Skandinaviskt Arkeologiforum

Vi er hele to her der har stiftet bekendtskab med bogen af Graeber og Wengrow. Men til de der ikke kender den, vil jeg sige lidt om indholdet og meningen.
Bogens emne er de kulturelle centre vi kender fra stenalderen. Og den lægger vægt på at de slet ikke altid afspejler den udvikling mod en stadig højere specialisering og teknisk færdighed, som vi i vore dage anser for et karakteristika for menneskeheden. Centraliserede og hierarkiserede samfund opstod, levede i århundreder, uddøde, for eventuelt at at blive erstattet med egalitære og frihedselskende samfund af jægere. Til andre tider gik det den modsatte vej. Bogen implicerer således, at vi nutidsmennesker ikke er endt i et højt hierarkiseret samfundssystem, men at vi er på vej igennem et sådant stadie, et sådant eksperiment, mod en ukendt fremtid.
De mange samfund fra stenalderen som har efterladt monumentale værker, havde tilsyneladende vidt forskellige samfundsstrukturer og deres forskellighed afspejler ikke en lineær kronologisk udvikling. Dette er i modstrid med almindelig tankegang. Samtidigt er det vel underbygget (skønt man sikkert kan finde fejl), og tonen er optimistisk og entusiastisk.

Mio Nielsen skrev: ↑

10 februari 2022, 18:20

Bogen implicerer således, at vi nutidsmennesker ikke er endt i et højt hierarkiseret samfundssystem, men at vi er på vej igennem et sådant stadie, et sådant eksperiment, mod en ukendt fremtid.

Der har jeg desværre citeret bogen forkert, for den bruger ganske klart udtrykket, "to be stuck in" og synes altså at mene, at vores nutidige epoke varer længere end de fleste foregående og at vi er blokeret i den.

Så det undskylder jeg.

Hvilket giver mig anledning til at nævne, at nogle deltagere på et debatforum som dette, anser det som uklogt at erkende en fejl skriftligt. Måske tænker de, at det giver ens "modstandere" altfor gode kort på hånden til "angribe" endnu mere.

Det er en morsom parallel til det større problem: Når vi får tvivl om vores samfundsorden og dens levedygtighed, skal vi så proklamere at vi har mistet troen, eller er det klogere - for at undgå egen og andres panik - at forsøge at rette kursen med diskrete midler?

The dawn of everything sætter vores liv ind i et langt større tidsperspektiv end vi er vant til. Men det er en kendsgerning at "vi" har et liv der har varet omtrent 100 000 år og at nutidens ideologer hævder, at det er truet på grund af vore egne handlinger.

Tack för intressant info!

Ansluter till diskusionen, Randall Carlson, skall leta efter ett mer klockrent inlägg av Carlson:

https://www.youtube.com/watch?v=kImPL2gfnxk

Tankegangen bag bogen er ikke ny, hverken for mig eller for andre. Måske findes der en hel litteratur omkring denne anarkistiske antropologi og arkæologi, som altså består i at interessere sig videnskabeligt for de menneskelige samfund der ikke har dannet stater, med den hypotese, at det kunne være med vilje, og at deres egalitære samfundssystem ikke skal forstås som en nødløsning eller noget midlertidigt, men et bevidst valg, og at sådanne samfund har mekanismer til at forhindre at enkeltindivider bliver for magtfulde.
Her er to implikationer af denne tankegang - hypotese:
Hvis man undersøger et statsløst stammesamfund finder man individer med en intelligens og formuleringsevne, der helt svarer til antropologens intelligens, individer med en meget struktureret politisk bevidsthed.
I sådanne stammesamfund foregår der en hel mængde politiske begivenheder, men de bliver konstant og bevidst afbrudt før de har udviklet sig til noget varigt.

En fransk antropolog ved navn Pierre Clastres nævnes som en pioner for anarko-antropologien. Han har fyldige wikipediaartikler på engelsk og fransk - og endda også en artikel på dansk.