Nationers fødsel

[Mio Nielsen]

Fundet af Jellingepalisaden og den store skibssætning var en god anledning til at sætte fokus på Danmarks fødsel, og det blev også gjort med en lang debat på "Harald Blåtands gård hittat" på det gamle forum, men anden offentlig eller videnskabelig-historisk debat med en opdatering om landets undfangelse kom det ikke til. Vi har ganske vist grupper af fagfolk der arbejder med en realistisk forståelse af de skandinaviske landes opståen, men deres resultater kommer ikke ud til de brede kredse af befolkningen. En velkommen undtagelse var Anders Winroth's bog om "The Conversion of Scandinavia", men den blev jo udgivet uden for Skandinaviens og Europas grænser, nemlig i USA.

Fundet af Harald Blåtands grav i nærheden af Wolin i det nordlige Polen burde vække de slumrende kræfter hos danske historikere, men hidtil har Nationalmuseet indtaget en holdning, som har medført, at dette fund er blevet udgravet med private midler og af arkæologer, der har afgivet løfte om, at Discovery Channel er ejer af alle opdagelser! Man tror det er løgn.
Jeg må medgive, at fundet af graven ikke er helt sikkert endnu. Men jeg tror på, at den er fundet, og mon ikke de fleste skeptikere er ved at ændre holdning?

De fleste nationers fødsel foregår under voldsomme omstændigheder. En mængde mennesker skal gerne slås ihjel, for at et land kan fødes. Dersom man elsker sit fædreland, vil man ofte have grunde til glemme eller fortie forskellige forhold ved landets opståen og ekspansion. Derfor er patriotisme ofte en kraft, der bekæmper visse historiske sandheder. Skulle dette også være tilfældet i Danmark?

[Mio Nielsen]

Og jeg besvarer mit eget retoriske spørgsmål med et "Ja". Vi danskere og vi skandinaver har, lige som alle andre nationer jeg kender til, behov for at lyve og forskønne vor historie, med henblik på at bevare troen på at vi er de gode i en heroisk kamp mod de onde kræfter, der manifesterer sig i andre lande.
Der er behov for at sige dette i vore små lande, fordi denne patriotiske fordrejning af virkeligheden hos os ikke udtrykker sig åbent, sådan som det er tilfældet i USA, Rusland, Israel, Iran og så videre.
Vi er nået til et interessant punkt i vor opfattelse af vikingetidens internationale handel og den skandinaviske ekspansion i verden. Vi troede at det bare var ungdommelig kriminalitet, men vi begynder at forstå at vi dengang var led i en større kamp mod kristendommens trang til hegemoni. Nogle få generationer senere var vore konger allerede gået over til den kristne imperialisme og vores land blev tilsyneladende dannet under disse modstridende bevægelser, hvor opportunisme og grådighed sikkert spillede en større rolle end de dyder, man hævdede at kæmpe for.