa opblæst, at han tænker at fare
med Ufred gjennem hele dette Land. Det er vort Ønske, at man nu skal fatte noget hurtigt
Raad; vi bede, at du, Thord! vil paatage dig at anføre hele denne Trop, thi du er den viseste af
os.” Da sagde Thord: ”Er dette alle deres Villie og Samtykke, som nu ere her komne
sammen?” Dette tilstode alle de Tilstedeværende. ”Det Raad vil jeg da først give,” sagde
Thord, „at vi holde Folket samlet, saa at vi ikke lade nogen, som nu er kommen her, slippe
bort, snarere samle flere til, og rykke siden hen til den Aa, som er paa Knuds Vei, naar han vil
drage hid til os; og hvis de da ville begive sig herover til os, da skulle vi forhindre dem at gaae
over Vadestedet.” Derefter blev Thinget opløst og de rykkede nu med hele denne Hær ligetil
Aaen. Der spurgte de den Tidende, at Kong Knud var ikke langt derfra paa Gjæsteri paa
Sævarende inderst i Bugten af Limfjorden. De udsendte da Speidere fra sig, for at iagttage
Kong Knud og hans Mandskabs Mængde.

[anganatyr]

Om Kong Knud
47. Kong Knud var, som sagt, paa Gjæsteri paa Sævarende. Kongen agtede at skikke Mænd
vester over til Vendelboerne, og paalagge dem Bøder. Kong Knud udnævnte til denne Færd
Thorgunnas Sønner Svend og Astraad, som fik tresindstyve Mand med sig. De havde ikke
spurgt til, at Thord havde samlet Folk. Brødrene droge da, indtil de kom til en stor Aa. Paa den
anden Side af Aaen var en stor Hær, fuldt bevæbnet, som strax stillede sig op i Slagorden paa
Aabreden ved Vadestedet, da Brødrene rede til Aaen. Da sagde Svend Thorgunnesøn: ”Disse
gaae vel imod os, for at bringe os Skatten og Bøderne; de kunne ogsaa vide, at vi ikke ere
bekjendte her; de have ført sig meget bedre op, end mange have formodet; vi ville derfor
lægge et godt Ord ind for dem.” Astraad svarede: ”Ei veed jeg, hvad jeg skal sige, mig tykkes
at de ikke ere at lide paa.” Thord og hans Folk hørte, hvad de sagde, og da svarede Tolar
Verpil: ”I skulle ikke saa hurtig glæde eder, thi jeg venter, at I skulle herfra faae saadanne
Bøder, som I fortjene; det er ogsaa det største Under, at I agte at paalægge hele Folket
Trældomsaag; men det er at vente, at det vil gaae ud over eder selv, skjønt Folk ere senere til
at byde eder Spidsen, end det burde sig; I ville snarere andensteds end her kunne sætte
eders Ubillighed igjennem, og angriber kun, om I tør!” Da svarede Svend Thorgunnesøn:
”Disse føre store Ord i Munden, men hvad synes eder raadeligt, skulle vi ikke rykke frem til
Aaen?” Astraad svarede: ”Nu gik det, som jeg anede, at de ikke vilde bringe os Bøder, som
Kongen kunde have Gavn af, og det synes os ikke raadeligt, at ride ud i Aaen, da de have en
betydelig Hær, men nu tør man ikke fordølge sig, hvad deres Beslutning er.” Svend sagde
igjen: ”Ei vil Kongen holde sit Ærende for vel udført, hvis vi ikke tales mere ved, og ikke er det
mit Raad, at vi skulle flye for store Ord allene; vi ville bestemt rykke frem!” og de gjorde da
saa. De andre stode strax, og kastede Stene paa dem; det gik derfor langsomt med deres
Fremriden, deres Skjolde søndersloges af Stenene, og selv bleve de saarede af Skuddene.
Da sagde Astraad: ”Lad os vende tilbage, og det havde været bedre at have gjort det før!”
Svend sagde, at det aldrig skulde skee, og slog Hesten med Sporerne. Da tog Astraad i
Bidseltømmen, og dreiede Hesten tilbage under ham, og lod ham ikke raade heri, thi han
saae, at det var ikke at tænke paa at komme frem der. Han var meget stærk, og Svend
magtede derfor ikke at følge sin Villie; da vendte ogsaa alle deres Følgesvende tilbage. Svend
var nu meget vred, og drog tilbage, indtil han kom til Kong Knud, og berettede ham Ærendets
Udfald. Kongen var da beredt til at drage bort fra Gildet paa Sævarende. Kongen blev vred
ved denne Tidende. Svend var meget opbragt, og bad Kongen stikke Bud allevegne omkring
efter Folk, og derpaa drage imod disse Mænd og slaaes med dem, og befrie sig fra saadanne
Drog. ”Det er det største Under,” sagde han, ”at saadanne Folk, som ere agtede for intet,
skulle vove at gjøre Oprør, og føre Avindskjold imod eder; vi skulle gjøre dem et Afbræk, som
de skulle mindes længe!” Kongen svarede: ”Bister er Svend nu, og ikke ere de ufortjente dertil,
men dog vil jeg her tage en anden Beslutning, end at slaaes med mine Undersaatter; vi ville
igjen skikke vore Mand til dem, da vil denne Ufred standses, men jeg vil drage nord over til
Fyen, som jeg har besluttet.” Kongen kaldte da en Høvding, som hed Tole til sig; han var af
stor Slægt og en meget beleven Mand. Til ham sagde nu Kongen: „Du skal drage til
Vendelboerne, og siig dem, at de skulle adsplitte deres Flok, og drage hjem til deres Boliger,
og sende siden nogle til mig, at vi kunne slutte Forlig!” Efter dette drog Kong Knud nord over til
Fyen, og drog der omkring paa Gjæsteri. Tole drog ogsaa sin Vei, og havde tresindstyve
Mand.

Toles Fald
48. Om Thord Skores og hans Følges Færd er det at berette, at de stævnede den samme Vei,
ad hvilken Thorgunnas Sønner undflyede; de bekjendtgjorde nu for alle, at de agtede sig med
denne Hær imod Kong Knud, og denne Trop foer meget hidsig frem. Da Folk spurgte denne
Nyhed, løb enhver, som var kommen eller forud var der, til, og alle sagde, at de vilde give sig i
Færd med dem. Det blev da snart en almindelig Opstand, og hvor denne Hær kom frem, fik
de, hvad de vilde. Tole og hans Mænd spurgte dette, og vare just komne til en Landsby, da de
saae Hæren. Tole gik op i Byen, thi Folk raadede dem at fare varlig frem, og sagde at de
troede, at de Høvdinger, som da anførte Hæren, kun vilde lade faa Ting ugjorte. Tole gik op i
et Taarn, og nogle Mænd med ham, for at iagttage Hæren, som kom der forbi, og han vilde
see saa nøie som mueligt at bemærke, hvor stor denne Hær var. Han agtede ogsaa derfra at
fremføre Kongens Andragende. Thord og hans Folk havde forud spurgt, at Kongen havde
sendt Folk imod dem, og ligesaa, hvor de nu vare komne. De droge da frem til Byen, og
standsede Hæren. Thord spurgte, om der vare nogle af Kongens Mænd der i Byen. Der blev
svaret ham, at de vare der, og ønskede at tale med ham. Thord gik da op i Byen med en stor
Trop Folk, og did hvor Tole stod i Taarnet, og spurgte hvad Ærende han vilde fremføre. Tole
talte da saaledes: ”Hvorhen agte I eder med denne Hær; mange ere begjerlige efter at vide,
hvi I have begyndt dette, at stifte Ufred her indenlands, og du vil ogsaa have Dristighed til at
sige, hvad du tænker paa.” Thord svarede: ”Du formoder ret, Tole! at jeg skal have Mod og
Manddom til at sige dig dette, skjønt du er en stor Ven af Kongen: Vi agte ikke at standse
denne Færd, førend vi træffe Kongen, hvis han tør oppebie os, og hvis det gaaer saa, som vi
ønske, da vil Kong Knud ikke undslippe.” Da svarede Tole: ”Dette er en meget uheldig
Beslutning, og vil blive eder til Ulykke, som fortjent er, hvis I ville fortsætte dette; gjører heller,
hvad eder anstaaer, vender eder saa hurtig mueligt fra dette Uraad! det er aldeles utilbørligt,
at sættte sig op imod en saa hellig Konge, som vi have. Lad os heller tjene ham, saa godt som
vi kunne! det er vor Skyldighed, thi vi have en mægtig og myndig, trofast og retskaffen, viis og
gavmild Konge, som i alle Henseender er bedre begavet end alle andre i dette Land; det viser
sig tilfulde om Kongen, at de af hans Mænd ere sanddruere, som tale vel om ham, end de
som laste ham. Nu er det Kongens Bud angaaende alle de Folk, som boe i hans Rige, og
have begaaet nogen Forbrydelse imod ham, at han vil tilstaae dem Forlig. Han vil, som det bør
sig, at de skulle overgive deres Sag i hans Vold og Miskundhed; han vil ogsaa holde Lovene
og Landets gamle Ret mod eder Danske, men have derimod Lydighed og tro Følge. Betænker
nu, hvad eder anstaaer, og om I endog nu have betydeligt Mandskab, saa vil dog Lykken
forsage eder meget imod Kong Knud, thi saaledes er det gaaet dem, som have været større
Mænd og mægtigere end I. Haver da, gode Mænd!” vedblev han, ”Gud og eders eget Vel for
Øie og standser denne Opstand, og søger Forlig med eders Konge! det vil endnu være eder
let at opnaae, saa snart han seer, at I selv troe at have gaaet for vidt, thi han skaaner og
benaader enhver saa meget mere, som han har begaaet større Forseelse imod ham. Jeg skal
ogsaa føre eders Sag saa vel som jeg kan, hvis I nu ville gjøre dette for mine Ord.” Men da
Tole sluttede sin Tale, da svarede Thord Skore: ”Denne Mand har talt meget en Tid, men det
meste usandt; han er tilvisse en Løgner, I skulle ikke troe hans Ord; Kongen har sat ham til at
tale sin Sag, og troer, at Folk skulle fæste Lid til sligt; nu ville vi ikke give nogen Agt paa det,
som han fremfører!” Mange sagde, at Tole havde talt vel og billigt, og at det var raadeligst at
føie sig efter hans Ord, og forlige sig med Kongen. Thord tog da et Spyd af Haanden paa en
Mand, som stod ved Siden af ham; dette Spyd skød han op i Taarnet, hvor Tole stod, og det
traf ham midt paa, saa han døde paa Stedet. Mange holdt det for et stort Tab.

Om Thord Skore
49. Derefter fortsatte Thord med sine Folk Toget, indtil de kom til Sævarende, hvor Kong Knud
havde været paa Gjæsteri; det var en stor Kongsgaard, som bestyredes af en kongelig Foged.
De dræbte Fogeden, og plyndrede alt Godset. De spurgte da, at Kong Knud var dragen over til
Fyen, og havde kun lidet Mandskab. De sendte da Bud til de Høvdinger og anseete Bønder,
som vare nærmest derved, og lode dem sige, hvor vidt det var kommet med dette
Foretagende, og bade dem mindes de Forurettelser, som Kong Knud havde tilføiet dem. Dette
syntes alle at være et stort Under, at disse Folk, som næsten ikke forhen vare bemærkede,
havde givet sig til at iværksætte saa stort et Anslag. Det viste sig nu, som før blev bemærket,
at mange Høvdinger vare meget fjendtlig sindede imod Kong Knud, thi de kunde ikke udholde
hans Retfærdighed. De fleste vare da lette at bevæge til Deeltagelse i Opstanden imod ham,
og behøvede kun liden Opmuntring dertil. Enhver, som spurgte denne Tidende, gjorde sig
strax færdig, og i faa Dage var der sammenkommen en saa stor Hær, at den neppe kunde
tælles. Der vare da ogsaa mange store Høvdinger i denne Hær. Der var kommen Asbjørn, Jarl
over de danske Øer, og Eyvind Bifra; thi der vare forud i Hæren med Thord mange af deres
Frænder, Venner og Bekjendtere, som vare komne vestenfra Vendilskage. Asbjørn Jarl antog
da Anførselen over denne Hær. De rykkede med Hæren til Randers, og forbleve der nogle
Dage; og fik der igjen mere Tilløb af Folk.

50. Kong Knud var i Fyen, da han spurgte Toles Drab, og at Bønderne havde samlet sig, og
Høvdingerne sammentrukket en Hær imod ham, og tillige at de havde en uovervindelig Hær,
og at det var deres eneste Agt, at sætte efter ham. Han stævnede da Folk til sig der fra
Herrederne, og truede med Strænghed, om de ikke mødte, men de svarede alle eenstemmig,
at de ikke vilde hjælpe nogen af Parterne, hverken Kongen eller Bønderne. Kong Knud
skikkede ogsaa Bud til sin Kone Dronning Edla, og bad hende drage bort fra Landet saa snart
som mueligt, til sin Fader Hertug Baldevin i Flæmingeland og tage med sig hendes og Kong
Knuds søn Karl, og alt Løsøre som hun kunde føre, og de Kostbarheder som hun vel kunde
have med sig paa Reisen.

Om Bønderne
51. Om Bønderne og deres Hær er nu at berette, at de vare i Randers, og forskaffede sig der
Skibe til Overfarten over Sundet. Da lod Asbjørn Jarl holde Thing, og talte for Folket, og sagde
saaledes: ”Hvad Beslutning have I i Henseende til dette Møde, som I ville have med Kong
Knud. Skjønt han kun har lidet Mandskab imod denne store Hær, som I have, saa bliver det
dog nødvendigt, at sætte noget andet godt Raad, om det skal gaae vel, thi han har et udvalgt
Mandskab, som er øvet i Strid. Kong Knud vil blive eder trædsk og listig, han har faaet Nys om
vor Færd. Det synes mig raadeligst, at een eller anden forstandig Mand af vor Hær drager til
Kongen med Forslag om Fred, og han vil da kunne udforske hans Hærs Størrelse og hans
Beslutning, hvad han har i Sinde.” Dette holdt alle for et herligt Raad, men dog vare de uvillige
til at drage i dette Ærende. Da sagde Jarlen: Mon det da ikke er bedst, at jeg drager til Kongen
i dette Ærende; vi have ofte prøvet List imod hinanden.” Derpaa drog Jarlen paa et Skib over
Sundet med nogle Mænd, og den øvrige Hær blev siden ført over Sundet under Anførsel af
Eyvind Bifra, og ingen var mere hadefuld paa Kongen end han, eller værre i sine Yttringer om
ham, eller ophidsede mere til at dette som snarest skulde iværksættes. Det var saaledes
bestemt, at Jarlen skulde komme tilbage til Hæren, naar han havde været hos Kong Knud, og
udforsket hans Hærs Størrelse og hans Beslutninger. Da Hæren beredte sig til at gaae om
Bord fra Randers, sagde Thord Skore til sin Stalbroder Tolar Verpil: ”Nu ville vi vende tilbage
med vort Mandskab, thi nu ere her komne saa mange Mægtige Mænd og store Høvdinger, at
man nu vil tykkes kun lidt at behøve vore Raad, men dog have vi udrettet meget paa vor
Færd, thi der er nu det bedste Haab om at denne Hær ikke vil standse, førend det er iværksat,
som er alle den største Nødvendighed og Lykke, at Kong Knud bliver dræbt. Derpaa droge de
bort fra Hæren med deres Mænd, og altfor stor Tummel og Raab var der over hele Hæren, til
at nogen skulde give Agt derpaa.

Om Asbjørn Jarl
52. Asbjørn Jarl drog til Kong Knud med sine Mænd; og da han kom til Kongen, gik han for
ham, og hilste paa ham. Kongen besvarede ikke hans Hilsen. Jarlen sagde derpaa: ”I maa
have spurgt den Tidende, Herre! at der er begyndt Ufred imod eder; denne er tiltagen saa
meget, at mange Stormænd ere indviklede deri; dette synes os at være det største Uraad og
Nidingsværk, som disse Mænd agte at udføre; og ikke kan jeg nægte, Herre! at jeg jo har
været i deres Hær; disse Folk ere saa onde og rasende, at de ville ikke agte paa, hvad der kan
være dem til Gavn; og jeg drog i deres Flok, fordi jeg vilde saaledes skaffe mig sikker
Underretning om, hvad de have i Sinde; men jeg tænkte paa, hvad der anstaaer mig, og jeg
veed, at det er min Skyldighed, aldrig at svigte eder, og jeg drog derfor strax tileder, for at
underrette eder om, hvorledes det forholder sig, og yde eder al den Bistand, som jeg
formaaer, hvis I behøve flere Mænd. Drag nu Omsorg derfor, og tag noget godt og hurtigt
Raad!” Kongen takkede ham, og sagde at han førte sig bedre op i dette, end andre
formodede: ”Men hvad synes eder raadeligst, Jarl!” sagde han, ”giv du nu noget Raad, thi du
er en forstandig Mand, om du er os saa huld, som du siger.” Jarlen sagde: ”Ikke kan jeg give
eder noget Raad, men jeg er skyldig at tale herom, hvad mig synes raadeligst; I have lidet
Mandskab, skjønt vel udrustet; det synes mig derfor raadeligst, at I, saaledes som Sagerne nu
staae, søge at undkomme hen, hvor Landets Styrke er større, og I vil da snart kunne faae
mere Mandskab, rykker siden imod Bønderne, og lad saa de Nidinger blive slaaede til
Bedring!” Dette Raad samtykte Erik Jarl og mange andre Høvdinger. Da svarede Kongens
Broder Benedikt: Aldrig ville vi tage Flugten for de Danske; det er mit første Raad, at denne
Jarl bliver greben, saa at han ikke kommer bort med Livet, og vist er det underligt, Herre! at I
troer Asbjørn Jarls Ord, og jeg seer tydelig, at han er en Løgner og Forræder imod sin Herre.”
Hertil svarede Kongen: ”Dette Raad skulle vi optage, Benedikt! ikke at flye for vore Fjenders
Møde, raade saa Gud for, hvorledes det vil løbe af! men du, Asbjørn Jarl! drag du tilbage
samme Vei til Bønderne, og siig dem saa, at vi ville forliges! jeg vil byde dem fra min Side, at
de skulle i enhver Henseende nyde deres fulde Ret, som de gamle Love bestemme her i
Danmark; saaledes have Landets forrige Høvdinger gjort; men da jeg troer at have Grund til at
straffe dem, saa vil jeg fælde Dom i den Sag, og ikke vil jeg tilstæde, at Bønderne maae
dømme i min Sag. Dette skal du nu fremsætte for Bønderne; kom snart tilbage, hvis de ville
afslaae Freden, og vær os nu tro, thi det er din Skyldighed, da du er min Undersaat, og har dit
Herredømme af mig; men hvis du handler anderledes, da vil Gud straffe dig; og mange troe
dig ilde; kom nu snart tilbage til mig, thi vi ville vente dig her!” ”Ja, Herre!” sagde han”, ”hvis de
ikke ville lyde mine Ord, da skal jeg snart komme tilbage med alle mine Mænd, thi nu behøver
I Hjælp.” Derpaa bukkede han for Kongen, og gik bort til sine Mænd. Det var silde paa Dagen,
da de droge bort fra Kongen; det var i Fyen i den Stad, som hedder Odense; der var Kong
Knud til Gilde med hele sit Mandskab om Natten.